Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (62)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

En gammel dame i nettene

torsdag 3. august 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Fin morgen med tørvejr, lidt vekslende skydække og jævn vind fra SV. Fra kl 9 kom der regnbyger og opfriskende vind, hvilket varede ved lige til kl 18. Derefter en flot aften med sol mellem de vigende skyer og vinden løjede igen lidt af.

Vi var ude og åbne net før solopgang. Et tidspunkt, der nu er helt human og først sker efter kl 5, så selv pigerne har chance for at nå op til første runde :-)
Fuglene virkede dog ikke til at være stået op og bortset fra lidt trækkende vadefugle og kald fra de lokale Vandrikser, var der ikke meget gang i det fra morgenstunden. Fangstmæssigt blev det til 13 fugle, hvor 4 unge Løvsangere varslede, at der forhåbentlig snart kommer flere trækgæster ned i buskene.
Eneste aflæsning blev en gammel hun Bogfinke, der var mærket som adult tilbage i Fyrhaverne i foråret 2015. Altid en glæde at kunne følge de tidligere års ringmærkede fugle.rsz 1img 1978

Dagens unge Gærdesanger - på dette tidspunkt af året er de unge fugle rigtig friske og flotte i fjerdragten.

Med middagens regnvejr var det begrænset med besøgende til Trækfuglecenteret gennem dagen og for første gang i denne uge, så var Fyrvej ikke helt plastret til med parkerede biler. Vi mærkede det også formidlingsmæssigt, med få folk til briefing og vi valgte at aflyse kl 13 ringmærkningen under de vejrforhold.
Athena og Friederike fik arbejdet videre med deres boligindretning, pc-arbejde og jobsøgning, mens jeg fik et kort besøg af venneforeningens Rie, der rigtig flinkt kom med lækker frokost til mig i form af fiskefrikadeller og hjemmerørt remoulade – stor tak for den gestus!

Ved opklaringen kl18 havde jeg køkkentjansen og kunne undervejs i madlavningen lave lidt spredte observationer med teleskopet fra køkkenvinduet. Det gav lidt flere trækkende vadefugle over havet, samt havfugle som Mallemuk, Storkjove og Rider – ikke tosset at lave mad med den slags udsyn fra køkkenet. Risikoen er bare, at maden brænder på den dag albatrossen vender tilbage til Sulerne over Revet.

Ringmærkning:
Rørsanger        3
Tornsanger       1
Gærdesanger   1
Løvsanger        4
Gransanger      1
Musvit             2
Bogfinke         1