Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Ringmærkning i morgentimerne og eftermiddagsbesøg

mandag 27. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Natten var stjerneklar, men lidt før solopgang kom der flere skyer. Solen kom dog frem indtil midt på dagen, hvor skydækket blev mere udbredt. Enkelte små regnbyger først på dagen, mens der kom udbredt regn over middag og gennem aftenen. Vinden startede i vest som svag til jævn, men tog til i løbet af den tidlige formiddag. I forbindelse med eftermiddagens regn nåede den op på 13m/s og drejede til syd. Til aften endda yderligere tiltaget med over 15m/s i middelvind og videre over i sydøst.
Temperatur fra 4-6ºC.

Med Simon hjemme i Aalborg for et døgn og Athena optaget af at vaske tøj og pakke sammen for i år, så var det mig, der stod for at prøve de net vi nu har tilbage i Fyrhaverne. Som i går var det en dag med todelt vejr. Faktisk flot stjerneklart da jeg gik ud, men i løbet af morgenen kom der stille og roligt flere skyer. Et par enkelte små regndryp i løbet af formiddagen blev afløst af blæst og udbredt regn den sidste halvdel af døgnet.
Jeg startede med at træde en Skovsneppe op, da jeg før solopgang gik over på nordsiden af Fyrvej for at åbne net. Jeg havde dem åbne i 4 timer med fangst af Gærdesmutte, Sjagger og 7 Stor Gråsisken som resultat.
Flere flokke af Gråsisken kom over Fyrhaverne uden at søge ned til nettene, mens et par Ravne fløj ude over Reservatet.  Rolf Christensen havde fra sin plads på Grenen en Islom, en Hvidsisken og et par Store Korsnæb, hvilket nok var dagens bedste fugle.
Athena tog midt på dagen på sin daglige tur omkring Hundeskoven, mens jeg over middag først fik besøg af Anne-Lise Jensen og siden Anette Aaen.
Anne-Lise fik set det sælkranium, som jeg fandt ved Ellekrattet og kunne ud fra tandsættet bekræfte, at det er fra en Spættet Sæl. Hun havde medbragt et par sæl underkæber fra hendes egen samling og et Odderkranium fra Ebeltoft i midten af 60´erne. Så jeg fik lige lært lidt ekstra pattedyr anatomi!
Anette Aaen nåede frem fra Hjørring da eftermiddagsregnen og blæsten var på sit højeste. Vi fik en snak i det varme køkken over en kop kaffe og Anette fik hentet de sidste eksemplarer af de Brian Zobbe hæfter, som hun, Jens Kirkeby og Klaus-Malling Olsen har stået for at få trykt.
Da Anette tog hjemad igen var det allerede ved at blive mørkt på ny. Athena kom tilbage fra Hundeskoven og vi tilbragte aftenen inde ved pc og skrivebord, mens regn og blæst stod mod ruderne i den gamle fyrmesterbolig.rsz img 6108 2

Var eftermiddagsbilledet i går af fyret fra Fyrhaver et mørkt og lidt trist foto, så var der mere lys og glæde over solopgangen i dag.

Ringmærkning:

Gærdesmutte 1
Sjagger 1
Gråsisken, stor 7