Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2020 (275)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Silkehaler

torsdag 23. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Fortsat blæsende med op til 14m/s fra SV. Morgen og formiddag kom der en del huller i skydækket, så solen fik lov at komme frem i dag. Over middag dækkede skyerne igen det hele og lidt regnbyger blev det også til. Temperatur fra 8-10ºC. God sigtbarhed indtil eftermiddagens regnbyger.

Vi stod op uden at åbne net, da vinden igen var for kraftig. Jeg havde lovet at stå for aftensmaden, så jeg drog ind mod byen for at lede efter boghvedegryn til min fynske favorit grød. Meget bedre end julens risengrød, men åbenbart ikke noget der er meget salg i heroppe. Det lykkedes ikke at finde de gryn i dagligvarebutikkerne i Skagen, så jeg måtte finde på en alternativ ret.
Da jeg nu var derinde, så tog jeg en tur rundt ved havnen og fik tjekket måger og Skarver.
Fandt ingen Gråmåge eller Topskarv, så det blev kun til aflæste farveringe blandt de mange rastende Svartbage.rsz 1dsc 7878 2

En gammel Svartbag mærket som unge på Hirsholmene i sommeren 2011. Siden har den turneret rundt i Nordjylland og er gennem årene aflæst fra Hirtshals, over Skagen og ned til Strandby.

Da jeg kom tilbage til Fuglestationen havde Simon prøvet lidt obs i blæsten ved Kattegat ud for Fyret. Han meldte om et næsten fugletomt hav, mens Athena var en tur med Aika i Klitplantagen. Der så hun nogle af  de almindelige plantagefugle  – bl.a. Stor Flagspætte og Lille Korsnæb.
Da Simon ikke gav meget for dagens havobs, gik jeg en tur rundt ved Ellekrattet, hvor jeg fandt et frisk afpillet rovdyrkranie i klitten. Anne-Lise Jensen var sød og hjælpe med artsbestemmelsen, da jeg selv var lidt i tvivl.rsz img 5942

Selvom fundstedet var i klitten inde ved Ellekrattet, så kunne Anne-Lise hjælpe med at bestemme kraniet til en Sæl. Nok en Ræv, der har slæbt det med ind fra stranden.

Jeg gik tilbage langs Kattegat til Fyret, hvor Simon og Athena lige var kørt ind til byen for at se efter Silkehaler. Det var endnu ikke lykkedes Athena at opleve den art. Trods besøg flere steder i byen, ved Bankes Marker og ved Batteriskoven fandt de heller ingen Silkehaler i dag, selvom der jo plejer at være faste flokke flere steder derinde - f.x. ved Kirkegården.
Athena fik dog sin nye art, da jeg imellemtiden var gået en tur rundt i Fyrhaven. Der kom nok så fint 6 Silkehaler og satte sig til at fouragere på de røde bær i Tjørnene. De tog også nogle ture ned og drak ved de efterhånden mange vandpytter, der er dannet med den seneste tids regn.
Jeg fik kaldt både Flemming fra cafeen samt Simon og Athena til. Sammen kunne vi nyde de flotte fugle. Tilmed så tæt på et net, at vi valgte at have det åbnet en time trods vinden.
Silkehale blev det desværre ikke til i hånden i dag, så en enkelt Solsort blev dagens fangst.
Vores lommelygter stod af efter sneppe fangsten i går aftes og det bliver derfor ikke til en aftentur med lys og ketcher, selvom vejrforholdene er indbydende til den aktivitet – blæst og lidt nedbør kunne godt fristet til en fangsttur i mørket.rsz dsc 7912 2

Silkehaler er populære motiver. Mange fotografer laver langt bedre fotos af dem end jeg, men disse fugle fra Fyrhaven var spå tæt på at  blive en ny ringmærkningsart for mig. Ny art blev de tilgengæld for Athena.

Ringmærkning:
Solsort    1