Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (64)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Mogens kom forbi...

søndag 5. januar 2020
af Pernille Roed

Godt nytår!

Så har vi taget hul på et nyt år på fuglestationen, og selvom det er vinter, er der masser at lave. Vi ringmærker stadig fugle, og vi er så småt begyndt at gøre klar til foråret.

Jeg er i gang med min oplæring i at ringmærke fugle, så jeg har været på fuglestationen hele weekenden. Jeg ankom fredag over middag, og på vej ud mod fyret blev jeg hilst velkommen af et lille rådyr, der gik og spiste i vejkanten.

Det blæste desværre for meget til at sætte net op fredag, så jeg gik en tur ud til Grenen. Trods blæsten og ret høje bølger i Kattegat var der ret mange mennesker, der havde valgt det samme. Imens jeg blev blæst godt igennem, sad Simon med en kop kaffe inde i det varme fyr, hvor han var i gang med at skrive en spændende artikel.

Da jeg kom tilbage til fyret, gik jeg i gang med at reparere de sidste net. Det lykkedes mig at få færdiggjort et enkelt, så nu mangler der kun et par stykker. Det lykkedes mig også at finde ud af, hvordan man IKKE skal pakke et net sammen. Imens jeg reparerede net, havde Simon besøg af sin far og Mette, fordi de skulle planlægge deres kommende tur til Gambia, hvor de blandt andet skal ud at kigge på fugle. Ret spænende! Mogens kom også forbi, og da han har været i Gambia for nylig,  kunne han give en masse gode tips.

Fredag aften tiltog blæsevejret, og det var ret hyggeligt at sidde inde i fyret og lytte til vindens susen udenfor. Lidt før midnat gik vi udenfor for at kigge efter stjerneskud, da meteorsværmen Kvadrantiderne passerede Jorden.

Lørdag morgen blæste det stadig kraftigt, så vi satte en ruse op i Fyrhaven i stedet for net. Det viste sig at være en god ide, for vi fik ringmærket og aflæst 7 grønirisker. Vi så også en stær.

Om eftermiddagen var det tid til at reparere net igen. Sidst på eftermiddagen kom Simons far og Mette og lavede god mad til os. De havde en lille gave med fuglestationen - nogle fine æggebægere, som vi faktisk manglede herude, så tusind tak for dem!

Konfirmanden“Årets konfirmand” pakker gaven ud.

Søndag startede med en skøn løbetur ud mod Nordstrand i Grenen-sporets smukke omgivelser. Dernæst satte vi igen rusen ud. Vi fik ringmærket 2 grønirisker og aflæst 2.

GroniriskHer er en fin grønirisk lige blevet ringmærket.

Senere gik vi ned på stranden for at kigge efter den sortgrå ryle. Det lykkedes os ikke at finde den, men vi så sølvmåge, skarv, sule, sandløber og skærpiber i stedet for.

Da vi kom tilbage til fyret, var det tid til lidt rengøring, inden jeg sidst på eftermiddagen kørte hjemad.

Den 4/1: Ringmærkning (Fyrhaven)

Grønirisk 1

Sum: 1

 

Den 5/1: Ringmærkning (Fyrhaven)

Grønirisk 2                                                                                                                                  

Sum: 2

 

Folk: Mogens Neergaard, Gunnar & Mette, Simon S. Christiansen og Pernille Roed