Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Lange underhyler og IT-bøvl
Undertegnede var nær kommet afsted uden lange underhyler i dag. Men gudjøsses hvor var jeg glad for, at de var blevet påmonteret, for der var frysende koldt! Vinden bankede ind med 12 m/s stik øst (90º), og temperaturen var nede at ramme 7 grader.
Hele trioen var ude af fjerene klokken 7, og en halv time efter var der afgang mod Grenen. Det var noget af en march op langs østkysten, hvor vi kæmpede os gennem støvskyer af havvand og fygende sand. Men det var det hele værd, for i Grenensøen sad ganske usædvanligt to Vandstære og ventede på os - tilsyneladende den første “kæmpeflok” på Grenen. I øvrigt sås også 15 Bjergpibere samme sted.
Vi placerede os i yderste klitrække på Grenen, så alle kunne få fuglene at se på tæt hold - selv uden teleskop. Særligt alkefugle og suler væltede afsted imod vinden, og midt som vi sad og puttede os i klitterne dumpede 14 Bjerglærker pludselig ned på stranden foran os. Fedest!
Men det var ikke alle, der syntes, at det blev ved med at være lige sjovt at havobse. Halvanden time efter obs-start måtte den kvindelige del af holdet kapitulere, da de var ved at fryse både fingre og tæer af. På vej tilbage mod stationen kunne de dog varme sig lidt på en flok Bjergirisker. Hele 50 fugle af denne art i dag.
Jeg selv fortsatte op på Verdens Ende og gjorde Rolf og Alex selskab. Mest bemærkelsesværdigt sås 1 Sortstrubet Lom, 2 Hvidnæbbet Lom, 285 Sule, 9 udtrækkende Fiskehejre (!), 3 Bjergand, 1 Havlit, 50 Rider, 3.850 Alk/Lomvie, 2 Tejst, 1 Stor Tornskade, 2 Ravn, 18 Stillits i flok og 18 Dompap. Der er vist lidt invasionstendenser af de to sidstnævnte.
Tilbage på stationen brugte Irina dagen på at tegne flotte illustrationer af fugle, som børn og andre barnlige sjæle med kreative evner kan farvelægge i Birders Club. Desuden kreerede hun en legendarisk ret fra sydlandske himmelstrøg bestående af ris, grøntsags-ruskumsnusk og naan-brød. Mmmm! Athena og jeg tilbød Irina at lave mad resten af ugen, men hun takkede desværre nej… Athenas dag var én lang kamp mod teknikken. Hverken scanner, computer eller internet ville som hun ville, og så var hendes telefon også stået af. Så det blev en dag, hvor der blev foretaget telefonopkald og tjekket op på forsikringer. Jeg selv var en tur i Jysk for at købe puder og pudebetræk - sidstnævnte til brug i ringmærkningssammenhæng, når der skal opbevares fx Ederfugle i lidt større poser. Desuden også en lille tur i Rema 1000, før jeg tog en sen eftermiddagstur ud for enden af sandormesporet, hvor jeg nød friheden og det store blå hav.
Tak for en dejlig dag!
Den tilsandede kirke
Vejr: Regnfuld og blæsende morgen med vind fra øst/sydøst (13m/s, 110º, 11ºC)
Vi vidste det ville være møgvejr, så vi sov længe - helt til kl. 8. Det skulle vise sig at blive en afslappende hyggedag med dagbogsskrivning, videoredigering og hyggesnak. Irina brugte det meste af formiddagen i Birders Club. Da hun kom tilbage op i lejligheden, lavede vi en dejlig ulækker frokost bestående af et bjerg nachos-chips overøst med cheddar, majs og soltørrede tomater, som vi dyppede i avokadomos og salsasovs. Det var godt for sjælen, om ikke andet. Efter en yderst tilfredsstillende frokost uploadede vi ugens video på Facebook. Men vi gad ikke være indenfor hele dagen, og jeg havde hørt, at der var en hundeskov i nærheden, så den ville vi hen og afprøve. Det var en god løsning for mig, da jeg har overanstrengt knæet og derfor forsøger at hvile det. Hundeskoven skulle ligge ved den tilsandede kirke. Vi var ikke helt sikker på hvor den var, men så fik vi en dejlig gåtur forbi den tilsandede kirke.På vej tilbage til bilen opdagede vi hundeskoven, så vi gik en ekstra tur derinde. Det er et stort og fint område. Mens Aika løb rundt fik vi mulighed for at træne vores kikkertevner. Vi var heldige med vejret, for det meste af tiden kom der kun støvregn eller få dråber. På turen så vi 10 skovskader, 1 rødhals, en han musvit, 2 fuglekonger, 1 bogfinke og 31 lille korsnæb. Da vi var på vej tilbage til stationen begyndte det at stå ned i stænger. Jeg gik ned til Flemming i butikken og skaffede en gæste-parkering til Anders Brinkmann, som dukkede op lidt senere på aftenen. Anders ankom og blev installeret. De første minutter kom der jævnligt positivt overraskede udbrud fra ham. Der er sket meget siden hans sidste ophold på stationen i sommers.
