Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
November Løvsanger og spændende Sortand
Vejr: Mest gråvejr med enkelte lette regnbyger midt formiddag. Vinden startede jævn fra SV – steg i styrke til frisk vind i løbet af morgenen for at løje af igen midt på dagen, inden den drejede til syd og til aften var nået op på frisk til hård vind. Temperatur Fra 9-11ºC. Moderat sigt i det grå vejr.
Var ude i ringmærkningsområdet og forberede mig på en travl dag, da jeg var alene om ringmærkningen og satte Gråsisken lyd i gang ved et net. Jeg havde kun 122 netmeter åbne, da vinden truede med at blæse nogle af de andre net ind i grene. Desuden var jeg overbevist om, at de fleste fugle ville komme ned i net, hvor jeg afspillede lyd.
Det blev nu ikke sådan det gik, da der var meget få flokke at fugle over området, så det kneb med at trække fugle ned til buske og træer i dag.
Fra 06:45 til jeg lukkede kl 10 blev det til 8 fugle. Dagens store overraskelse var en ung Løvsanger. En art der for længst burde være et godt stykke mod syd på vej mod vinterkvarteret syd for Kattegat.
Dagens Løvsanger. Selvom det er sen forekomst, så var den ikke presset, men havde en god fedtscore og skynder sig nok at trække videre mod syd i løbet af natten.
Undervejs fik jeg en snak med Conny Jensen, der kom gående langs klitkanten på vej ud til Verdens Ende i håb om, at Krognæb skulle vise sig.
Den art dukkede nu ikke op i dag, men til gengæld fandt Rolf Christensen en meget interessant han Sortand tæt på kysten ved nordsiden af Grenen. Den havde meget udbredt gult på næb og da Erik Christoffersen fik dokumentations billeder af den i det grå og disede vejr ligner det meget en Amerikansk Sortand.
Absolut dagens mest sjældne fugl.
Jeg tog en tur ind omkring byen efter ringmærkningen, men fandt heller ingen Krognæb omkring bærtræer derinde, så over middag slappede jeg af på fuglestationen og forkælede mig med gulerodskage fra caféen til eftermiddagskaffen.
Et par ture ud med tjek af Fyrhaverne og kystkanten gav blot de faste arter i området, så jeg har ikke meget at notere denne dag.
Vejrudsigten ser spændende ud sidst på natten i forhold til at forsøge med lys og ketcher, så det blev til meget tidlig sengetid nu hvor jeg er alene på Skagen Fuglestation og ikke bliver fristet af sociale aktiviteter.
Ringmærkning:
| Gærdesmutte | 1 |
| Solsort | 1 |
| Vindrossel | 1 |
| Sjagger | 1 |
| Rødhals | 2 |
| Løvsanger | 1 |
| Træløber, nordlig | 1 |
Besøg fra det høje nord med både Krognæb og Hvidsisken
Vejr: En halvskyet morgen med jævn vind fra V, der i løbet af formiddagen drejede videre over i SV. Styrken nåede undervejs op i 10m/s. Skydækket bredte sig, så det meste af himlen var overskyet og kun et par enkelte solstrejf nåede igennem i løbet af eftermiddagen. Temperatur hele dagen omkring 8-10ºC. God sigt.
Jeg kunne åbne 2/3 af nettene fra morgenstunden, da vinden truede med at lade netmasker gribe ind i buske og træers grene for de resterende net. Det skulle dog vise sig, at det ikke gjorde så meget med de manglende netmeter, da et net, hvor jeg afspillede sang fra Gråsisken fangede langt de fleste af dagens 85 fugle.
Simon havde tid til at komme ud og være med til ringmærkningen i nogle timer, hvilket var meget godt, da der på en gang fløj en flok på 50 Gråsiskner i det ene net. Det er et ret spændende kompleks med id og arts/race begreb for disse fugle, så vi kunne nørde lidt med både Lille Gråsisken, Nordlig Gråsisken og Hvidsisken, samt et par individer der havde lidt mix af karakter.
