Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (68)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Ringmærkning i haven og fuglekig i havnen

lørdag 3. december 2022
af Olivia Aalling-Frederiksen

Hej alle sammen,

Til morgen åbnede Diana, Louis og jeg nettene i fyrhaven omkring kl. 8. Igen i dag ringmærkede vi primært gulspurv og grønirisk, som holder meget til i og omkring haven. En kvækerfinke blev også ringmærket. Den er virkelig flot i sin dragt i de kontrastrige sort-kobber-farver.

0725253f-7bb6-433e-bc70-5c68deab56f6.JPG

Ringmærket kvækerfinke

Aksel tog til Jennes Sø for at ringmærke sammen med Michael. Her ringmærkede Aksel en meget fin topmejse. 

ece7f4bb-79d8-4888-94ef-3b9eafa62e39.JPG

Topmejse ved Jennes Sø

Tilbage i fyrhaven lukkede vi nettene kl. 11.30 efter 8 ringmærkninger. Derefter tog vi alle med Simon til Jennes Sø for at mødes med Michael og Aksel til de sidste ringmærkninger. Da vi ankom, observerede vi et par træløbere. Diana ringmærkede den sidste fugl i nettet ved Jennes sø, en stor gråsisken. Igen havde vi en meget smuk dag, og det betagende lys over hav og hede kan man godt blive afhængig af.

grasisken.png

Ringmærkning af den fine gråsisken

Efter formiddagens ringmærkninger tog vi på udkig efter topskarv på havnen i Skagen, som var blevet meldt ud tidligere på dagen. Den kan være svær af skelne fra skarven, men er karakteriseret ved at være en anelse mindre og have en højere pande. På vejen fik vi fornøjelsen af at se en flot vandrefalk, som sad ved havnen. Den sad i læ bag en lille busk på det ellers åbne grusområde. Den holdt tydeligvis øje med os, mens vi observerede. 

b27a7693-e671-4596-8c68-abcaaae1edc5.JPG

Vandrefalk på havnen, foto: Louis Kristoffer Poulsen

Vi spottede desværre ikke topskarven, blandt de mange skarve, som opholdt sig på Skagens Havns Vestmole. Heller ingen søkonge blev det til i denne omgang. En stor flok snespurve holdt til omkring Østmolen – dem har vi jo som bekendt ledt efter de sidste dage. Og turen var bestemt ikke forgæves, som det jo sjældent er for en fuglekikker. Vi så et par skærpiber og fem fine sortgrå ryler i havneområdet. Det var en rigtig god tur, trods den kolde vind. Der var ligeledes enighed om at turen til den nyligt genåbnet Netto på vejen hjem også var et højdepunkt.

Da vi kom hjem, var det tid til lidt oprydning, da stationen lukker ned på onsdag d. 7/12. Vi fik ryddet op i skuffer og skabe, sorteret papirer og krydderier.

Senere stod den på æbleskiver og gløgg.

Det er min sidste aften på stationen, da jeg tager hjem i morgen. Det har været en stor fornøjelse at tilbringe en uge med så dygtige og flinke folk og få mulighed for at deltage i observationer, tællinger, ringmærkninger, nattejagt og brætspil. Tak for denne gang.

Ringmærkning i Fyrhaven

Gulspurv: 4

Grønirisk: 3

Kvækerfinke: 1


Ringmærkning Jennes sø + Nordstjernevej

Topmejse: 1

Gråsisisken: 1

Grønirisk: 3

Blåmejse: 5

Musvit: 3

Rødhals: 1

Solsort: 2

Skovspurv: 1

Bogfinker: 3

Gulspurv: 2

Folk på stationen: Simon Christiansen, Louis Kristoffer Poulsen, Diana Sciandra, Aksel Y. Munkholm, Michael Ancher og Olivia Aalling-Frederiksen.