Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (72)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Sæsonafslutning for ringmærkningen på Grenen og festlig aften

lørdag 25. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Klart vejr med 2/8-4/8 skydække. Det gav fra morgenen frost i jordhøjde, mens lufttemperaturen var 3ºC og steg til 6ºC midt på dagen. Vinden holdt sig i SV det meste af dagen med 6-8m/s i styrke. God sigt med klar luft.

Det blev en god lang dag, hvor jeg startede med at åbne net i området på Grenen før solopgang. Efter de seneste døgns blæst var der dog lidt besvar med to af nettene, da vinden havde blæst grene ind i de sammenrullede net. Det tog lidt tid at få dem pillet fri og åbnet, men det passede så med, at de første flokke af Gråsiskenen var på vej ind over området. Flere af dem kom straks ned til de par net, hvor jeg havde sat deres sang til at lyde fra en højtaler.
Meget passende havde Simon i går aftes fået familiebesøg af sin far, mor og lillebror. De kom ud sammen med Athena for at se til ringmærkningen. Vi kunne derfor køre et godt teamwork, hvor Simon og Athena stod for mærkningerne, mens jeg servicerede med at komme med friske forsyninger af Gråsisken.
Samtidig kunne jeg efterhånden gå og pakke et net ned ad gangen, så da trækket af Gråsisken døde lidt ud midt på formiddagen, var vi allerede ved at være godt med i dagens store opgave med at pakke alt ned for denne sæson.
Simon og familie gik videre til deres opgaver hjemme hos Simon, mens Athena og jeg ved middagstid fik lukket og slukket for dette års ringmærkning på Grenen.
Lidt vemodigt, men med vejrudsigten for den sidste uge vi er her var det den bedste dag at pakke sammen, mens alle net er tørre.rsz img 6039 2

Sluttede fint af for ringmærkningen på Grenen med efterårets 8. Hvidsisken. Er man udfordret, så er det fuglen til venstre, mens der til højre er en af de lyse udgaver af Stor Gråsisken.

Eftermiddagen stod i fest tegn, da Simon og Fuglestationen havde inviteret en række af de lokale frivillige til en aften i Birders Klubhus med det store fiskebord og senere gløgg oppe i stuen.
En afsluttende sammenkomst for både Athena og jeg, samt de 12 frivillige fra Venneforeningen, der kunne komme denne lørdag aften.
Det blev ganske hyggeligt og ingen gik sultne eller tørstige fra bordet.rsz img 2298

Gode venner i snak over bordet i Birders Klubhus

Undervejs fik Athena og jeg et par store flasker Trappist øl som julegaver fra Fuglestationen, Peter gav os et årsminde i form af lakerede andedåser og stofpose fra hans rejser i Indien og Nepal, Rita forkælede os endnu engang med fine godter til køkkenet og Ole havde så meget hjemmebagt kage med, at vi kommer til at trille runde herfra om en uge – der ser ud til at være kage til hver eneste af de sidste dage vi er her i år!rsz img 6088

Rita gav os endnu en gang godt til smagsløgene og ikke mindst et flot kort, hvor hun selv har tegnet en targetart blandt spætter for næste års observatøre/ringmærkere på Skagen Fuglestation.

rsz img 6105

Peter kom med en andeart som jeg ikke tror jeg finder i felten i Skagen, men nu vil jeg føle mig godt klædt på til en drømmetur til Nepal eller Ladakh.

Tak for rigtig godt selskab – ikke bare denne aften, men gennem hele året og for den uvurderlige hjælp i giver Fuglestationen. Den ville ikke fungere uden lokal opbakning!
Vi skylder også en tak til Christel og Flemming for at hjælpe med ekstra borde og glas fra Cafeen, så alle deltagere både havde et sted at sidde og noget at drikke af.
Tror også jeg kan fortsætte takken på alles vegne til Simon og Skagen Fuglestation for at give denne middag som afslutning på sæsonen.rsz img 2309

Efter gløgg og med en Talisker på bordet kunne de små timer på Skagemn Fuglestation godt bruges på at nørde "WP-fugle"

Husk bare, at godt nok går Athena og jeg snart i vinterhi, men Simon holder stadig gang i Fuglestationen hele vinteren, så kig endelig ind til en tår kaffe og en snak.
God ide er det dog at ringe i forvejen, så man lige kan være sikker på, at det ikke er en dag han har møder andre steder.
Et arrangement er der allerede i kalenderen den 8. december, hvor der er aktivitetsdag med julefuglehjerte klip og fletning, samt Simon på slap line som Fyrmester i Fyrtårnet.

Ringmærkning:

Musvit 2
Gråsisken, stor 46
Hvidsisken 1
Dompap, stor 2