Dagens mest bemærkelsesværdige fangst var 3 Hvidsisken, som Simon tog ud af et net, hvor de lå sammen. Ved et andet net var min puls lige oppe, da en adult han Gråsisken havde ren hvid undergump og bred hvid overgump, men et nærmere syn på den afslørede stort næb og for kraftigt pink-rødt bryst til at kunne kalde den Hvidsisken nr 4 denne dag. Mere tricky var et femte individ, der var en ungfugl med ”kineser” øjne hvid overgump, men med lidt for kraftige mørke centre på undergumpens fjer og en anelse mørkere rygfjer end de 3 klassiske Hvidsiskner vi samtidig stod med. Både Knud Pedersen og Jørgen Kabel dukkede op hos os efter vi havde meldt vores fangst ud og de hjalp med fotodokumentationen af disse interessante fugle, hvor den 4 også viste sig at være en Hvidsisken efter granskning i detaljerne.
Knud havde inden da fundet en rastende Islom ud for Grenens spids og Rolf Christensen havde meldt om både Gulirisk og Rødtoppet Fuglekonge. Lige da vi var færdig med dokumentationen af vores Hvidsiskner kom så dagens bedste melding over walkien fra Rolf Christensen:
Krognæb!!
Vi har snakket om den art lige siden bevægelserne af Krognæb syd for deres normale udbredelse begyndte at blive meldt fra Sverige og Norge. Nu var en af dem altså nået til Skagen.
Den kom fint kaldende over os og fløj til rast i toppen af en gran ca. 300m vest for os, midt mellem ringmærkningsområdet og Grenens p-plads. Det lykkedes Knud at få nogle dokumentationsfotos og Simon fik optaget en video, hvor man kan høre et par af dens kald mens den flyver over os – SU dokumentationen burde således være hjemme for den første Krognæb i Danmark i år.
De andre drog videre efter observationen af Krognæb, mens jeg fortsatte med åbne net til kl 13. På det tidspunkt var der ikke længere gang i flokkene af Gåsiskner, så jeg valgte at gå omkring Ellekrattet, hvor Karsten Klausen stod og ledte efter Krognæb. Den blev dog ikke genfundet og min tur videre gennem Fyrhaverne tilbage til fuglestationen gav kun et par flokke af Sjaggere og lidt Engpibere i de åbne områder.
Tilbage på stationen fik jeg indtastet dagens data og opdateret tavlerne med information til besøgende til Centeret for Trækfugle, mens Simon var beskæftiget med at uploade video og skrive et par nyheder om dagens Krognæb og Hvidsisken på vores hjemmeside og Facebook.
Simon sørgede for aftensmaden og tog efter vores aftensmøde hjemad for weekend. Med Irina på vej hjemad mod Schweiz og Athena på weekend prøver jeg de næste døgn, at passe fuglestationen. Må se, hvad weekendens vejr kan byde på af ringmærkning og fugle. Der skal nok være andre folk i felten i håb om, at flere Krognæb er på vej!
Ringmærkning:
| Gærdesmutte | 5 |
| Rødhals | 2 |
| Vindrossel | 1 |
| Munk | 1 |
| Gransanger | 1 |
| Blåmejse | 1 |
| Kvækerfinke | 1 |
| Hvidsisken | 4 |
| Gråsisken. lille | 15 |
| Gråsisken, nordlig | 52 |
| Rørspurv | 1 |
| Total | 85 |
Dejlig ringmærkningsmorgen på Irina´s sidste dag på Fuglestationen
Vejr: Klar morgen med sol og kun 1/8 skydække. Frisk vind fra NV, der løjede af til 5m/s midt på formiddagen for siden at dreje til N og igen tage til og komme op på frisk styrke til aften. Temperatur fra 10-12ºC og god sigt.
Jeg var lige kommet ud kl 6 og klar til en kort runde i Fyrhaverne med lygte for at se om der skulle raste en ugle derovre, da Simon ankom til fuglestationen og startede tidligt på sine opgaver, så han senere på morgenen kunne nå at tjekke centrum og Batteriskoven for fugle. Der bliver holdt udkig med røde bær i håb om Krognæb i disse dage!
Da jeg kom tilbage fra Fyrhaverne (uden ugle..) var Irina klar til at gå med mig ud til ringmærkningen på Grenen.
Det var en rigtig flot morgen med stjerner på himlen og lidt senere en af disse nydelige solopgange, som Skagen er så kendt for.
