Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Så er efterårssæsonen i gang!
Magnus og jeg blev vækket i nat af Brian, der kom for at fortælle at Juliane havde fanget en Natravn på Storsig. Det er altid en stor oplevelse at se en Natravn i hånden, og især for Magnus, der aldrig havde set en før!

Natravn
På trods af nattens fangst, stod alle mand klar på Grenen klokken 04.40, spændte og parate fordi den standardiserede-efterårssæsons-morgenobs startede i dag! Dagens højdepunkt var en havlit, som er ret sjælden i Juli måned. Et par hvepsevåger trak ud og mange mursejlere fulgte dem. Ellers var det en ret stille, men varm morgen. Jeg er ikke sikker på at jeg har siddet i t-shirt klokken 07.00 på en morgenobs før:)
Tilbage på stationen begyndte der at komme meldinger fra Hulsig om at Munkegribben var på vej ind over byen. Vi satte os derfor ned bag stationen og kunne i lang tid nyde gribben flyve rundt skiftevis over byen og storsig. I dag skulle vi også sige farvel til Julian, som har været på stationen siden marts. Men det var ikke kun farvel i dag, for vi tog også imod Jule som skal være her indtil slutningen af Oktober
Magnus og jeg besluttede os for at gå en tur ned i byen for at handle ind til aftensmad, og for at se hvad den såkaldte Hellerup-uge (uge 29) kunne byde på. På vejen derned havde vi 11 Røde Glenter der kredsede over Storsig. Inde i byen fik vi købt en is og en øl, og kunne stadigvæk se Munkegribben flyve rundt højt over byen.
Vi fik bakset en solid gang rødkarry sammen til aftensmad, og nu skal vi se fodbold:)
Det har været en fornøjelse at være tilbage på Skagen Fuglestation for et par dage! Jeg vil også lige lade Magnus sætte et par ord på hvordan det har været at besøge Skagen Fuglestation for første gang:
Første indtryk af fugleverdenen ved Skagen fuglestation har været intet mindre end fantastisk! Jeg har kun været her i fire dage, men ved allerede, med sikkerhed, at det ikke er sidste gang jeg er her. Selvom dagene nogle gange kan føles lidt lange og søvnen nogle gange kort, gør højdepunkterne det hele værd. Højdepunkter såsom at blive vækket midt om natten fordi der er fløjet en natravn i nettet eller mit første møde med den enorme munkegrib som majestætisk kredser over fyrtårnet. Men det er ikke kun oplevelserne med fuglene der gør Skagen fuglestation til noget særligt. Fællesskabet med de andre fugleentusiaster på stationen spiller en ligeså stor rolle. Lige fra første morgenstund, til sent ud på aftenen er der god stemning og hyggelige momenter. Alt i alt en fantastisk oplevelse og en kæmpe anbefaling.
Link to today’s observations in DOFbasen from observers in the area
People: Juliane Rößler, Julian Helbig, Brian Browne, Simon S. Christiansen, Påll Vang Kjærbo, Magnus Lund Christensen, Rasmus Matthiesen-Juhl, Jule, Lærkebjørn & Mark Desholm