Østrogen på Fuglestationen
Vejr: Kraftig sydøstenvind (130º, 11-14m/s) det er stadig relativt lunt (11-12ºC), høj luftfugtighed og regn hele morgnen.
Vi havde håbet på at tage over til det område hvor Michael Anker står for ringmærkningen her oppe i Skagen, men det var en både våd og blæsende morgen, så vi måtte finde på noget andet. I stedet udnyttede vi den stille morgen til hygge over morgenmaden. Da vi ikke kunne strække morgenmaden længere gik Irina og jeg ned i Birders Club. Det kunne ses at rummet havde været brugt til foredrag og kikkertsalg, så nu skulle det indrettes med hygge som formål. Vi klippede etiketter af de nye siddepuder, bar borde ind og arrangerede stolene. Det er utroligt hvor lidt der skal til, og det er ofte de små ting der lige giver det sidste ekstra hygge. Sidste finnish var de flotte nye foldere, der er ankommet ”Fugle for børn”, som kommer med gode ideer til aktiviteter og samtale med børn om fugle. Der var flere besøgende, som tog afsted med et eksemplar under armen.Anders havde en morgen ringmærkningstur med 6 deltagende, hvoraf det var tredje tur for nogle af dem. Det må man sige er et klap på skulderen. Derefter kastede Anders sig over arkivering af protokoller, hvortil han lavede en mappe. Ringarkivet fik også et kærligt eftersyn og er nu i tip top stand.
Tidlig eftermiddag fik jeg kørt Anders til stationen og ordnede lidt shopping på vejen tilbage. Irina var en tur ude med min hund Aika, hvor hun så få små fugle, desværre for langt væk til at sige hvilke.
Eftermiddag udnyttede jeg til at få ordnet nogle administrative opgaver og briefinger, mens Irina tegnede nye flotte illustrationer i Birders Club og opdaterede observationerne på tavlen.
Aftenen stod på sofahygge og te. Irina arbejdede på billedarkivet og Instagram, mens jeg skrev jobansøgninger. Nu er det, for en kort stund, en ren tøse station…
Felttræf afslutning
Vejret var ikke særlig imødekommende, vinden var kraftig, så det var med at tage varmt tøj på. Anders Odd tog en lille formiddagstur med teleskopet. Irina cyklede ind til byen for at sende hendes jobkontrakt, da hun har fået arbejde. Jeg gik en tur på hedearealet ved siden af fyrhaven, hvor jeg så en flokke af småfugle. Småfuglene var desværre alle for langt væk til at jeg kunne bestemme deres art. Lige inden jeg nåede tilbage til fyret så jeg en falk dykke ned i en klynge træer og sende en del småfugle til vejrs. Det er fascinerende og jeg elsker at man aldrig ved hvad der kommer til at ske når man går en tur i området. Jeg havde ikke kikkert med, hvilket er en synd i fuglekigger kredse, men for mig er stationens kikkerter for store og tunge. Det er ellers nogle skønne kikkerter, men når jeg er ude for at gå og løbe med min hund, kommer de hurtigt i vejen. Selvom jeg også nyder at være på tur, så har det alligevel irriteret mig en hel del, at jeg ikke får set fuglene ordentligt. Fortvivlelsen var stor da jeg kom tilbage og blev spurgt, hvad jeg havde set på min tur. Svaret måtte være, at det kunne jeg ikke se. Heldigvis var der en kur mod min fortvivlelse. For selvom der, om fredagen, havde været få forbi Birders Club, var Naturbutikken standhaftig mødt op, med deres store udvalg af udstyr. Der var da også en kikkert jeg længe har haft i tankerne, men da det er mange penge og en kikkert jeg skal bruge i mange år, var det en vigtig beslutning. Valget faldt på en lille Swarovski CL Pocket 8x25 Mountain. Da den er lille nok til altid at være med, men stadig giver et klart og lækkert billede, er jeg sikker på, at den kommer til at bringe mig mange gode naturoplevelser.