Vi nød dog mere, at det blev en morgen med flotte fugle i nettene, selvom vinden gjorde, at det ikke var alle net vi kunne åbne. Dagens stjerne i nettene var en Rødtoppet Fuglekonge, som Knud Pedersen og Jørgen Kabel fik set og fotograferet, da vi bragte den ud til klitkanten. Athena var på det tidspunkt ankommet for at tage dagens bookede guidetur og kunne derfor starte hårdt ud med at vise perlen til en interesseret Ulrik.
Altid en nydelse med Rødtoppet Fuglekonge!
Af andre dejlige fugle havde vi en Lille Korsnæb og en Nordlig Træløber – begge arten som Irina var rigtig glad for at få med på sin sidste dag i felten hos os i denne omgang.
Samlet blev det til 49 mærkede fugle og 3 kontroller af vores egne fugle. Gråsisken flokke var det der talte op med samlet 35 individer mærket.
Da antal af fugle ikke var større end jeg selv kunne følge med fik Irina lidt fri midt på formiddagen og kunne sammen med Athena nå ud omkring strandengssøen, hvor en Vandstær var god underholdning, da den fouragerede med aktivet.
På stranden lå en stor han Gråsæl og Irina fik en overraskelse, da en lidt sen Landsvale pludselig kom flyvende og rundede Grenen.
Inde over ringmærkningsområdet var jeg lige ved at tro, at vi i dag skulle fange Stor Korsnæb, da en blandet flok korsnæb med minimum 4 Store gik ned til rast lige ved et net. Det var dog kun den ene Lille, der blev fanget, så vi må prøve på ny de kommende dage..
Da vi alle om eftermiddagen var samlet på fuglestationen kunne Simon berette om 60 Silkehaler inde på byens kirkegård og lidt Snespurve ved Sønderstrand.
Irina fik ordnet de sidste ting og afleverede bl.a. de seneste fotos hun har taget til Fuglestationens billedarkiv, inden vi alle til aften tog ind til byen og nød en afskedsmiddag på Jakob´s.
Sidst på aftenen var der dessert hjemme på Fuglestationen og Irina fik lov at vælge, at vi skulle gennemføre en turnering af det populære spil ”Shuffle ball”.
Derefter var det sengetid – jeg har planer om ringmærkning fra morgenstunden, mens Irina og Athena sammen køre sydpå fra morgenstunden.
De har planlagt at besøge Lille Vildmose, så Irina lige får set lidt andet af Danmarks natur end Skagen, inden hun drager hjem til et nyt job i Schweiz.
Vi takker for godt selskab og de fine bidrag med bl.a. børnemalerbogen og håber, at Irina kan finde plads til at vende retur til Skagen nogle gange i de næste år.
Ringmærkning:
| Gærdesmutte | 2 |
| Rødhals | 1 |
| Solsort | 1 |
| Vindrossel | 1 |
| Gransanger | 1 |
| Fuglekonge | 2 |
| Rødtoppet Fuglekonge | 1 |
| Træløber, nordlig | 1 |
| Blåmejse | 3 |
| Gråsisken, lille | 14 |
| Gråsisken, stor | 24 |
| Lille Korsnæb | 1 |
Gråvejr med Odderspor
Vejr: Grå og overskyet dag. Høj luftfugtighed og lidt finregn midt på morgenen. Vinden startede i let til jævn styrke fra VNV, gik hurtigt i rent vest og tiltog til hård vind med 12m/s gennem eftermiddagen og aftenen. Temperatur fra 10-12ºC . Moderat sigt i det grå.
Irina og jeg gik ud til ringmærkningen med fornemmelse af, at vejrskiftet med svagere vind og gråt og fugtigt luft ville give os nogle drosler at håndtere denne morgen. Minimum 10 Rødhalse gav da også lyd fra sig mens vi gik rundt og åbnede net, men ingen af dem fløj i nettene de næste to timer.
Af større drosler blev 2 Solsorte fanget og aflæst, da de begge havde været i vores hænder tidligere dette efterår.
Antal af dagtrækkende fugle var meget begrænset og da familien, der havde ønsket at deltage på en guidet tur udskød det besøg til i morgen valgte vi at lukke helt ned for ringmærkningen allerede kl 9, da der kort kom lidt kraftigere nedbør.
