Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (43)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Blæst og regn gav oplevelser med Skovsneppe til aften

onsdag 22. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Blæsende dag med en hel del regn. Middelvinden var helt oppe på 19m/s fra SØ i morgentimerne og tog kun lidt af i løbet af formiddagen. Endte på 9m/s fra S til aften. Helt overskyet og regn det meste af tiden, dog lidt ophold i nedbøren fra middag og nogle timer i løbet af eftermiddagen. Temperaturen steg gennem dagen fra 4ºC til 9ºC. Moderat sigtbarhed i blæst og regn.

Var vi i går overrasket over vejret i Skagen, så var dagens blæst og regn varslet og vi undlod at stille vækkeuret at ringe før den solopgang, der aldrig kom i dag.
Athena var kommet retur fra Ålborg i går aftes. Tidsnok til at deltage i valghyggen med både chips og gløgg i stuen, hvor vi havde den store tv-streaming på pc´en. Dels DR´s valgaften, dels den times udsendelse fra Ottenby Fuglestation som svensk tv lige har sendt. Simon kender jo både Ottenby og hovedpersonerne i udsendelsen, mens vores gode venner Anders Odd og Heidie også var med.
Efter den aften var jeg første mand i køkkenet her til morgen og nåede at få sat en kande kaffe over, inden der pludselig ikke var vand i hanerne. Det viste sig, at opsætning af målere på radiatorer var i gang i stueetagen, så vi var uden vand indtil middag.  Det var en rigtig håndværkerdag, da vores lokale VVS mand også kom forbi for at fikse den pumpe, der gennem et par måneder har givet resonans i bygningen.
Udenfor var vejret en udfordring, men da der kom lidt ophold i nedbøren prøvede jeg en runde gennem Fyrhaverne, Ellekrattet og tilbage langs kysten. Blev blæst godt igennem, men antal af fugle var meget begrænset.
Athena var med Aika nede i Klitplantagen, hvor det kun blev til nogle Ringduer.
Vi fik derfor lavet en del af vores opgaver i huset, indtil Simon og jeg før aftensmaden tog en tur til Bankes Marker. Der kunne vi bruge blæst og regn til at afsøge de fugtige græsmarker, hvor vi fandt 3-4 Skovsnepper i lyset fra vores lommelygter.
Det lykkedes at fange den ene Skovsneppe med vores ketcher, mens det var meget tæt på at en anden også kom med til ringmærkningen. De sidste to obs af Skovsnepper var desværre fugle, der fløj op på alt for lang afstand til at forsøge fangst. Vi syntes dog rigtig godt om den ene fugl vi fik ringmærket i dag.
En fed Skovsneppe (332g)!rsz img 5903