Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (92)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Første bestyrelsesmøde på Skagen Fuglestation

onsdag 15. marts 2017
af MJH

Vejr: Flot blå himmel og sol hele dagen, men med en strid vestenvind, der var af frisk styrke med vindstød af kulingstyrke. Dagstemperaturen steg fra 4°C til 7°C. Fremragende sigt.

I går aftes begyndte Simon at klage sig over, at det var køligt i den gamle fyrmesterbolig. Det viste sig ikke kun at skyldes den barske vestenvind, men at oliefyret var løbet tør for olie, så vi måtte klare os gennem en nat uden varme og en morgenvask med vand fra en elkedel som varmtvandskilde.

Jeg gik ud lige før solopgang, hvor morgenhimlen var smuk med en næsten fuld måne lavt over horisonten lige ved siden af Jupiter.
I blæsten sprang jeg obs ved Kattegat over og gik ud til den nordligste klit ved Fyrhaverne, da der hurtigt var flere Musvåger lavt i luften mellem Storsig og Grenen.
Måske kunne de trække den Store Skrigeørn med sig fra natterast, men efter et par timer var eneste rovfugl jeg havde set ud over Musvåger en enkelt Rød Glente.

Der var slet ikke samme gang i trækket som i går og jeg så fx ingen Sangsvaner i dag.
Gik tilbage til fyret ved 9 tiden lige som Skrigeørnen kom på vingerne og jeg kunne fra Fyrvej følge den lavt over Reservatet og retur mod området ved Bankes Marker, hvor den igen så ud til at gå til rast.

Havde ikke tid til at køre ned til den, da Fuglestationens bestyrelse begyndte at dukke op. Samtidig kom en tankvogn med olie og jeg måtte hjælpe lidt til med olieslangen og genstart af oliefyret.
Derefter var jeg med til starten af bestyrelsesmødet, hvor jeg blev præsenteret for medlemmerne som stationens ringmærker.rsz dsc 0231

Fuglestationens bestyrelse samlet og indvier mødelokalet med det første bestyrelsesmøde på stationens matrikel.
Ved starten af mødet var der endnu ikke kommet gang i oliefyret, så overtøjet var med inde i mødelokalet.
Et bestyrelsesmedlem var så god, at medbringe og donere 4 spisebordsstole til fuglestationen, så alle fik en siddeplads!

Fra kl 11 kunne jeg igen gå ud med kikkert og kamera og jeg brugte eftermiddagen ved Ellekrattet, Storsig og Reservatet i håb om, at Skrigeørnen på ny ville tage en runde.
Da den endelig midt på eftermiddagen kom op i den hårde vind holdt den sig igen lavt i området ved Bankes Marker/Batteriskoven, så jeg endnu til gode at se den på tæt hold.

Til gengæld fik jeg set flere Hugorme på min gåtur – de første jeg ser i år og de nød ganske givet en solrig dag, selvom de sørgede for at ligge gemt i læ ved klithedens vegetation på sydvendte skråninger.rsz 1dsc 4727

Hugorme var kommet frem i solen, men holdt sig godt skjult i klitvegetationen og i læ for den hårde vind.

Sidste del af eftermiddagen blev brugt på Fuglestationen, hvor bestyrelsen tog afsked og drog hjemad. Der gik dog ikke længe inden næste besøgende dukkede op, da Thomas Bregnballe fra Århus Universitet kom forbi med forslag om, at Skagen Fuglestation kan deltage med undersøgelser omkring Skarverne i Skarvsøen.
Spændende at forskere allerede begynder at henvende sig med tanker om projekter Fuglestatione kan bidrage til.
Aftalte at tage i felten ved Skarvsøen i morgen sammen med Thomas og Knud Pedersen, der gennem flere år har stået for optælling af reder.

Bestyrelsen havde været så venlige, at efterlade overskydende smurte smørrebrød fra deres frokost. Da jeg går ind for at minimere madspild, sidder jeg nu ganske mæt og med varme i køkkenet, så Fuglestationsarbejdet føltes som en ren luksus denne aften, hvor Venus siger godnat fra samme position lavt på himlen mod vest, hvor Jupiter startede min dag.