Da det blev eftermiddag holdt vi (Athena, Irina og Anders) et lille møde om vores billedarkiv. Herefter gik vi samlet ned i Birders Club og fjernede alle de metalstole vi har haft der. De var meget larmende og ikke særlig hyggelige, men alligevel nyttige når vi har fuldt hus til oplæg. Irina og jeg fik rokeret lidt rundt på loftet og fik stolene sat pænt og praktisk.
Vasketøjet var stadig vådt, det tager lang tid at få det tørt med den høje luftfugtighed.
Da vi var færdige var det blevet spisetid. Cafeen havde dækket op med de lækreste sager og hyggen bredte sig i den lille Fyr Cafe. Snakken gik lystigt hen over bordet. Der blev snakket om ugen der gik, træffet og på hvordan livet på en fuglestation er.
Da maden var spist og trætheden meldte sig blev der sagt pænt farvel og på gensyn.
Men Anders og Irina hoppede ikke i nattøjet. I stedet for fandt de vaders og ketsjer frem, for nu skulle natfangst afprøves igen. De afsøgte både stranden og sandormens traktorspor. Mens de var ude gjorde jeg mig den horrible opdagelse, at min mobil telefon ikke virkede. Hvis de fangede noget ville jeg ikke vide det, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed. Det viste sig at være en støvregnende og fugletom aften. Better luck next time.
To-delt indsats
Vejr: lidt blæsende morgen med vind fra sydøst (140º) 8-9m/s om formiddagen, temp 10-11ºC, støvregn fra kl 13, luftfugtighed høj(startede på 70 kl 6 og nåede 92% kl 15)
Vi prøvede noget nyt her til morgen. Irina gik med Anders ud til Sardiner krattet for at ringmærke på grenen, mens Simon og jeg selv blev ved stationen og ringmærkede i fyrhaven. Det var sjovt at se forskellen i hvilke fugle, som gik i nettet på henholdsvis den ene og den anden lokalitet. I Sardiner krattet blev der overvejende fanget de helt små fugle, mens Vindroslerne dominerede fyrhaven. Det var en overraskende god fangst i fyrhaven, eftersom kun tre net var åbne.
Til middag havde Simon i selskab, med Anders Odd, en guided tur. Her deltog to personer fra Sjælland. Alt imens havde jeg briefinger for samlet set 13 besøgende i løbet af dagen.
Hele dagen var Naturbutikken at finde i Birders Club og jeg brugte en del tid på hyggesnak og kikkert testning. Naturbutikken havde medbragt nogle bøger som Simon havde købt til stationen, så nu er vores bibliotek udbygget med flere lækre fuglebøger. Det gav en hyggelig stemning at en flok på ca 20 Bjergirisk blev ved med at kredse om fyret. Derudover blev der observeret bjergvipstjert, dværgfalk, 30 gråsisken, 20 sjagger og 20 vindrosler...
Ved et-tiden begyndte skyerne at rulle in. I takt med at det begyndte at regne, begyndte folk at fortrække sig. Dagen egnede sig til forfaldent arbejde, så jeg fik vasket et par kogevask. Irina og jeg tog på indkøb, så køleskabet knapt kunne lukkes. Efter aftensmaden kiggede feltornitologisk udvalg og naturbutikken forbi til aftenhygge og shuffle ball turnering i fyr-stuen.