Dagens eneste Lille Gråsisken i hånden ved ringmærkningsbordet. Lige klar til at flyve videre ud i verden.
Samlet blev det kun til 8 fangster i den tid, så det var lidt overraskende for mig, at jeg under et tjek af Fyrhaverne lidt i kl 10 først havde en flok Sjaggere og dernæst kom 18 Stor Korsnæb nok så flot trækkende i lav højde på vej ind mod byen.
Athena havde på morgenturen med Aika haft en flok på 44 Lille Korsnæb ved Grenens p-plads, så der er stadig godt med Korsnæb at underholde sig med mens vi venter på de Krognæb, der nu er både i det sydligste Norge og i Sverige lige overe på den anden side af Kattegat.
Simon returnerede til Fuglestationen denne morgen og vi fik en god snak op mod middag, hvor Anne-Lise Jensen kom forbi og fortalte, at hun lige havde set friske Odder spor i sandet ved høftet lige ud for Fyret.
Vi tog med hende ud og fik set både spor og friske markeringer af Odder lort på en sten – umiskendelig lugt, hvis man stikker næsen ned i nærheden!
Stationens ringmærker blev lokket til at stikke næsten i odderens markering, da Anne-Lise havde fundet både spor og ekskrementer lige ud for Skagen Grå Fyr.
Anne-Lise kom med op og spiste sin madpakke, mens vi spiste frokost over en hyggelig snak. Tak til Anne-Lise for at gøre os opmærksom på de spor. Jeg havde faktisk gået 20m fra dagens spor uden at se dem, men jeg gik og skannede læsiden af kysten i håb om en spændene Stenpikker skulle dukke op i kikkertfeltet.
Spændende, at det ikke kun var en engangsforestilling at Odder besøgte høfterne ud for Fyret.
Eftermiddagen gik med den store rengøringsdag og pc arbejde, mens Simon både fik lavet lidt formidling på gårdspladsen og undersøgt nye projektmuligheder som Fuglestationen kan bidrage til.
Allerede kl 16 var det næsten mørkt udenfor på en dag, hvor lyset over Skagen aldrig blev andet end et dæmpet gråt skær..
Athena fik ordnet et par poser havtornbær i fryseren, så vi har mere plads til rønnebær, når vi finder nogle af dem. Desuden ordnede hun lidt magasiner i Birders Clubhouse, hvor Irina nu har afleveret sin flotte ”mal selv fugle tegninger bog”. Der er også farveblyanter til rådighed, så nu kan børn aktives med at farvelægge tegninger af fugle.
Jeg tog Irina med op i Fyret ved lukketid kl 17, så hun fik oplevet et dansk Fyrtårn og Skagen i tusmørke inden hun tager hjemad sidst på ugen.
Derpå stod hun for en dejlig pande Fried Rice med masser af grønsager, så jeg under aftensmaden næsten drømte mig tilbage til en fugletur til Goa for år tilbage med masser af lækkert mad og spændende fugle.
Håber det betyder, at morgendagen byder på lidt ekstra kolorit blandt fuglene heroppe.
Vi er i hvert fald klart til at åbne net igen fra morgenstunden og måske når Simon også ud i felten mellem hans administrative opgaver som stationsleder.
Ringmærkning:
| Gærdesmutte | 1 |
| Solsort | 2 |
| Gråsisken, stor | 4 |
| Gråsisken, lille | 1 |
| Total | 8 |
Ringmærkning i dagens første halvdel
Vejr: Morgen med svag vind fra NV, der i løbet af formiddagen tog til og endte på 10m/s fra V. Halvskyet vejr med en del sol inden et skydække i løbet af eftermiddagen gjorde den sidste del af dagen til en mørk og grå forestilling. Temperatur fra 7-11ºC.
Med svag vind var vi klar til at åbne net så snart det begyndte at lysne. Irina og jeg startede ud med alle net åbne efter de seneste døgns blæst. Vi havde medbragt waders, da vandstanden i den gamle Strandengsø er så høj, at almindelige gummistøvler bliver fyldt med vand, hvis vi forsøger at gå ud til de net, vi har stående blandt tagrør.
