Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (62)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Et par små overraskelse blandt dagens ringmærkede fugle

lørdag 26. august 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende skydække gennem dagen med højtliggende skyer i morgentimerne. En del sol midt på dagen og mere udbredt skydække til aften, hvor skyerne var nede i lavere højde og havde en smule nedbør med sig. Vinden holdt sig jævn til frisk fra Nordvest til Vest med op til 10m/s. Løjede noget af til aften og endte i svag styrke. Temperatur 15-17ºC. God sigt.

Selvom vinden tog fat i nogle af nettene prøvede jeg med alle net åbne ude på Grenen fra 05:30-09:00. Det var igen en morgen uden de store bevægelser af småfugle og jeg fik kun fanget 11 fugle i det tidsrum. Bedste fugl var en ung Kvækerfinke – efterårets første og en noget tidlig ankomst. Et tjek af ankomst dato i Skagen siden 2004 har kun et år med en tidligere ankomst: 2015 hvor Michael Ancher ringmærkede en Kvækerfinke den 23/8. Normalt er det først i september arten begynder at optræde på trækket.

Tilbage på Fuglestationen fik jeg opdateret tavlerne med informationer om dagens obs, men der var meget få gæster i formiddagstimerne og jeg brugte tid i Fyrhaven med åbne net fra kl 11 som forberedelse til dagens ringmærkningstur kl 13.  Mens jeg stod og åbnede et net hørte jeg en Ravn skælde ud efterfulgt af et rovfugle kald – det gav et glimt af en Fiskeørn med en stor Hornfisk i fangerne ude ved Kattegat kysten. Den blev kortvarigt mobbet af Ravnen, men forsvandt derefter for mig skjult bag træerne i Fyrhaven. Jeg kaldte Flemming fra cafeen op, men han kunne ikke finde Fiskeørnen, der muligvis er returneret mod Grenen efter at Ravnen hilste på den. Det var efterårets første Fiskeørn i området.

På ringmærkningsturen havde jeg deltagelse af et ungt tysk par, der var meget interesserede. De havde været forbi udstillingen sent i går eftermiddags og havde set tilbuddet om tur med ringmærkning. De valgte endda at tage en ekstra dag i Skagen for at være med på dagens tur!
De fik noget ud af det valg, da jeg fangede en Gøg mens jeg havde dem med rundt i Fyrhaven. Tror de forstod min begejstring over den fangst – den første Gøg vi ringmærker i år.IMG 2421

Årets første ringmærkede Gøg kom på middags ringmærkningsturen og Flemming fra Cafeen var så venlig at slippe billetsalget et par minutter og være fotograf, så fuglen blev forviget lige inden den blev sluppet fri. Gøge har så små ben i forhold til fuglens størrelse, at jeg skal bruge begge hænder ved håndteringen og støtte fuglen over ryggen, når jeg holder den omkring lårene med en hånd. Derfor er min anden hånd synlig i fotoet og jeg kan ikke selv tage fotos.
Foto: Flemming Quist

Efter ringmærkningsturen holdt jeg fri fra Fuglestationen og da der midt på eftermiddagen kom gang i antallet af besøgende til Centeret for trækfugle. Jeg arbejde derfor et par timer i butik og billetsalg, så Flemming kunne tage sig af et par grupper, der havde forudbestilt adgang til udstilling og fyret.
Efter den tørn gik jeg en tur rundt i området lige som enkelte regndråber kom med skyerne hen mod aften. Det gav lidt Stenpikkere og en enkelt Bynkefugl i det åbne hede/klitlandskab, 3 fouragerende Tårnfalke  og igen i dag Rødstrubet Lom ganske tæt på kysten ud for Fyret.

Ringmærkning:
Gøg                          1
Rørsanger                  1
Havesanger                2
Løvsanger                  3
Broget Fluesnapper    3
Kvækerfinke              1
Gulspurv                   1