En hyggelig dag lakker mod enden, mens de sidste natugler reflekterer over ugen der gik
Ringmærkning:
Fyrhaven | Grenen | ||
Vindrossel | 8 | ||
Sangdrossel | 1 | ||
Blåmejse | 1 | ||
Stor Gråsisken | 4 | ||
Lille Gråsisken | 2 | ||
Dompap | 1 | 5 | |
Rødhals | 3 | ||
Fuglekonge | 7 | ||
Gransanger | 1 | ||
Rørspurv | 2 | ||
Solsort | 2 | ||
Total: | 17 | 20 |
Trækobservationer og kratlusk
Vejr: Lunt med op til 13ºC. Vind: SV 6-9 m/s. Flere regnbyger ramte odden i løbet af dagen.
Mads, Irina og jeg drog fra morgenstunden ud til Verdens Ende for at prøve lykken med trækket af hav- og småfugle. Her blev højdepunkterne en flok på 16 bjerglærker, flere trækforsøgende store korsnæb blandt mange små, 4 sortgrå ryler, 4 enkeltbekkasiner, lapværling og cirka 20 storkjover. Simon kratluskede forskellige steder i og omkring byen. Foruden 7 sangsvaner og en flok på 170 små- og store korsnæb, var en rødtoppet fuglekonge i Batteriskoven et kærkomment indslag på hans tur. Han stod desuden for en guidet tur med 10 deltagere, som alle fik set både han og hun fuglekonge. Senere fik han besøg af både Michael Ancher og en gammel kammerat fra lærerstudiet. Selv fik jeg ordnet nogle praktiske ting på stationen og gjort klar til at ringmærke i morgen.
Mads kørte tilbage mod København om eftermiddagen og efterfølgende ankom Hans Larsson til fuglestationen, i god tid til hans foredrag i morgen aften. Mark gik i køkkenet og kreerede et lækkert aftensmåltid til Simon, Irina og Hans, imens jeg selv spiste i byen med resten af Feltornitologisk Udvalg.
Flotte Fugle
Morgenen stod på ringmærkning på grenen, her fik Anders Odd vist netbanerne. Pludselig ser vi en lom flyve travlt afsted mod grenen fra ringmærkningsområdet, den virkede lidt stor, så den blev straks meldt over radioen, det var en Islom. Vi skulle ikke vente længe før der endnu engang var action i luftrummet over ringmærkningsområdet. Denne gang var det en flældvåge, som kredsede dovent afsted.
Efter ringmærkningen tog Anders ud til Verdens ende, her medbragte han en udvokset Skægmejse, den var fløjet i det sidste net der blev lukket, sammen med fire andre. Flotte er de, så en af dem blev taget med ud til verdens ende, hvor bl.a. Rolf og Mads sad. Det var en udvokset han Skægmejse.
Mads havde brugt dagen på havobsertioner fra verdens ende. Her nød han synet af Storkjover som tydeligt kunne ses i teleskopet. Det var action pact havobs. Stor kjoverne jagtede mågerne og stjal deres fisk. Pludselig var der en vældig koncert, for hen over hovedet fløj tre store flokke af skægmejser. Udover den fjeldvåge der blev set over ringmærkningsområdet, blev der yderligere set tre, samt en Hedelærk fra grenen. Der blev set to Stor korsnæb fra grenen, og en ved Jennes sø. Fem bjergpibere blev set ved grenen søen, hvor de fløj omkring i rørskoven.
Simon havde guide tur om morgenen med 2 personer og 5 personer på ringmærkningsturen om eftermiddagen. I dag skulle blive dagen hvor Irina endelig fik fundet en Hugorm. Den lå sammenkrøllet nær indgangen til fyr området og blev vist frem til de besøgende.
I dag tog Johan hjem, med håb om snart at returnerer. Mark D. havde været på tur i området, der var meget få fugle i luften, så der skulle arbejdes lidt for at finde dem. Det blev alligevel til lidt Sjagger, Solsort, Rødhals og Lille korsnæb.
Efter aftenmødet, hvor vi fik uddelt de næste par dages gøremål, gik vi ned i Birders Club. Her holdt Mark D. et spændende foredrag om fugletræk og tracking.
Derudover ser vi frem til at Hans Larsson kommer i morgen. Han kommer for at holde foredraget ”Find et Hit” i Birders Club på onsdag.
Ringmærkning:
Familiebesøg og nye folk på stationen
Vejr: lunt vejr med temperatur på 14ºC. Der var en let brise (3-5m/s) om formiddagen. Vinden tiltog op af dagen (11m/s).
