Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2018 (238)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Nordstrand i sydøstenvind og flæsk til aften

mandag 5. november 2018
af Erik Kramshøj

De milde vinde fra SØ og ret høje temperaturer havde ikke den store indvirkning på trækket i Skagen. Jeg sad på Nordstranden 08:00-11:00 og nød det milde vejr, og de relativt få fugle, som trak forbi. Ikke overraskende alk (237) og ride (78). Sule og lommer rastede stadig i bredfyldt mål, og en enkelt storkjove sås først den ene vej og så den anden... En hedelærke trak forbi og en husrødstjert soppede rundt i vandkanten og fangede småinsekter. Dagens clou!

Oluf Lou havde kratlusket i Buttervejområdet. Det blev til to munke, mens Simon luskede rundt i den vestlige del af Nedermose. Stillehavslommen er tilbage efter et par dage, idet Rolf Christensen så den komme ind fra Skagerrak til de mere kendte områder. Nu er jeg vel efterhånden eneste feltornitolog i Danmark, som ikke har set den - i Danmark...

Der var besøg af et par foreningsofficerer i dag, idet formand for Fuglestationens bestyrelse, Niels Eriksen og DOF’s direktør Sigrid Andersen det meste af dagen var til møde med Skovrider Jesper Blom Hansen om fremtidige initiativer for Centret. Både Sigrid og Niels overnatter her til i morgen. Til aften tog Simon dem med på en lille smuttur ud i mørket efter skovsnepper og lignende med dog uden resultat.

Vores kok serverede med vanligt styr på det hele en ordentlig omgang stegt flæsk og persillesovs - det må være mindst tyve år siden, jeg sidst har prøvet den ret, som er kendt for kun at blive spist af rigtige etniske danskere, som en vigtig del af vores nationale identitet, som vi skal værne om med sværd og paragraffer mod utidig halalindblanding. Det smagte sgu' meget godt.

Medvirkende: Oluf Lou, Sigrid Andersen, Niels Eriksen, Erik Kramshøj og Simon S. Christiansen

Sigrid Niels2018

Sigrid og Niels i køkkenet