Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (84)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Sidste dag for Kirsten Marie og Hans Jørgen

søndag 4. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende skydække, der gav plads til en del sol gennem formiddagen og over middag. Eftermiddag og aften blev det helt overskyet, men der kom ikke mere sne i denne omgang. Vinden var løjet lidt af og drejet til sydøst. Første del af dagen nede på 5-6m/s, men den tiltog igen i løbet af eftermiddagen til 9m/s. Temperatur lige under frysepunktet med -2 - -1°C. God sigt.

Skønt dagen bød på noget sol, så var det alligevel vinterligt og alt er stadig frosset til.
Morgen og formiddag gik hurtigt, da jeg havde gang i fælden ved foderpladsen og der var en del besøgende gæster til centeret.
Jacob Funder stod sammen med Cafeen for en rundvisning til 25 Skagens guider, så de er klar til at fortælle turister om de oplevelser man kan få her. Jeg holdt mig klar til at fortælle, hvad Fuglestationens kan bidrage med, men de 25 guider havde desværre ikke så meget tid her, så det kun blev til en meget kort introduktion om ringmærkningen og en enkelt Gråsisken i hånden.
Kirsten Marie så til gengæld med ved ringmærkningen af en flot gammel Grønirisk han, inden hun og Hans Jørgen pakkede sammen og kørte hjemad efter at have prøvet en uges vinter på Skagen Fuglestation. De ville lige nå, at se den flotte Kongeedderfugl ved Hirtshals på deres vej hjem og kørte derfor herfra lige før middag.
Jørgen Kabel kom forbi og hilste på, da han var ude og lufte Igor. Hyggeligt at hils på dem igen efter min vinterpause hjemme i Østjylland.
Lidt senere valgte jeg at stoppe med fangsten af fugle ved foderpladsen, da det mest var gamle kendinge af Gråsisken, der allerede havde ring på, som jeg fangede. Inden jeg stoppede fik jeg vist han og hun Gråsisken i hånden til flere af trækfuglecenterets besøgende gæster
Over middag gik jeg en tur rundt og tjekke høfderne, stranden og Fyrhaverne for fugle.
Havde håbet på fx Sortgrå Ryle ved høfderne, da der de seneste dage er set nogle stykker inde på havnen.
Det blev dog kun til 3 Skærpibere i det habitat, men jeg fik dog også en ung Gråmåge flyvende forbi, da den tog turen fra havnen og ud mod Grenens spids.
I vintervejret var mit kamera pakket godt ned i rygsækken og inden jeg fik hevet kameraer frem var Gråmågen allerede passeret.DSC 0824

DSC 0825

Gråmågen på vej væk - jeg bør selvfølgelig have kameraet klar og ikke pakket ned i en rygsæk, hvis der skal bedre fuglefotos med i dagbøgerne!

Inde over Fyrhaverne blev det til en flok Lille Korsnæb, der trak retur fra Grenen og mens solen stadig var fremme blev det til lidt forårsstemning med en syngende Gulspurv.
Tilbage i varmen på fuglestationen fik jeg en udfordring, da jeg blev kaldt ind i butikken til en gæst, der viste nogle fotos af 4 ænder han havde fotograferet i en lille sø nær Herning. Han manglede hjælp hvilken art det drejede sig om, for han kunne ikke umiddelbart genkende dem.
Det kunne jeg heller ikke, så jeg måtte finde ”Wildfowl” bogen frem. Det viste sig, at være hybrider af Blåvinget and og Skeand. Ikke lige en hybrid type jeg har haft på nethinden før og nok nogle ænder, der er rømmet fra fangenskab og ikke en gruppe, der er fløjet over atlanten.

Simon ringede og hørte hvordan det går heroppe, mens han holder et par tiltrængte ugers ferie inden foråret rigtig kommer. Det ser dog ud til at vente lidt endnu, for mandag skulle blive streng vejrmæssigt, da der både er varslet blæst og nedbør.

Ringmærkning:
Grønirisk              1
Stor Gråsisken     4 (+8 genfanget)