Det var en stille morgen, med få fugle. Vi fik åbnet nettene og påbegyndt ringmærkningen. Efter de første runder kom Simon forbi med en guid tur. De fik set netfangst og ringmærkning. Derefter havde vi fanget en drossel. Simon instruerede i hvordan man holder en fugl på en skånsom måde og derefter fik de lov til at slippe den. Begejstringen lyste ud af ansigtet, da han mærkede fuglens hjerte banke og med dyb fascination kiggede de efter droslen, mens den fløj hurtigt væk.
Jeg fik besøg af min familie ude i ringmærkningsområdet. Det er dejligt at kunne vise, dem man holder af, hvad man bruger sin hverdag på. Da vi var kommet tilbage fra ringmærkningen skiftede jeg lige tøj inden jeg tog med familien ned på Skagen bryghus for at test smage deres fiskefrikadeller. De var gode og vi fik en rigtig dejlig middag. Da vi kom tilbage instruerede jeg min lillebror i brugen af et teleskop. Han er svær at løsrive fra de elektroniske spil, men havfugle igennem teleskop var alligevel helt ok.
Efter Simons guide tur, tog han over i fyrhaven og klippede problematiske grene, ifht nettene, af et træ. Så kunne nettene rejses. Der var endnu en guide tur om eftermiddagen, her tog Mark Desholm og hans søn med ud.
Irina var ude på nogle småturer, hun kigger både efter fugle, amfibier og krybdyr. Mens hun gik nede i gården mødet og fortalte hun, om naturen, for de besøgende på stationen. Irina fik også kigget på Instagram, for sjovt nok er hverken Irina eller mig selv så meget med på bølgen at vi er flittige brugere af Instagram. Derudover fik jeg instrueret Irina i brug og navngivning af filer til vores billedearkiv.
Ud på aftenen ankom Anders Odd, som skal stå for ringmærkningen den næste uges tid. Senere ankom Mads K. Oddershede, som skal være her et par dage.
Ringmærkning 23 total
Felttræf startskud.!
Vejr: vind 6-7m/s fra 260º(vsv), temperatur 12,8ºC. Let regn om morgenen, aftog hen af formiddagen.
Vi havde håbet på ringmærkning, men trods fin vejrudsigt stod vi, desværre, op til en regnfuld morgen.
Simon kom tilbage til stationen og efter en kop morgenkaffe blev vi orienteret om dagens arrangement. Der kom en flok på 31 voksne og børn fra spar nord. Det var lidt mange at have inde i ringmærkningslaboratoriet på en gang, så mens halvdelen var med Simon i laboratoriet, hvor de så ringmærkning, gik de øvrige med Athena over til nettene. På begge ture var vi heldige at der var fugle i nettene, så Johan hjalp med at pille fugle ud af net og Irina var stationsfotograf.Efter turen afholdt Simon endnu et minikursus i fældningsstrategi og aldersbestemmelse for os frivillige.
Vi bliver hele tiden bedre, men det er meget svært og kræver øvelse. Det er ofte meget små forskelle i fuglenes fjer, som fortæller hvor gammel den er og om det er en han eller hun.
Til frokost fik vi lækre sandwich fra Cafeen. Det er vigtig med god mad, især når man laver meget på en dag
Søren Skov kom og hilste på. Vi fik besøg af Lars Grøn fra felt udvalget og Anders Bojesen. De havde været ude at obse og endnu en gang var dværværlingen blevet set ude på grenen. Mark D. og søn var forbi til kaffe og en snak.
I stuen havde Irina og Athena travlt med at lave og redigere en video. Sigrid og Mark havde også været i gang med indsamling af materiale til en promotion video af vores lækre lejlighed, som dof-medlemmer kan komme og bo i, så den glæder vi os til at se. Derefter gjorde Sigrid rent i lejligheden, som hun har boet i, da hun tager afsted i morgen tidlig. Kom snart igen.
