Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (66)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Rekorddag ved Nordstrand

lørdag 14. april 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Endelig aftagende vind fra 8 m/s om morgenen til 5 m/s i løbet af eftermiddagen. Vekslende skydække med sol først på dagen og skyer efter middag. Sidst på eftermiddagen enkelte små regnbyger. Temperatur fra 5-11°C. Fra god sigt til dis.

Lidt for frisk vind ved solopgangstid til at bruge net ude i området på Grenen, så Peter og jeg benyttede i stedet net ved Fyrhaverne gennem morgenen og indtil middag, hvor Simon kl 11 havde en ringmærkningstur med 6 deltagere.
Vi fangede desværre kun 2 fugle, men til gengæld var der så tid til at være med på obs fra klitten ved Fyrhaven mellem netrunderne.
Dante og Paul valgte obsen fra Nordstrand lige fra morgenstunden og havde en rigtig god dag derude samme med flere andre. Stort træk af Hættemåger, Stormmåger og Splitterne der alle satte dagsrekord for Skagen og blev talt af bl.a. Knud P. og Erik Christoffersen (over 5000 Hættemåger, 3000 Stormmåger og 1000 Splitterner blev det til – hold øje med Eriks opdaterede hjemmeside for Skagens rekorder og fåtallige fugle, der kan findes under ”links” her på siden.  Dante holdt imens styr på et stort træk af Bog- og Kvækerfinker. I alt 33240 finker fik han talt ud over et godt træk med over 100 tårnfalke og 330 Spurvehøge.
Blandt de mange rovfugle var dagens highlights op til 4 Sorte Glenter, 1 Havørn og ikke mindst 3 Steppehøge. En gammel hun blev set på trækforsøg flere gange, mens 2 forskellige hanner trak ud.
De mange rovfugle var svære at holde styr på, da mange kun var på trækforsøg og blev set flere gange i løbet af dagen, men for alle var det et flot show lige meget om man var på Flagbakken, Nedermose, Nordstrand, Grenen eller omkring Centeret for Trækfugle ved Skagen Grå Fyr.

Vi var alle godt brugte til aften efter en god dag i felten med mange fugle, men på Fuglestationen blev vi forkælet af Lene og Stig, der fejrede deres sidste aften med os med at servere gode kotteletter i fad og is til desert - krydret med Stigs hjemmetrukne rababer snaps til kaffen. 

Ringmærkning:

Art Mærkning Aflæst
Rødhals 0 1
Bogfinke 1 0