Athena døjer lidt med et over anstrengt knæled, så for at mindske belastningen på knæet, gik hun lidt tidligere fra ringmærkningsområdet. Irina og jeg forsatte ringmærkningen til kl 12.
Det blev denne morgen til 47 mærkede fugle og 4 kontroller af tidligere mærkede – bl.a. besøg af en Musvit mærket midt i maj måned af Michael Ancher.
Det var Stor Gråsisken, der talte mest op i dagens statistik med 27 stk. ringmærket. En flok Korsnæb kom var tæt på at komme ned i net og fløj så lavt over os, at vi ud over deres kald kunne høre liftsuset fra deres vingeslag. Enkelte Stor Korsnæb blev det til blandt de overflyvende fugle, hvor en Ravn, flere Stillits og Dompap også bidrog til lydbilledet.
Den sidste del af formiddagen begyndte vinden dog at genere så meget i nettene, at vi valgte at pakke sammen og tage frokosten hjemme på Fuglestationen.
Derefter arbejdede Athena og Irina videre med deres igangværende pc opgaver, mens jeg gik ned i Fyrhaven og opholdt mig omkring Fyret, hvor der er gang i renoveringen af gårdspladsen belægning.
Jeg fik snakket med den familie, der var med på ringmærkningstur i weekenden. De ville gerne gentage oplevelsen, så der er guidet tur på morgenringmærkningen i morgen.
Anne-Lise Jensen kom også forbi og vi fik en god snak, så tiden gik pludselig hurtigt uden at der kom mange fugle i notesbogen.
Trækket ude over Kattegat så ud til at være gået helt i stå med kun en håndfuld Suler og enkelte små grupper af Rider i løbet af denne eftermiddag.
Gik derfor ind og bidrog til lidt af de praktiske gøremål på Fuglestationen i det efterhånden svindende eftermiddags lys, hvor Athena igen tog Aika med ned til Hundeskoven, så den kan få lov at løbe lidt frit og Athena samtidigt kan passe lidt på sit knæ.
Vi tog fælles aftensmad med det store "ryd køleskabet for rester bord". Et godt træk for at gøre morgendagens opgave med hovedrengøring lidt lettere!
Ringmærkning:
| Dompap, Lille | 2 |
| Dompap, Stor | 1 |
| Gransanger | 3 |
| Gråsisken, Lille | 5 |
| Gråsisken, Stor | 27 |
| Gærdesmutte | 5 |
| Musvit | 1 |
| Rødhals | 2 |
| Solsort | 3 |
| Vindrossel | 1 |
| Total: | 52 |
Morgenobs ved Kattegat og eftermiddagsjagt på Rønnebær
Vejr: Dagen startede med hård vind fra NNØ og klar luft med 2/8 skydække og nattemperatur på 6ºC. Midt på dagen løjede vinden af og drejede mod NV. Eftermiddagen endte med svag vind og temperatur på 9ºC. God sigt.
Med morgenens vindstyrke og retning måtte vi igen opgive at åbne net, så jeg gik ud med teleskopet til læsiden af Kattegatbunkeren ud for Grenens p-plads. Knud Pedersen var igen på plads lige før solopgang, mens Irina og Jens Kirkeby kom efter solopgang. Athena tog Aika med ud til os på dens morgentur, så der var linet op til havobs gennem morgenen. Det startede rigtig fint med en ung Islom trækkende forbi ret tæt på kysten, men antal af fugle på vej ud af Kattegat var ikke helt så stort som i går.
Mange af de samme arter blev dog set og igen var der pænt med Rider, der fulgte kystkanten. På stranden var der en flok på 27 Sandløbere og ude over horisonten trak 33 Kortnæbbede Gæs og 11 Sangsvaner mod SV.
Af småfugle var der flokke af Gråsisken og Jens hørte pludselig kald af Stor Korsnæb. En flok på 14 stk kom lige over os på vej ud mod Grenens spids.
Jeg gik lidt tidligt tilbage til fuglestationen, hvor jeg gav en hånd med ved flytning af kaffemaskine og en køledisk for cafeen, der nu har lukket sommerafdelingen i sydbygningen og kun har servering inde fra køkkenet ved butikken i de kommende måneder.
Athena havde på vej ud haft 10 Skovspurve i Fyrhaven, men de var draget videre, da mit tjek af området omkring Fyret gav kun de efterhånden stedfaste Bjergirisk.
