Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (78)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Besøg af vores DOF formand Egon Østergaard

fredag 1. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Jævn til frisk vind fra nordvest. Enkelte skyer og solrigt med temperatur fra 13-17ºC. Klar luft med god sigt.

Jeg tog mig af morgenens ringmærkning på Grenen, mens Athena fik lov til at tage sig god tid til at lufte Aika og derefter koncentrerer sig om arbejdet ved computeren med jobansøgning og den databehandling, der er en del af hendes jobbeskrivelse under dette ophold. Simon gik en morgentur i felten omkring Grenen og fik snakket med bl.a. Erik Kramshøj, Knud Pedersen, Egon Østergaard og Rolf Christensen, der alle var på plads og dækkede trækket af fugle ved Grenens spids. De blev bl.a. underholdt af lidt havfugle med Sulerne, Mallemukker og Storkjover, mens antal af vadefugle er lidt begrænset i disse dage, da Strandengsøen igen er tør.
Ringmærkningen forløb fint selvom der var lidt vind i nogle af nettene. I alt fik jeg mærket 17 fugle fordelt på 11 arter. Jernspurv kom i gang for efteråret med 3 fugle og med samme antal Rødstjert som  de to hyppigste arter er det tegn på, at vi nu vil se et skifte i løbet af september fra Afrika-trækkerne til  mellemdistance trækkere.
Michael Ancher var samtidigt i gang med åbne net ud for Nordstjernevej og fangede i løbet af dagen 20 fugle, hvor 5 Rødstjert, 6 Løvsanger og 4 Sortmejse var de største antal.

Tilbage på fuglestationen arbejdede Simon med kontoropgaver og jeg gjorde klar til middagens formidlingsture omkring ringmærkning. Knud og Egon kom forbi og hilste på da de tog hjemad fra obsen ved Grenen, så DOF formanden blev opdateret omkring fuglestationens arbejde on location.
Der var en enkelt norsk turist med på middagens ringmærknings tur, hvor en Havesanger blev fanget og fremvist, men der var flere fugle i Fyrhaverne denne dag og yderligere 2 Jernspurve og en Tornsanger fik ring på.
I løbet af eftermiddagen havde vi lidt spredt formidling ved Birders Klubhus og gårdspladsen for enkelte gæster til trækfuglecenteret, da Simon satte sig ned i klubhuset med sin computer. Ude i Kattegat var der igen nogle fine Rødstrubede Lommer tæt på kysten og en ung Tejst rastede lidt længere ude.
Til aften fik Athena og jeg lavet et par pizzaer, så vi har aftensmad til to dage og efter aftensmødet viste Simon billeder og fortællinger fra hans tur omkring Nordisk SU møde i Finland.
Athena udnyttede en sen aftentur med Aika til at gå ud til ringmærkningsområdet og starte et par afspilninger af Skovpiber og Munk for natten i håb om, at de lyde vil trække flere af nattens fugle ned til i morgen tidlig.

Ringmærknigng:
Jernspurv           5
Skovpiber          1
Stenpikker         1
Rødstjert           3
Rørsanger         1
Havesanger       1
Tornsanger        2
Gærdesanger    1
Løvsanger         2
Skovskade        1
Gulspurv           2
Rørspurv           1