Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (71)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (9)mar. (30)apr. (28)maj (31)juni (29)juli (31)aug. (31)sept. (29)okt. (31)nov. (30)dec. (2)

Årets Hit-foto og opstart af FamilieNaturklubben

søndag 2. februar 2020
af Pernille Roed

Så blev det endelig den 2. februar – en dag som jeg virkelig havde set frem til! Det var nemlig i dag, at FamilieNaturklubben på Det Grå Fyr skulle starte op.

I formiddags kom Leif Jensen på besøg. Simon havde taget en pris for "Årets Hit-foto" med til Leif, som han vandt til sidste uges Danish Birder Award i København. Prisen kom i hus, da Leif fik skudt fantastiske billeder af Danmarks første fund af Spansk Spurv sidste år.

IMG 6392Her får Leif overrakt prisen.

Jeg ankom til fuglestationen lidt før middag, og nåede lige at få en kop kaffe sammen med Simon og Jørgen, inden vi gik i gang med at åbne nettene og sætte en ruse op i Fyrhaven. Da det var noget tid siden, jeg sidst havde været med til at ringmærke, håbede jeg, der ville komme mange fugle i nettene i dag.

Kl. 13.00 var der opstart af FamilieNaturklubben i Birders Club. Der var mødt mange op – både børn og voksne. Vi startede med at få en introduktion til programmet for de næste tre måneder, hvor der er aktiviteter hver søndag fra 13.00-16.00. Blandt andet skal vi bygge foderbræt og fuglekasser, se på fodspor, finde dyr og planter samt mange andre vildt spændende ting.

strandenFamilieNaturklubben indtager stranden.

Efter at vi alle havde fået hilst på hinanden, gik vi en tur ned på stranden for at kigge efter spændende ting. Da vi kom tilbage til fyret, hjalp børnene Simon med at fodre fuglene i Fyrhaven. Med alt det foder, er jeg sikker på, at de nok skal blive mætte de næste mange dage. Simon åbnede også fryseren, så børnene kunne se og mærke de døde fugle samt flagermus og hugorm. Det hele blev studeret nøje. 

fodringFuglene i Fyrhaven fodres.

Herefter var det tid til at se udstillingen samt tage turen op af de mange trappetrin for at nyde den smukke udsigt fra fyrtårnet. Vi sluttede af inde i Birders Club med kage og saftevand og hygge.....og jeg glæder mig allerede til næste søndag!

Folk: Leif Jensen, Jørgen Kabel, Igor, Lene Kappelborg, Rie Voetmann, Rita Pate, Kurt Rasmussen, Pernille Roed og Simon S. Christiansen. 

 

Mogens kom forbi...

søndag 5. januar 2020
af Pernille Roed

Godt nytår!

Så har vi taget hul på et nyt år på fuglestationen, og selvom det er vinter, er der masser at lave. Vi ringmærker stadig fugle, og vi er så småt begyndt at gøre klar til foråret.

Jeg er i gang med min oplæring i at ringmærke fugle, så jeg har været på fuglestationen hele weekenden. Jeg ankom fredag over middag, og på vej ud mod fyret blev jeg hilst velkommen af et lille rådyr, der gik og spiste i vejkanten.

Det blæste desværre for meget til at sætte net op fredag, så jeg gik en tur ud til Grenen. Trods blæsten og ret høje bølger i Kattegat var der ret mange mennesker, der havde valgt det samme. Imens jeg blev blæst godt igennem, sad Simon med en kop kaffe inde i det varme fyr, hvor han var i gang med at skrive en spændende artikel.

Da jeg kom tilbage til fyret, gik jeg i gang med at reparere de sidste net. Det lykkedes mig at få færdiggjort et enkelt, så nu mangler der kun et par stykker. Det lykkedes mig også at finde ud af, hvordan man IKKE skal pakke et net sammen. Imens jeg reparerede net, havde Simon besøg af sin far og Mette, fordi de skulle planlægge deres kommende tur til Gambia, hvor de blandt andet skal ud at kigge på fugle. Ret spænende! Mogens kom også forbi, og da han har været i Gambia for nylig,  kunne han give en masse gode tips.

Fredag aften tiltog blæsevejret, og det var ret hyggeligt at sidde inde i fyret og lytte til vindens susen udenfor. Lidt før midnat gik vi udenfor for at kigge efter stjerneskud, da meteorsværmen Kvadrantiderne passerede Jorden.

Lørdag morgen blæste det stadig kraftigt, så vi satte en ruse op i Fyrhaven i stedet for net. Det viste sig at være en god ide, for vi fik ringmærket og aflæst 7 grønirisker. Vi så også en stær.

Om eftermiddagen var det tid til at reparere net igen. Sidst på eftermiddagen kom Simons far og Mette og lavede god mad til os. De havde en lille gave med fuglestationen - nogle fine æggebægere, som vi faktisk manglede herude, så tusind tak for dem!

Konfirmanden“Årets konfirmand” pakker gaven ud.

Søndag startede med en skøn løbetur ud mod Nordstrand i Grenen-sporets smukke omgivelser. Dernæst satte vi igen rusen ud. Vi fik ringmærket 2 grønirisker og aflæst 2.

GroniriskHer er en fin grønirisk lige blevet ringmærket.

Senere gik vi ned på stranden for at kigge efter den sortgrå ryle. Det lykkedes os ikke at finde den, men vi så sølvmåge, skarv, sule, sandløber og skærpiber i stedet for.

Da vi kom tilbage til fyret, var det tid til lidt rengøring, inden jeg sidst på eftermiddagen kørte hjemad.

Den 4/1: Ringmærkning (Fyrhaven)

Grønirisk 1

Sum: 1

 

Den 5/1: Ringmærkning (Fyrhaven)

Grønirisk 2                                                                                                                                  

Sum: 2

 

Folk: Mogens Neergaard, Gunnar & Mette, Simon S. Christiansen og Pernille Roed 


FORRIGE     1  |  ...  |  27  |  28  |  29