Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (94)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Vores første ringmærkning ved Kabeltromlen

onsdag 19. august 2020
af Niklas Agerup

Hej! Vi er Laura, Niklas, Falke på 4 år og Fjord på 6 måneder. Vi er en naturglad familie fra Gadevang på Sjælland og vi har nu tilbragt tre dage her på Skagen Fuglestation.

Før Danmark blev ramt for af COVID-19 så vi et opslag i DOF-bladet om muligheden for at bo på og deltage i arbejdet på Skagen Fuglestation. Vi skyndte os straks at skrive til Stationsforstanderen, Simon, som var meget imødekommende og hjælpsom. Vi bookede 5 dage og har gået og glædet os lige siden.

I dag, onsdag har været en spændende dag. Vi startede dagen med at stå op klokken 6 med udsigt til en rød solopgang igennem lejlighedens høje østvendte vinduer, spise en hurtig morgenmad og så ellers komme afsted mod ”Verdens Ende”, for at deltage i morgenringmærkningen.

sun

Da vi nåede frem efter en kort gåtur på ca. 10 minutter blev vi mødt af Viki, Amelie og Amandine som vi har lært at kende her på stationen. Derudover var der lokale Oluf, som gav en hjælpende hånd med.

gfg

ring

Vi blev modtaget ved det lille bord i det fri, hvor ringmærkningen var i fuld gang; ringe, papirer, måleudstyr og små røde poser der hang og bevægede sig! Falke blev draget hen til poserne og vi så spændte til mens havesangere, rørsangere og en lille gråsisken blev målt, vejet, fik ring på og endelig sluppet løs. Falke fik lov til at holde flere af de små fugle i håndfladen og se dem lette efter endt ringmærkning: stort!

Og så ringede en klokke hvilket betød endnu en runde hvor de små røde poser forhåbentlig skulle fyldes op med en ny omgang fugle fra nettene. Vi gik med Amelie og Amandine ud til 4-5 net, som var opsat i krattet: med masser af mudder. Heldigvis var der gummistøvler på og vi kunne komme helt hen og se hvordan fuglene en for en blev viklet ud af nettene af kyndige hænder for derefter at blive sat i individuelle små røde poser.

Efter runden kom vi tilbage til bordet hvor vi kunne nærstudere flere havesangere og rørsangere, men også to brogede fluesnappere, en dompap og en helt utrolig sød gærdesmutte som Amelie havde viklet ud.

Vi fik alt forklaret mens det skete: hvordan man måler vingelængder, hvordan man puster på fjerene på bugen for at se fodertilstanden og hvordan man vejer dem på bittesmå vægte. Og så er der meget sjovt at vide at gærdesmutten er en lille ilter fugl, der virkelig spjætter og spræller for at komme løs. Vi nød en hel time med ringmærkningen og gik derefter hjem ad det sandede spor som sandormen bruger.

IMG 20200819 082026

Resten af dagen gik med en lille formiddagslur, en dejlig badetur lige neden for fyret, lede efter forsteninger (vi fandt én) og flotte sten (vi fandt mange!) på stranden samt en god is på den lille restaurant ’blink’ der ligger ved siden af fyret.

fd

Vi har sluttet dagen med at spise hjemmelavet pizza og chokolademousse med de frivillige, der opholder sig på fyret.

Det er så nemt og fantastisk at være her som en naturglad familie med små børn. Vi glæder os til de to sidste dage vi skal tilbringe her og hvem ved, gøre det til en tradition med en årlig familietur til Skagen Fuglestation i August :)

Ringmærkning (Kabeltromlen):

Broget Fluesnapper // Pied Flycatcher 2
Dompap, Lille // Bullfinch 2
Gærdesanger // Lesser Whitethroat 1
Gærdesmutte // Wren 1
Gransanger // Chiffchaff 1
Gråsisken, Lille // Lesser Redpoll  4
Havesanger // Garden Warbler  3
Løvsanger // Willow Warbler 29
Rørsanger // Reed Warbler 6
Rørspurv // Reed Bunting  1
Tornsanger // Common Whitethroat 2

Total: 52

Klik her for at se dagens observationer indtastet i Dofbasen af observatører i området

People: Amandine Doré, Viktoria Mader, Martin Grienenberger, Simon S. Christiansen, Amelie Zeller, Kristina Sønderkjær, Jørgen & Igor, Oluf Lou, Laura, Niklas, Falke, Fjord