Vi forsøger stadigvæk at finde på smarte løsninger til, at gøre hverdagens praktiske gøremål nemmere og tidsbesparende, så vi kan få mest mulig tid med fuglekig. Derfor har Johan i dag brugt lidt tid på en laderstation nede i laboratoriet. I løbet af dagen var der givet brifinger nede på gårdspladsen og i Birders Club for sammenlagt 13 personer. Det lykkedes Simon at finde en ny art for Flemming, Skærpiber. I aften kom der en del til Felttræf intro møde i Birders Club, så i løbet af dagen havde Simon, med lidt hjælp forberedt rummet.Aftenen kom og folk begyndte at strømme til. Der var et fint fremmøde og alle stole blev besat inden starten gik.
Simon lagde ud med en introduktion om stedet og hvad vi laver her oppe. Derefter kom der lidt information fra feltgruppen. Aften sluttede af med et spændende oplæg fra Knud, hvor han levende fortalt om gode lokaliteter i og nær Skagen, samt nogle lækre billeder af interessante fugle, set her oppe på toppen af Danmark.
Ringmærkning:
Vindrossel | 6 |
Blåmejse | 1 |
Musvit | 1 |
Total: | 8 |
En dag med havobservationer og sol
Vejr: mild vind (4m/s) og solskin. Vinden tog til op af dagen og tiltagende skydække fra kl 11
Gårsdagens vind fra vest betød at vi forventede mange fugle lægge vejen forbi grenen, så vi tog på havobservation. Først gik vi forbi ringmærkningsområdet for tjekke op på udstyret efter den kraftige blæst. Det viste sig at være en god ide, for vores telt var styrtet sammen og en enkelt net pæl var væltet. Vi fik teltet fikset efter bedste evne og sørget for at alt var som det skulle være.
Derefter gik turen ud til Rolf på Verdens ende. Der var højt humør og både teleskoper og håndkiggerter blev brugt flittigt. Sigrid fra DOF hovedkontor var med og fik hilst på Rolf.
Efter lidt tid på toppen besluttede Irina og Athena at gå ned og fortsætte havobsen ude sammen med Knud på Verdens ende 3/sidste klitrække. Jonathan blev på verdens ende, mens Sigrid og Johan gik tilbage til fyret. Det var virkelig lækkert i den lune sol og vi fik set en Alk ligge tæt på kysten. Knud var god til at fortælle om de forskellige kendetegn påde fugle vi så og jeg kan personligt mærke, hvordan mit eget fuglekendskab forbedres, hver gang jeg er ude og sidde ved ham. Kl 11 begyndte skyerne at trække ind og både Irina og jeg kunne mærke trætheden snige sig på ovenpå nattens fangst og ringmærkning af de 6 bjerglærker, så vi pakkede sammen og begyndte at gå tilbage. Knud blev siddende. Vi nåede ikke langt før vi så en fin alm. Ryle som gik og fouragerede i vandkanten. Mens vi stod og iagttagede den kom der pludselig 4 små fugle. Da vi fik stillet skarpt på dem så vi at det var Snespurve. Jeg var helt oppe og kører, da det var en ny art for mig.
Da vi kom tilbage til stationen sad vi og redigerede i en video til facebook. Jeg lavede forskelligt administrative ting, bl.a. en rengøringsplan. Det var også i dag at vi sagde på gensyn til vores praktikant Jonathan. Sigrid brugte formiddagen på at tjekkede kunstmuseum og havde møde med Lone Bruun. Lone B. er en af dem der har været med til at lave udstillingen. Johan var på Color hotel, hvor han fortalte om fuglestationen for en masse interesserede nordmænd, så der var dømt tøsehygge på stationen.
Havobs:
Fløjlsand | 24nv,1sø |
Sortand | 370nv, 50res |
Edderfugl | 230nv |
Troldand | 1nv |
Krikand | 1nv |
Pibeand | 5sø |
Gråstrubet lappedykker | 2nv,1sø |
Toppet skallesluger | 5nv |
Rødstrubet lom | 31nv,4sø,10res |
lomvig | 36nv,1sø |
Alk | 40nv,1res |
lomvig/alk | 124nv,11sø |
Sandløber | 43 |
Almindelig ryle | 1res |
Havlit | 1sø,3res |
Sule | 347nv |
Skarv | 11sv, 30res |
Gråkrage | 20sv |
Ravn | 2 |
Ride | 69nv |
Bjerglærke | 15res |
Snespurv | 4res |
Grønirisk | 10res |
Storkjove | 34nv |
Mallemuk | 16nv |
Spættet sæl | 18 |