Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Grønirisker, natfangst og ny udstilling!

tirsdag 3. december 2019
af Pernille Roed

I dag stod vi alle tidligt op, da vi desværre skulle tage afsked med Laia, som rejste hjem til bjergene i Catalonien. Vi håber, du er kommet godt hjem, Laia!

fangstihaven2019

Imens Simon kørte Laia til togstationen, åbnede Esben nettene i Fyrhaven, og jeg gik en tur langs stranden for at nyde solopgangen. Vi ringmærkede 5 grønirisker og havde en enkelt aflæsning inden regnen kom ved ti-tiden. Jeg fik endda lært, hvordan de kønsbestemmes!

groniriskfangst2019

Regnen fortsatte resten af dagen, så Esben og jeg gav os til at reparere nettene. Det tog lang tid, for der var mange huller. Imens vi reparerede nettene, læste Simon ansøgninger fra frivillige til næste år igennem, sendte bilag til økonomiafdelingen i DOF, og derefter begyndte han at se på årsrapportering.

Sidst på eftermiddagen tastede Simon og jeg dagens ringmærkninger ind, og bagefter læste vi afsluttende korrektur på de indtastede ringmærkninger fra efteråret. Esben lavede lækker aftensmad imens.

Jeg nåede også at få et smugkig på den flotte nye udstilling om Det Grå Fyrs historie, som er ved indgangen op til fyrtårnet. Den indvies med en reception fredag den 6. december kl. 15.00-16.00, hvor alle er velkomne! Den er bestemt et besøg værd!

sortdrengmedlys

Efter aftensmaden var vi ude på natfangst. Vi fangede desværre ikke noget, selvom vi så en del Skovsnepper. Natfangst er i øvrigt noget af en krævende disciplin, kan jeg fortælle! Udover at holde øje med hvor man selv går, skal man altså også lige huske at følge lige i hælene af den, der går med lygten. Og så skal man naturligvis være opmærksom på, om der er en fugl, så man lynhurtigt kan fange den med nettet. Det må være multitasking på højt plan, når man færdes i et ukendt terræn.

Da vi kom hjem igen, underholdt Esben os med billeder og historier fra sin rejse til Nepal for noget tid tilbage. Det var ret spændende – især fordi han, udover at have set adskillige smukke fugle, også havde været tæt på både tiger og krybdyr. Hermed en stor opfordring til et foredrag om dette i Birder’s Club til foråret!

Ringmærkning (Fyrhaven):

Grønirisk – 5

Total: 5

Folk: Simon S. Christiansen, Esben Hansen, Laia Soler Iglesias, Pernille Roed.