Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (42)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

EuroBirdWatch 2017

lørdag 30. september 2017
af Morten Christensen

Vejr: Endnu en dag med kraftig blæst (11-18 m/s) fra SØ (130º) men lunt 13-15ºC

Vi afholdte i dag arrangementet Eurobirdwatch2017 på Verdens Ende, Grenen. Dette skete i samarbejde med DOFs partner, BirdLife International. Konceptet var ret simpelt, alle fugle skulle tælles, også dem der ikke kunne bestemmes. I løbet af en meget blæsende dag troppede hele 32 birdere op, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Dagen startede med at Johan, Athena og Morten gik ud på Verdens Ende for at sparke Eurobirdwatch2017 i gang. Der blæste virkelig meget og vi havde ikke de store forventninger til antal af deltagere udover Rie, Erik Kramshøj, Jørn og Marianne, som vi havde aftalt skulle komme ud og hjælpe os, og så selvfølgelig også Danmarks sidste daglige morgenobser, Rolf Christensen, som har været stationær på Grenen siden 1991. Hurtigt dukkede der dog flere birdere op, blandt andet en stor delegation af kendte ansigter fra Hulsig. Der var birdere hele arrangementet igennem og vi stoppede ved 12-tiden, da der ikke rigtigt kom flere fugle.

EBW2017

Vi gik langs stranden hjem til fyret og var vidner til et spektakulært fænomen mellem høfderne. Den kraftige østenvind har i løbet af de sidste mange dage flyttet de mange småsten, der ligger mellem høfderne i de små bugte, op på stranden. Denne aktivitet har gjort bugtene dybere og dybere og vi kunne høre stenene rulle op og ned i takt med at bølgerne skyllede ind og trak sig tilbage.

Mens vi gik der på stranden prøvede Simon at komme i kontakt med os på telefon, men vi kunne intet høre pga. det brusende hav. Det han ville fortælle os var, at Michael Ancher havde fanget en Hvidbrynet Løvsanger ovre ved Bøjlevej. Da vi var kommet op fra stranden fik Simon kontakt med Athena og vi aftalte, at vi skulle mødes med Michael ved laboratoriet på stationen. Der blev meldt ud på walkie og birdcall, at fuglen snart ville blive fremvist ved laboratoriet. Der kom flere tililende twitchere for at se fuglen, og alle der nåede frem, fik taget billeder af den omme bagved laboratoriet, hvor der var læ. Fuglen blev sluppet i fyrhaverne og blev hørt kalde en enkelt gang. Fuglen var ellers tavs under fremvisningen.

YBW EBW2017

Hvidbrynet løvsanger fra Sibirien.

Johan fik ud på eftermiddagen besøg af sin familie fra Sverige. De fik en rundtur på fuglestationen og gik en frisk tur ud til spidsen af Grenen. Jørn og Marianne var også med til EuroBirdwatch og blev lige så forblæst som resten af os. Jørn tog bagefter til Batteriskoven. Han ville gerne gense topmejsen men fik den kun hørt, men dette tæller bestemt også, og Jørn er en erfaring rigere og kan lettere genkende Topmejse en anden gang. Udover Topmejse blev der også observeret Lille Korsnæb, Bogfinke og Tyrkerdue. Marianne gik op til toppen af Det Grå Fyr og det gav ifølge hendes Garmin Vivo Smart fitness ur det samme som at gå op ad hele 34 trapper. Der var enormt blæsende deroppe og Marianne holdte godt fat på hendes kamera af frygt for at det skulle blæse ud midt i Reservatet. Jørn og Marianne fouragerede om aftenen på Green’s i Skagen. De serverede rigtigt lækkert langtidskogt sous vide oksekød.
Morten og Athena var alene på stationen om aftenen og brugte tiden på at færdiggøre afrapportering af EuroBirdwatchday, skrive dagbøger og lave Facebookopslag. Der blev spist rester fra de foregående dage. En lang og oplevelsesrig dag tog sin afslutning ved 23-tiden. 

Udvalgte resultater fra EuroBirdWatch2017:

Antal arter i alt: 56

Antal fugle i alt: 3566

Skarv: 736

Svartbag: 409

Stær: 300

Fløjlsand: 53

Stor Korsnæb: 3

Blisgås: 2

Bjergand: 1