Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (62)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Flot sol og svag vind på en søndag i november med mange folk i felten

mandag 13. november 2017
af MJH

Vejr: Næsten skyfri himmel med sol hele dagen efter en klar nat, gav en rigtig flot efterårsdag, da vinden samtidig holdt sig nede i svag styrke (3m/s). Vinden kom mest fra NV. Temperatur fra 4-8ºC. Rigtig god sigt i den kølige klare luft.

Så kom der en dag med svag vind fra morgenstunden og jeg havde vores gæst fra feltstationsudvalget – Brian – med ude til ringmærkningsområdet og sætte net op før solopgang. Undervejs kunne vi lavt mod sydøst se konjunktionen mellem Venus og Jupiter. Rødhalse tikkede flere steder fra buskene i området og ved solopgang kom der trækkende Gråsisken og Kvækerfinker over os. Jeg regnede derfor med at få travlt ved nettene. Brian havde glemt at komme batteri i sit kamera (batteriet lå til opladning), så han tog lige en ekstra travetur retur til fyret for at hente det. Meget passende kunne han så følges med Ulla, der brugte denne morgen på at se, hvad vi laver. Anders valgte at prøve observationer fra Verdens Ende, hvor der var godt med folk denne søndag med flot vejr og store forhåbninger om specielt Krognæb blandt de fremmødte.
Krognæb blev det ikke til i dag, men den Amerikanske Sortand lå igen ude på nordvest siden af Grenen som den sjældneste fugl, mens der var et pænt træk af Rider, Alkefugle, finker og Gråsisken. Blandt rastende småfugle var der 7 Bjergpibere og en flok Skægmejser turnerede rundt i rørskoven ved den Gamle Strandengssø.
Vores gode erhverspratikant Jonathan var blandt dagens fuglekiggere og kom også forbi ringmærkningen og fuglestationen inden han kørte retur til Viby med sin morfar.
Ringmærkningen gik fint med en enkelt flok Stor Gråsisken i nettene på et tidspunkt, hvor Simon også var med, så vi lavede et teamwork og fik blandt andet fotodokumenteret dagens bedste fangst, da en af dem allerede bar en svensk ring.
Ellers var der genfangst af en gammel Gulspurv som Michael Ancher har haft i både 2016 og 2017.
Samlet blev der fanget 44 fugle, hvoraf 25 var Stor Gråsisken.rsz img 5529 2

Dagens Gråsisken foto af individet med svensk ring.

rsz img 5713

Ulla og Brian i ringmærkningsområdet, hvor Simon tjekker den gamle han af Gulspurv vi havde blandt dagens genfangster.

Jeg lukkede net kl 12, efter nogle tamme netrunder sidst på formiddagen. På det tidspunkt havde Simon været rundt og tjekke Batteriskoven, hvor 3 Gransangere blev set, mens Brian tog hjemad ved middagstid efter et par døgn med oplevelserne af fuglestationens arbejde.
Anders og Ulla pakkede sammen midt på eftermiddagen og gav æblekage til eftermiddagskaffen inden de tog hjem til Århus.
Simon fik lagt en ugevideo på vores Facebook side, mens jeg havde en lille eftermiddagssnak med nogle af gæsterne til centeret. En Havlit lå fint ude foran høfterne ved Fyret og folk nød sol og læ ved cafeens borde med udsigt over Kattegat, så der var god stemning blandt folk, der kunne købe varm suppe, samt kaffe og kage fra vintercaffen.
Simon tog hjem inden aftensmaden, så jeg var alene tilbage og kunne nyde biksemad af rasterne fra de sidste to dage.
Simon ringede mig op og fortalte, at han på vejen mellem Ålbæk og Hirtshals havde set 6 Skovsnepper langs vejkanten, så jeg bevæbnede mig med lygte og ketcher og gik en tur ud under den fantastiske stjernehimmel denne aften.
Desværre uden at finde fugle i det helt åbne, men jeg trådte da både en Skovsneppe og en Dobbeltbekkasin op, da jeg bevægede mig gennem de fugtige lavninger rundt om Fyrhaverne og Ellekrattet.
  

Ringmærkning:

Rødhals 8
Solsort 2
Gransanger 1
Fuglekonge 1
Træløber, nordlig 1
Musvit 1
Blåmejse 4
Gråsisken, stor 25
Gulspurv 1