Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (62)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Fint ringmærkninsvejr, men få fugle

søndag 16. april 2017
af MJH

Vejr: Kølig nat med temperatur ned til 2°C. Heldigvis var vinden løjet helt af til ganske let brise fra sydøst, så morgenen føltes slet ikke så kold igen. Overskyet og gråt til midt på dagen, hvor lidt spredt nedbør efterhånden blev afløst af sol gennem hullerne i skyerne. Vinden holdt sig i østligt hjørne og blev ikke stærkere end jævn vind. Maximum temperatur blev 4°C.

Vejret virkede fantastisk til ringmærkning, da jeg i morgentimen gik ud og åbnede net. Ganske svag vind fra vestlig retning og overskyet. Jeg fik åbnet 140 netmeter, hvor alle net stod perfekt, så nu skulle jeg have en god dag med ringmærkning. Efter nogle timer måtte jeg sande, at det ikke ville blive i dag. Der kom simpelthen ingen nye fugle til området. Først efter 3 timer fik jeg mærket en Gransanger, som dagens første mærkede fugl. Inden da havde jeg aflæst 3 af de fugle, jeg har mærket tidligere i april. Efter 4 timer var der kommet én aflæsning mere på listen, men stadig ikke nye fugle, så jeg lukkede allerede ned og gik fra området lidt over kl 10.
Havde lavet en aftale med hovedbestyrelsesmedlem Peter Bonne Eriksen, at han og familien kunne komme og se fuglestationen ved middagstid, så jeg skulle alligevel tilbage og tage imod dem. På vej mod Grenenes p-plads mødte jeg Ulla Bisgaard, der kom gående fuldt lastet med bagerposer og kage til Verdens Ende. Som den anden dag blev jeg også inviteret med til kage derude, men noget mod mine normale principper takkede jeg nej til det ellers gode tilbud – jeg havde jo lige lavet en aftale om fremvisning af fuglestationen.rsz dsc 0788

Udsigt fra ringmærkningsområdet mod Verdens Ende. Det var ikke kun jeg, der havde ventetid på fuglene i dag. De fleste af fuglefolket på Verdens Ende står her og venter på dagens kageleverance uden at være klistret til deres teleskoper.
Bemærk iøvrigt, at Pilen endelig er ved at springe ud i ringmærkningsområdet. Løv på træer og buske kan forhåbentlig tiltrække flere fugle til rast i nethøjde resten af foråret.

Peter og familien kom som aftalt og fik rundvisningen inklusiv tur til udsigten fra toppen af fyret. Det er jo vigtigt med opbakning fra hovedbestyrelsen til et projekt som dette og Peter ville endda lave et lille opslag på Facebook som reklame for Skagen Fuglestation, så jeg har vist ikke skræmt nogen væk ved min rundvisning, skønt jeg på det tidspunkt havde tabt kampen med oliefyret.
Det var igen gået i stå midt på natten. Selvom jeg prøvede at starte det igen mange gange i løbet af dagen, så lykkedes det ikke før her til aften, hvor jeg gjorde et sidste forsøg.

Inden da havde jeg holdt en fri eftermiddag med besøg af veninden Charlotte S. Sørensen. Hun fik også en rundvisning på fuglestationen og vi har tidligere arbejdet sammen på Langli Feltstation, hvor hun klarede sig igennem både mit selskab og en isvinter i 1995/1996. Jeg prøvede at lokke hende med en observatør stilling på Skagen Fuglestation i de flotte omgivelser, men diæten på 150kr om dagen fik hende ikke til at droppe jobbet med natursagsbehandling for Hjørring kommune.
Vi endte med en tur i Skagen by, hvor jeg for første gang blev helt rigtig turist og fik en Skagen Isvaffel fra Ishjørnet.
Holdt totalt fuglefri i de timer, mens fuglestationens rovfugleobservatør for resten af forårssæsonen – Klaus Malling Olsen – sammen med flere andre så hele 3 Gråmåger i Skagen Havn.
Klaus ankom til Skagen i går og var ved Nordstrand i morgentimerne i dag. Der så de bl.a. 148 Rødstrubet Lom, 4 Almindelig Kjove, 1 Fjordterne og Klaus startede rovfugle tællingen med bl.a. 3 Blå Kærhøg.

Ringmærkning:
Jernspurv 1 – aflæst, mærket 11/4-2017
Gærdesmutte 1 - aflæst, mærket 1/4-2017
Solsort 1 - aflæst, mærket 13/4-2017
Rødhals 2 - aflæst, mærket h.h.v. 11/4 og 13/4-2017
Gransanger 1