Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (71)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Stille morgen ved nettene og til aften bestyrelsesmøde i SKAF venner

torsdag 24. august 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Generelt en overskyet dag, hvor solen mest viste sig i de tidlige morgentimer. Fra midt på formiddagen kom der meget spredte regnbyger uden at det blev til mange mm nedbør. Vinden startede i jævn styrke for at friske op til 10m/s gennem eftermiddagen – retningen var mest fra SV. Temperatur fra 14-17ºC. God sigt.

Holdt rutinen med netåbning en halv time før solopgang, mens Athena kom ud til ringmærkningen lidt senere efter hundeluftningen var overstået. Desværre kunne vi ikke helt følge gårsdagens fangsttal og endte med at lukke net kl 9, da vi kun havde fanget 15 fugle på det tidspunkt. Af arterne Rørsanger, Løvsanger og Grå Fluesnapper blev der mærket 3 stk af hver, men flere Grå Fluesnappere var i området og levede godt af, at der var sværmene flyvemyre lige over toppen af buske og træer.
Fangstmæssigt gik det lidt bedre for Michael Ancher, der gennemførte årets sidste CES ringmærkning ved Nordstjernevej og fangede 38 fugle på de 6 timer med åbne net. Flest Løvsangere med 10 stk og Fuglekonge med 7 stk.

Tilbage på fuglestationen tog Athena en ny tørn med rengøring, mens jeg fik pakket en nyindkøbt vaskemaskine ud. Den gamle som Jørgen Kabel venligt stillede til rådighed for Fuglestationen holdt desværre ikke længere og har set sine sidste dage som aktiv vasker.
Flere gæster til Trækfuglecenteret fik lidt briefinger om fuglelivet når jeg viste mig på gårdspladsen. Vi fik også besøg af Anders Søgaard og Marianne, der kom forbi lige over middag og fik set Fuglestationen og den Løvsanger og Gærdesanger, som jeg fangede i Fyrhaven i forbindelse med kl 13 turen. De kvitterede med en kontant donation til Fuglestationen – noget vi er meget taknemlige for!
En tyske familie så også frigivelsen af Gærdesangeren og det var i hvert fald en stor oplevelse for den mindste af deres piger.   
Der var ellers ikke det store besøgstal til Trækfuglecenteret i dag og bortset fra de lidt over 200 fiskende Suler over Kattegat var det også sløjt med fugle i området.
Athena tog afsted til sine fridage inden venneforeningens bestyrelse dukkede op kl 18. Rie fra bestyrelsen markerede at hun har rundet de 70 år med at invitere på lasagne og senere blåbærkage. Jeg var med til den hyggelige spisning inden de fik ro til at holde deres møde.
Fuglemæssigt nåede medlemmerne af bestyrelsen at se endnu en Storkjove komme fra vest og flyve over fyret for at krydse ind over land mod nordvest.
Om det var den gode mad der holdt på bestyrelsen tør jeg ikke sige, men det blev et langt møde og jeg kom sent til ro efter at have taget afsked med dem.
Det forlyder, at de har flere arrangementer på programmet for brug af Birders Club gennem efteråret og vi fra Fuglestationen er meget glæde for al den hjælp venneforeningen bidrager med!

Ringmærkning:
Rørsanger              3
Munk                     1
Havesanger            1
Gærdesanger         1
Løvsanger              3
Grå Fluesnapper     3
Dompap, lille          2
Gulspurv                1