Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (71)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Det blæser op til spændende fugleforskning i Skagen

fredag 14. februar 2020
af Pernille Roed

Foråret nærmer sig, og der er nu så småt ved at komme gang i aktiviteterne på fuglestationen igen. Udstillingen og Det Grå Fyr er åbent efter vinterpausen, og flere og flere mennesker er så småt begyndt at kigge herud igen.

Dagen i dag har således budt på en spændende guidet familietur omkring Grenen.Turen startede ved Det Grå Fyr, hvor Simon fortalte om fyrets historie samt om dagligdagen på fuglestationen. Herefter fik alle udleveret en kikkert og blev instrueret i at indstille den korrekt.

Kikkertindstilling1Simon instruerer i kikkert-indstilling.

Dernæst gik vi langs stranden ud mod Grenen, hvor vi så sandløber, skarv, sølvmåge, skærpiber, ederfugl, sortand og lomvie. Vi gik op i klitterne til Verdens Ende og til Kabeltrommelkrattet, hvor Simon fortalte om dyre- og plantelivet på Skagen Odde, og hvor vi så og hørte sanglærke, skægmejse, grønsisken, musvit, vandrikse, gråkrage, gærdesmutte og fiskehejre.

Kabeltrommelkrattet1J
Simon fortæller om naturen samt hvordan Skagen Odde har udviklet sig gennem tiden.

Vejen tilbage til fyret bød på et spændende dilemmaspil, hvor der blev taget stilling til menneskers (ret til) færden ved strande og i naturen. Turen sluttede med et besøg i laboratoriet, hvor jeg fortalte om ringmærkning samt fremviste de døde fugle i fryseren.

Herefter var det tid til at lave lidt småopgaver på fuglestationen, såsom reparation af en af aktiviteterne for børn i Birders Club samt klargøring af vinger og fødder fra musvåge, natugle, alk og sølvmåge til undervisningsbrug.

Vinger mm
Vinger mm. klar til undervisningsbrug. De store brunlige vinger er fra en musvåge, og de lidt mindre er fra en natugle. De sorte er fra en alk, og den grå har tilhørt en sølvmåge.

Først på eftermiddagen ankom Mark og Malthe. De skal være her indtil søndag, da Mark og Simon skal i gang med at lave podcasts samt holde møder.

Det første møde blev faktisk afholdt allerede i dag, hvor Dan og Cino fra Aalborg Universitet var her for at tale om aktuelle og fremtidige projekter. Blandet andet skal to grupper af studerende i foråret se på ringmærkningsdata gennem tiden fra de danske fuglestationer.

FuglemaendDer tales om spændende projekter.

Dagen sluttede med fin middag på Green’s.

Folk:
Simon S. Christiansen, Pernille Roed, Mark Desholm, Malthe Desholm, Dan Bruhn og Cino Pertholdi