Irina og Athena kom retur fra morgenobsen til en fælles frokost og gik derefter i gang med pc opgaver. Irina arbejder fx stadig på sine fine tegninger af fugle, der bliver printet ud som ark De kommer til at ligge i Birders Klubhus og kan farvelægges af børn, der kommer på besøg.
Jeg prøvede i to timer at have net åbne i Fyrhaven, da vinden var løjet af til middag, men uden held til at fange nogle fugle. Det var da også lidt småt med småfugle i området denne eftermiddag. En flok Sjaggere gjorde kort ophold, mens 2 Vindrosler og 2 Solsorte også mæskede sig i bær i Fyrhaven.
Drømmen om, at der senere på efteråret vil dukke Krognæb op fik mig til at tage en tur til Klitplantage for at lede efter Rønnebærtræ. De fleste står i private haver i Skagen, men vi vil gerne samle nogle kviste med Rønnebær ind i håb om at lokke fugle til vores ringmærkningsnet.
Athena og Irina tog Aika med til den del af Klitplantagen, hvor Hundeskoven er, mens jeg gik rundt på vestsiden af landevejen. Vi fandt dog ingen grupper af Røn, så vi kom ikke hjem med bær denne dag.
Fuglemæssigt bød plantagen mest på flokke af Gråsisken og Korsnæb, mens Athena og Irina nød 3 Skovskader og stemmeaktive Solsorte i det allersidste lys på en dag, hvor det blev tidligt mørkt.
Vi kan virkelig mærke at dagen er rykket en time her i weekenden!
Havobs og afsked med Feltstationsudvalget
Vejr: Kuling fra N i middelvind med kraftigere vindstød. Solrigt med få skyer og en døgntemperatur fra 7-11ºC. Klar luft.
Med vinden fra ”Ingolf” ind over Odden var der ingen chance for at åbne ringmærkningsnet denne søndag, så programmet efter nattens Odder oplevelser var havobs i læ af bunkeren ved Kattegat siden af Grenens p-plads.
Anders og jeg var de første ude lige før solopgang. Anders gik direkte til bunkeren og mødte Knud Pedersen, mens jeg først var en tur omkring ringmærkningsområdet og tjekkede op på vindens påvirkning derude. Nettene stod heldigvis som de skulle og var pænt lukkede, selvom vinden havde godt fat i dem.
Lige som jeg nåede frem til bunkeren havde Knud og Anders en adult Islom trækkende mod øst. Den var så venlig at vende om og returnere ned i retning af havnen, så jeg også kunne nå at nyde den flotte fugl.
Havobsen var ganske god denne morgen og formiddag med mange fugle, der trak ud af Kattegat og en hel del af dem kom ganske fint tæt på kysten, så det var en fornøjelse på trods af lidt hærgen fra sandfygning, så vi alle kom hjem med sand i næser, øre og øjne.
Ved havobs fra Bunkeren ved Grenens p-plads er en del af Kattegat som morgenen går i modlys, men tilgengæld kommer flere af havfuglene i en fornuftig afstand, så de rigtig kan nydes. Her en Storkjove som et eksemple på en af dagens fugle.
Som morgenen skred frem kom Irina, Athena, Hans og Bo ud til os, mens lokale kræfter som Erik Christoffersen og Søren Skov også var forbi.
Fuglene over havet var blandt andet over 400 Suler efter, at de har været lidt nede i antal de seneste dage, 4 Sortstrubet Lom, 9 Storkjover og lige ved 600 Rider, der kom helt inde ved strandkanten. Lidt længere ude kom der både Alk og Lomvie i jævne antal, mens 2 Tejster blev fundet. Længst ude var der lidt Mallemukker og faktisk også indtræk af 42 Gråkrager – direkte fra Sverige..
Blandt havænderne var 12 Havlit blandt favoritterne, da flere af den rastede tæt på.
Største overraskelse kom lige inden jeg gik tilbage mod fuglestationen, da en Vandstær pludselig fløj lige over vores hoveder og trak fra høfterne ved Fyret ned over stranden og forsvandt mod Strandengsøen på Grenen.
