Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (83)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Sommerdag med sol og svag vind

torsdag 10. august 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Svag vind fra sydvest og halvskyet ved solopgangstid. Senere en dag med ren blå himmel og rigtigt sommervejr, da vinden holdt sig nede i svag styrke. Temperatur fra en lun nat på 16°C til en middagstemperatur på 19°C. Dug fra natten forsvandt med solen fremme og blev til tør klar luft.

Var igen ude på Grenen og havde net åbne fra kl 5. Der gik dog en time inden første fugl blev mærket. Den våde vegetation fra nattens dug har nok begrænset, hvor meget småfuglene ville bevæge sig rundt i morgentimerne. Det blev alt i alt en lidt tynd omgang med kun 10 fugle mærket frem til jeg lukkede net mellem kl 8 og 8:30. Havde undervejs Friederike med til mærkningen, mens Simon havde en tur og kom forbi med et interesseret par, der allerede havde været med på en kl 13 tur den anden dag. Denne gang fik de set en håndfugl fugle i hånden fordelt på 4 arter, inden de med Simon gik op på klittoppen og så de flotte Rødstrubede Lommer, der i disse dage har rastet tæt på kysten og stadig er i fuld sommerdragt.
Inden de var nået ud til ringmærkningsområdet havde jeg en morgenfrisk Ravn ude at vende – nok en af dem, der besøgte Skagen Grå Fyr i går, men altid en vidunderlig stemme at høre i morgenstemningen.

Tilbage på stationen blev jeg passet op af Rikke fra DOF Fuglepigerne i Østjylland. Hun ville gerne lave en dokumentar film om fuglestationsarbejdet, så jeg sendte hende op til Simon, hvor der blev aftalt, at hun kunne filme lidt hos os de næste dage og komme med på ringmærkningsturene.
Mens jeg fejede gulve og opdaterede tavle for briefinger i Birders Clubhouse kom Jørgen Kable forbi med Igor og vi fik en lille snak, da det efterhånden er et stykke tid siden de har kigget ind.
Athena tog sig senere af briefingerne og var med Simon og fotografen Rikke med på dagens kl 13 tur, hvor der var én gæst med. Igen i dag kom der en interesseret udenlandsk fuglekigger på besøg. Denne gang en belgisk pige, der brugte dagen på en cykeltur mellem Frederikshavn og Skagen og fik de seneste obs og vejledning til områdets bedste fuglesteder.
Ellers havde Simon kontoropgaver og jeg blev hyret af cafeen til at tage nogle timer i butikken, når de mangler folk og det ellers passer ind i arbejdet på Fuglestationen. Det kan måske hjælpe lidt på min økonomi og forlænge mit ophold her.
Til aften har Friederike sørget for en god ret med tærter i ovnen, mens et par hundrede Suler og lidt Mallemukker underholdt i udsigten ud over Kattegat.  Aftenmødet blev optaget af Rikke – forhåbentlig er hun god til at redigere for det er ikke helt det samme at sidde og holde møde, når et kamera står foran.

Ringmærkning:
Rødstjert           1
Havesanger        3
Tornsanger         3
Løvsanger          3
Gransanger        1
Gulspurv            1