Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (71)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Forgæves forsøg med ringmærkning på endnu en april dag med blæst over Skagen

søndag 23. april 2017
af MJH

Vejr: Endnu en april dag i Skagen med masser af sol og vind. Vinden startede jævn fra nordnordvest, men friskede meget hurtigt op i morgentimerne og drejede efterhånden mod vest. Enkelte skyer i løbet af dagen indtil aften, hvor mere udbredt skydække nærmede sig fra vest. Temperatur 5-8°C. God sigt.

Jeg vovede at prøve ringmærkning efter et par dages pause, men kunne kun åbne halvdelen af nettene i morgenens vind. Allerede kl 9 var vinden tiltaget så meget, at jeg måtte lukke alt ned igen.
Der var ikke held med fangsten og kun én fugl blev mærket på de par timer.
Til gengæld fik jeg godt selskab, da vores CES ringmærker Michael Ancher kom ud til mig, mens han venter på sæson starten for CES mærkning 01. maj. Inden han kom, havde jeg en rigtig fin Mosehornugle lige bag ringmærkningsområdet. Jeg fik lidt af ventetiden mellem netrunder til at gå med, at lære fuglestationens Iphone at kende. En helt ny fagre verden for den gamle ringmærker, der ikke selv er nået ind i smartphone tidsalderen!
Prøvede nu alligevel at lave et lille videoklip fra ringmærkningsområdet til vores Facebook side og det lykkedes da til sidst at få det lagt ud på nettet.
Mens Michael var med rundt havde vi 2 Ringdrossler, men ellers var det meget småt med nævneværdige fugle for mig i dag.

Da vejrudsigten lover endnu være vejr i morgen med både nedbør og mere blæst, valgte jeg at prøve en middagstur til Flagbakken. Der var bl.a. Ole Skruppeltrang på plads og han havde haft en Vandrefalk inden jeg dukkede op på toppen. Jeg blev der frem til kl 15:30 selvom der var langt mellem rovfuglene. 3 Blå Kærhøge var bedste art på den front, mens 5 Traner kom rigtig fint forbi på deres træk.rsz dsc 6290

Fire af dagens fem Traner, der trak forbi Flagbakken kl 13:35 i en skyfri april himmel.

Vores observatør Klaus Malling Olsen tog morgenen ved Nordstrand og var senere placeret ved Damsted klit sammen med Jørgen Hulbæk Christiansen. De fik fornøjelsen af en adult han Steppehøg og en Sort Glente, der begge kom i et tidsrum, hvor jeg var på Flagbakken. Derfra så vi dog ikke de to fine arter, der er kommet lige under solen set fra vores synsvinkel. Derimod missede Klaus og Jørgen to af vores Blå Kærhøge, der kom ude ved Gammel Skagen.
Typisk at man ikke altid kan få alt med i Skagen, men er afhængig af, hvor man er placeret.
Om morgenen havde alle aktive fuglekiggere i Skagen håbet på forårets første Hvidnæbbet Lom, da der kom melding fra Hirtshals om en fugl trækkende nordøst, men den blev aldrig set her trods dækning af havet fra både Nordstrand og Grenen.

I Fyrboligen var både tyskerne og vores café værtspar - Flemming og Christel - gennem dagen igang med deres arbejde, men da jeg kom tilbage fra Flagbakken, havde de alle holdt tidlig fri på søndagen.  Jeg prøvede altså igen at være ene herre på slottet her til aften.

Ringmærkning:
Rødhals  2 – deraf én aflæst, mærket 20/4-2017
Solsort   1 – aflæst, mærket 11/4-2017