Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (62)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Aflyst ringmærkning gav tid til andre fugleoplevelser

torsdag 18. maj 2017
af MJH

Vejr: Hård vind med 11m/s stod ind over klitterne fra Kattegat i morgentimerne. Først i løbet af eftermiddagen kom den ned i jævn styrke. Var det sommer nede i midten af Jylland med over 20 C, så holdt vi os nede på 16 C her i Skagen. Det var mest overskyet, men dog med noget sol midt på dagen. Efter kl.17 lukkede det lidt til og vi fik en regnbyge, der var af kort varighed og blev efterfulgt af enkelte solstrejf ved aftentid.

Mine håb om ringmærkning i lunt vejr forsvandt da jeg stod op til blæsten fra syd. Valgte helt at undlade ringmærkning fra morgenstunden, da jeg kunne se blafrende net for mig og måske fangst af to fugle i timen.
Slappede i stedet af med obs fra Fyrhaverne og ved Kattegat kysten ud for fyret. Det gav et par fine arter i form af min første Pirol i år og en flot adult Islom, der trak øst. Denne gang stod jeg ikke med mit ringmærkningsgrej, men med kameraet, så jeg fik et par billeder af bagparten af en af mine yndlingsfugle.rsz dsc 6834 3

Islom på vej mod øst over Kattegat efter at have passeret Skagen Grå Fyr. Det er ikke unormalt at se dem trække forbi Skagen med åbent næb. Iøvrigt er det jo imponerende padler af fødder den art har!

Midt på formiddagen kom Simon retur fra Aalborg og lidt tid ved Nordstrand. Han gik straks i gang med forberedelserne til morgendagens store opgave med nogle hundrede 5. klasses skoleelever på Skoleidrættens forårsfestival i Skagen.
Selv stod jeg igen klar til ringmærkningsturen kl. 13, hvor 3 personer fik fortællingen iom vores arbejde. Desværre kunne jeg ikke fremvise en fugl denne gang, men der er jo aldrig garanti for at fuglene flyver i et net lige på det tidspunkt, hvor formidlingen foregår.

Jeg tog igen en ekstra time med afslappende obs fra Fyrhaverne efter at have sagt farvel til den sidste af dagens gæster. Der var pænt med Tårnfalke og Spurvehøge i luften og ude over Reservatet fik jeg på lang afstand set den gamle han Aftenfalk, der fløj retur mod dens næsten faste rasteplads nær Saftevandsbakken. Et par Lærkefalke fløj lidt tættere på uden dog at være komme helt ind på foto hold
Meldingerne fra Klaus Malling og folkene på Nordstrand var en rigtig god dag efter gårsdagens regn og blæst. Der blev bl.a. set flere Islom, 3 Hvide Stork, 1 Skestork, 35 Hvepsevåge, 5 Sort Glente, 1 Havørn, 29 Rørhøg, 2 Steppehøg, 1 Hedehøg, 223 Spurvehøg, 17 Fiskeørn, 1 Aftenfalk, 13 Dværgfalk, 21 Lærkefalk, 4 Vandrefalk, 1 Turteldue og 1 Rødstrubet piber.
Altså en godkendt dag i Skagen!

Til aften tog jeg to timer ved Skarvsøen med rede registreringen af Skarv kolonien. Der var et vældigt leben, hvor flere reder nu har store unger, mens andre er tomme. Havde lige hilst på John Frikke ved fuglestationen inden jeg tog ud til Skarvsøen og han berettede om, at der i går var set en Ræv siddende oppe i en Skarv rede og æde løs af æg.
Siden mit sidste besøg og optælling var der nu 18 forladte reder, så ræven har nok fundet et godt spisekammer derude.

En anden historie om det barske liv som fugl kom,da en gæst til centeret afleverede en norsk metal ring og tilhørende farve ring fra en yngre Svartbag fundet død på Skagen havn. Det viste sig at være en fugl, som jeg aflæste to gange ved Nordstrand sidste år i august og den er sidst aflæst i marts månede i år ved havnen.

I morgen lover de svag vind, så nu er det sengetid,da jeg tror på, at jeg får travlt ved nettene lige fra morgenstunden.