Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (42)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Seniortur med rovfugle, mens en Hvidbrystet Præstekrave underholdt på Grenen

onsdag 18. april 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Skyet og dis fra morgenstunden. Senere opklaring til 2/8 skydække og god sigt en overgang, inden det igen blev diset. Vind fra SV til V og vekslende fra svag til jævn styrke. Temperatur på 8-11°C.

Peter og jeg prøvede en tur til ringmærkningsområdet på Grenen i morgen timerne hvor det blev til 25 mærkede fugle og én aflæsning af en Jernspurv fra den anden dag. Altså ikke det helt store og vi tog tilbage til fuglestationen, hvor Simon og Niels Eriksen kl 10 havde en seniortur med 15 deltagere.
De fik en stor oplevelse med masser af rovfugle i luften – først i lav højde i disen, siden med bedre sigt under opklaringen. Der var både Havørn og glenter iblandt og det skaber jo altid god stemning.IMG 1783

Efter en gåtur ud omkring Storsig og rovfuglene blev seniorturen afsluttet i haven ved Skagen Grå Fyr i solskin. Foto: Flemming Quist

Peter og jeg var inde i byen og handle ind da opklaringen kom, så indkøbsturen blev krydret med en gammel Havørn over p-pladsen ved Brugsen.
Dante var ude på Grenen og observerede sammen med de faste folk. En hun Hvidbrystet Præstekrave rastede og opførte sig eksemplarisk for fotograferne. Efterhånden en sjælden fugl væk fra ynglelokaliteterne i Vadehavet.IMG 1407 2

Dagens fugl på Grenen - Hvidbrystet Præstekrave. Foto: Dante Shepherd

Vores gæster Peter og Karen var dels med på guideturen om rovfugle, men nåede også ud til Grenen efter middag og fik en fin videooptagelse af den Hvidbrystede Præstekrave.
Det forsatte med rovfugle i luften gennem eftermiddagen, men de var meget svære at holde mandtal på, da der var mange på trækforsøg ad flere gange, men minimum 4 forskellige Havørne blev der set.
Et aftenbesøg i Fyrhaverne gav et enkelt syn af en Skovhornugle, inden den fløj ud i skumringen.
Vi fik ”Lille Sejler-manden” Troels Eske Ortvad som frivillig på fuglestationen for de næste dage, så der var fuldt hus ved aftensmaden. Efter aftenmødet stod Simon for et par timers teori for Dante og Peter omkring småfuglenes fældning i forhold til trækstrategier og aldersbestemmelser, så alle fik en god lang dag ud af det.

Ringmærkning:

Art Mærket Genfanget
Jernspurv 0 1
Gærdesmutte 1 0
Sangdrossel 5 0
Rødhals 3 0
Gransanger 16 0