Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (43)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Før forår kommer vinter!

mandag 6. marts 2017
af MJH

Vejr: Vinterdag i Skagen!
Byger med slud og sne prægede dagen. Temperatur hele døgnet omkring frysepunktet og med hård vind til kuling fra øst var det bidende koldt, hvis man ikke fandt læ. Vekslende sigt afhængig af bygeintensiteten.

En dag med en del inde aktiviteter ved pc og besøg af diverse håndværkere. Bent og Bo tømre kom forbi fra morgenen med en renoveret låge til et skab i toppen af fyret og havde samtidigt en rist med til fuglestationens køkkensektion. Det passede med at de kunne hjælpe med, at afmontere en låge over ovnen, så der blev plads til stationens mikrobølgeovn på den rette hylde i stedet for, at den stod og fyldte på køkkenbordet.

Lene maler var i gang i stueetagen og opdagede, at toilettet nedenunder stod med 5 cm kloakvand over hele gulvet. Fik kontakt med Jakob Funder, der bestilte kloakservice. De fik suget en prop af smuds og kalk ud af kloakken, så nu kan jeg igen benytte fuglestationens toilet og afløb ovenpå, uden at skabe oversvømmelse på Trækfuglecenterets toilet nedenunder.
Jeg var rigtig glad for at det kunne løses så hurtigt, så jeg ikke behøver rende til det offentlige toilet ved Grenens p-plads og den lokale kloakmand fik da også en rundvisning på fuglestationen som tak. Han lød oprigtig begejstret for etableringen af Trækfuglecenteret som en god udvikling for Skagen og turismen. Dejligt, at det ikke kun er nørdede fuglekiggere, der kan se en fordel ved en fuglestation i Det Grå Fyr.

Udenfor var der i dag gang i både brolægger og planeringsmaskiner rundt om fyret. Brolæggeren havde heldigvis husket vinterhabitten for vinden var streng, hvilket jeg kunne mærke i de perioder, hvor jeg forsøgte med lidt havobs ved Kattegat kysten. Det var dog begrænset med bevægelse af fugle over havet og jeg fandt ingen overraskelser.
Tog også en gåtur rundt i Fyrhaverne, hvor Husskader og et par Solsorte udgjorde dagens fugle, mens sneen kunne afsløre, at en Ræv havde travet tværs gennem haven i de tidlige morgentimer.

Inde ved pc´en var det dagen, hvor fuglestationens nye facebook side virkelig fik vinger med masser af besøgende. Det lykkedes mig endda, at få et par af dagens vinterfotos igennem min internetforbindelse og lagt på Facebook siden i lav opløsning.