Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Masser af sol, men få fugle i frisk vind fra vest

søndag 18. juni 2017
af MJH

Vejr: Igen en solrig dag i Skagen, men med frisk vind fra vest på op til 11m/s med hårde vindstød. Temperatur fra 15° til 19°C og god sigt.

Med frisk vind fra vest var ringmærkningen noget generet af vind og jeg kunne kun bruge 9 ud af 15 net denne morgen. Igen var der få fugle i området, men jeg blev noget overrasket, da jeg startede med at åbne net lige ved solopgangstid og hørte en underlig stemme. Det viste sig, at en helt hvid Undulat fløj rundt i området. Den forsvandt nu hurtigt uden at blive indfanget, så fuglestationen fik ikke en ny maskot i denne omgang.
Ellers måtte jeg igen et par timer hen før der ved seks tiden kom fugle i nettene. Denne morgen blev det til 6 fangster inden jeg lukkede tidligt mellem 08:30 og 9 i blæsten. Fangsten var fordelt på 6 forskellige arter og indeholdt bl.a. en hun Kernebider og en ung Lille Korsnæb, så jeg fik da et par arter, som jeg ikke har haft så mange af tidligere, skønt det ikke blev til den håbede Lundsanger.rsz img 0874

rsz 1img 0898 2

Tilbage på fuglestationen fik jeg et bad, inden jeg ryddede lidt op og kørte ind til byen med en sæk flasker. Mens jeg ventede på at flaskeautomaten skulle blive ledig kom Anne-Lise Jensen tilfældigt forbi, så jeg fik en god snak med hende i ventetiden.
Tilbage ved fyret kom der lidt gæster gennem dagen til Trækfuglecenteret og cafeen. De kunne nyde læ og sol på gårdspladsen, men det blev ikke til ringmærkningstur i Fyrhaven denne dag, hvor vestenvinden stod lige ind i nettene. Rovfuglene holdt sig også væk modsat i går og jeg så kun 2 Hvepsevåger på trækforsøg.
Sidst på dagen nød jeg en gåtur ved Kattegat, hvor parret af Stor Præstekraver stadig holder til på den stærkt befærdede strand, mens en gruppe på 27 Toppede Skalleslugere rastede lige ude bag ved høfterne.
Vores Cafe og Butiks værter Christel og Flemming forkælede mig til aften, da de på vej hjem fra arbejdet kaldte til mig og afleverede pandekage dessert som de ikke havde fået solgt i løbet af dagen – super med sådan en overraskelse til supplement af aftenens menu.
Flemming havde i øvrigt fået skaffet de sidste to eksemplarer fra forlaget af Bjarne Bartels klassiker fra 1994 ”Fuglene over Skagen”. Der var hurtig omsætning af dem, da jeg straks købte den ene og Flemming endte med selv at beholde det andet eksemplar.
Erik Christoffersen kontaktede mig midt på eftermiddagen, da han var en tur ude ved Skøjteløbersøen i Skagen Klitplantage og havde Stor Kejserguldsmed flyvende ved søen, så hold øje med den store flotte guldsmed. Selvom den ikke længere er så stor en sjældenhed herhjemme er den stadig en oplevelse.

rsz 6180765 2

En flok Toppet Skallesluger lå lidt i ly for de største bølger mellem Skagen Grå Fyr og Grenens spids.

Ringmærkning:
Havesanger        1
Tornsanger         1 – aflæst, mærket 24/5-2017
Bogfinke            1
Grønsisken        1
Kernebider         1
Lille Korsnæb     1