Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (271)2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Ringmærkning lukker og slukker for i år

fredag 21. november 2025
af Lise Mastrup

På Verdens Ende 3 var der i dag rigeligt med fugle for Florian, Miles, János og Knud at tælle. Over 2000 rider (kittiwakes), mere end 1000 alke (razorbills) og dertil to musvåger (common buzzards) og en enkelt søkonge (little auk). Dagens helt store højdepunkt viste sig dog ikke i form af en fugl, men derimod fire spækhuggere (orcas), der lagde vejen forbi Grenen! Umiddelbart var det en flok bestående af to hanner og to mindre individer, enten hunner eller unger. Knud spottede dem ude på havet og herefter kunne de ses et godt stykke tid svømme gennem Skagerrak og genkendes, når man var heldig at se en rygfinne stikke op over havoverfladen eller luft blive pustet ud af deres åndehul. Også fra Kabeltromlen kunne vi følge med i spækhuggerne mellem netrunder.

I går var sidste dag for standard ringmærkning i efterårssæsonen. Som I måske har læst, kunne vi dog ikke ringmærke i går og derfor klarede vi i stedet sæsonens sidste ringmærkning i dag. Amira, Mathilde og jeg cyklede tidligt ud til Kabeltromlen, åbnede net og nød solopgangen. Vi fik sat ringe på blandt andet den fineste lille vindrossel (redwing), nogle vinterklare dompapper (bullfinches) og en enkelt skægmejse (bearded reedling).

Simon kom forbi med lækre snacks og drikkevarer (tak for det!) for at markere slutningen på årets ringmærkning, som observatørerne også kom forbi for at tage del i. Mathilde nåede netop at være med til takke af for nu, inden hun måtte nå toget hjem til København. En rødhals (robin) fik æren af årets allersidste ring, som János gav den på. Måske han også kommer til at mærke næste års allerførste fugl, da han jo heldigvis vender tilbage til Skagen til foråret.

rødhals 21.11.25En netop ringmærket rødhals (robin). Måske på gensyn til næste år. I baggrunden ses en flittigt brugt Kabeltromle. Foto af Lise.

Efter den sidste mærkning var vi dog langt fra færdige med dagens arbejde. I dejlig eftermiddagssol gik vi i gang med at tage net ned og pakke dem sammen. Heldigt at vi var fem om dette, da det er et større arbejde med at tjekke nettenes tilstand for huller og andet slid, pakke dem ordentligt sammen til forårets frivillige, samt tage alle stænger, snore og pløkker ud af mudderet og bære dem tilbage til stationen. Vi havde derfor fornøjelsen af at få alle dagens solskinstimer med og også nyde solnedgangen fra den gode udsigt ved Kabeltromlen.

21.11.25I fuld færd med at pakke en af rundens sidste net sammen. Foto af Amira.

Trætte og tilfredse med dagens arbejde vendte vi hjem til stationen for at taste data ind en sidste gang for dagens aflæsninger og mærkninger. Nu glæder vi os til den aftensmad Florian netop er ved at forberede til os og jeg er ikke i tvivl om vi alle kommer til at sove tungt og godt inden morgendagens opgaver venter os. God aften fra os til alle jer derude!

Ringmærkning (Kabeltromlen):
Vindrossel (Redwing) 1
Solsort (Blackbird) 2
Grønirisk (Greenfinch) 1
Gærdesmutte (Wren) 2
Skægmejse (Bearded Reedling) 1
Grønsisken (Siskin) 1
Rødhals (Robin) 1
Stor Dompap (Bullfinch) 2
Lille Dompap (Bullfinch) 2
Bogfinke (Chaffinch) 1
Blåmejse (Blue Tit) 6
Munk (Blackcap) 1
I alt: 21
 
Højdepunkter fra observationerne:
Rider (Kittiwakes) 1000
Alk (Razorbill) 2000
Søkonge (Little Auk) 1
Spækhugger (Orcas) 4
 

Folk på stationen: Miles Scheuering, János Schadl, Florian Hatt, Amira Nuseibeh, Lise Mastrup & Mathilde Lundt Larsen