Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Første dag tilbage her i efteråret!

onsdag 31. oktober 2018
af Erik Kramshøj

Efter at have været tvunget ud i rekonvalscens i  et halvt år, er mit bevægelsesmønster nået så langt, at jeg med min længste fuglepause nogensinde og den længste pause fra Skagen i omkring 15 år som klodset ballast kunne komme herop og opleve den sidste efterårsmåned på Skagen Fuglestation. Nok i et noget nedsat tempo og gakket gangart; men i det mindste med mulighed for at bevæge mig lidt rundt, og i det mindste sidde stille og tælle træk nogle timer om dagen.

Tirsdag blev nu en noget våd indledning: regnvejr uden ophold i alle døgnets lyse timer. Lidt held i uheld, da Simon og jeg havde nogle indledende praktiske planer,  som skulle foretages, diskuteres og udmøntes vedr. mit ophold. Desuden skulle jeg også i gang med den Skagensbog, som har ligget stille stort set hele 2018 på grund af mit benuheld (mildt sagt). Altså: En praktisk dag, som kun blev afbrudt af en meddelelse fra Sebastian Klein om en topskarv, som lå ved havnens vestmole på klos hold ved stensætningen. Den måtte jeg reagere på, og da jeg nåede frem var Sebastian stadig på plads, og kunne udpege stedet  med et par meters nøjagtighed. Han var klædt på til lejligheden. Det var jeg ikke. Jeg for ud af bilen og op på molegangen, så fuglen så godt som man nu kan se sådan en i styrtregn. og blev i løbet af 4-5 minutter totalt gennemblødt. I mellemtiden havde Sebastian fundet en anden topskarv uden for fyret. Måske skulle jeg bare ha' stukket hovedet ud af vinduet.

Mia Rasmussen fra Fjerritslev, som er dyrepasser, kom på besøg om eftermiddagen, og blev inviteret med på ketcherfangst af skovsnepper på Bankes Marker (Batteriskoven) da det var blevet mørkt, sammen med Simon og Jørgen Kabel (jeg holdt mig i baggrunden). To fugle sås, 0 blev mærket. Men det bør prøves igen.

Under aftensmaden blev der fortalt anekdoter, ikke mindst fra Island fra vores besøgende, inden hun kørte hjemad igen. Hyggeligt besøg som forhåbentlig bliver gentaget.

Dagens medvirkende: Simon Christiansen, Mia Rasmussen, Sebastian Klein, Jørgen Kabel og Erik Kramshøj