Så var det lidt mere normalt med en trækkende Bjergvipstjert blandt småfuglene og en Stenpikker som Erik havde fundet nær p-pladsen. Desværre ikke en af de sjældne stenpikkere, men alligevel tog jeg et på fotos af den på vej tilbage til frokost.
En vindblæst Stenpikker - ganske normal af slagsen, selvom tidpunktet i kalender godt kunne give håb om en af de mere sjældne af familien.
Frokosten gav Fuglestaionen i cafeen ved Trækfuglecenteret, hvor Fuglestationsudvalget just havde afsluttet deres weekendmøde og tog afsked med os over en god frokost.
Det har været en god kombination af mødeaktivitet, enkelte chancer for tur i felten og så hyggeligt samvær, som også har inddraget os frivillige på feltstationen.
Skagen Fuglestation ligger gerne hus til en anden gang!
Eftermiddagen gik også hurtigt. Dels havde vi snak med Simon inden han tog hjemad for et par dages fri og sidst på dagen var det Anders tur til at tage hjem til studierne efter en rigtig god indsats på fuglestationen.
Vi ser frem til at han finder et par ferieuger og tilbringer tiden heroppe igen til næste år.
Vi er jo nu skiftet til normaltid, så solnedgangen kom rigtig tidligt og Athena´s tur til Hundeskoven med Aika endte med at blive i halvmørke uden fugleoplevelser undervejs.
Efter aftensmaden fik Irina og Athena lavet en fin lille video til Facebook siden om den seneste uges aktiviteter. Se den, hvis i er koblet på Facebook!
Aftenen gik på hæld og mit korte tjek udenfor gav ingen fugle. Vejret var stadig præget af blæst og med klar luft og halvmåne virkede det alt for lyst til at prøve natfangst. Samtidigt trak sengen også for at indhente lidt søvn efter det gode selskab i går aftes!
Odder i høfterne
Vejr: Kraftig vind fra NV (300º). Blæsende fra solopgang omkring kl 8, 15m/s, faldne til 8m/s ved sekstiden. Temperatur 11-13ºC
Jeg troede, at det var mig, der skulle liste ud af værelset her til morgen. Men minsandten om ikke Morten var ude af fjerene inden fanden fik sko på. Afsted mod ringmærkningsområdet det gik. Her skulle det efterhånden ret amputerede telt pakkes sammen, og ringmærkningsartikler puttes i sorte sække, inden Ingolf går i land i nat.
Jeg selv var i uniformen halv 8 og mødtes med Daniel på gårdspladsen. Vi skulle på Grenen. En fire timers obs gav ikke meget at berette om: 2.620 Sortænder, 66 Fløjlsænder, 217 Alke/Lomvier, lidt Mallemukker, Rider og Suler samt 5 Havlitter, en enkelt Storkjove og 3 Store Korsnæb. Af rastende fugle sås den sædvanlige Gråkrage med hvid, finsk ring samt godt 20 omflakkende Snespurve - gad vidst om de fugle, vi mærkede i går, var iblandt?
Omkring klokken 11 lød der pludselig en melding fra Knud Pedersen på det lokale walkie-talkie-system. Han sad ude på Jyllands ende (den yderste klitrække på Grenen) og havde spottet en 1K Sabinemåge nordtrækkende i Kattegat. Fuglen fouragerede et godt stykke ude over havet, men inden vi nåede at hæve kikkerter eller flytte vore dovne kroppe på Verdens Ende, var mågen gået til rast på vandet. Vi forsøgte ihærdigt at genfinde mågen, men uden succes.
Morten havde aflagt Knud et kortvarigt besøg - dog inden Sabinemågen strøg forbi. Her havde Knud tildelt fuglestationen en hjemmelavet “kop” til stationens Swarovski-skop, der kan beskytte øjet mod vind og genskind i okularet. Tusind tak for det! Herefter tog Morten et par ture rundt i nærområdet og fandt både en Ringdrossel og nogle af vinterens første Silkehaler (3)! Hvilket glædeligt gensyn!
Drosler som dagens Ringdrossel tiltrækkes af bærene i fyrhaven
På fuglestationen var der i dag besøg af DOF’s Fuglestationsudvalg, som er bestående af DOF’s tre fuglestationer samt en repræsentant fra DOF’s videnskabelige afdeling ‘Fuglenes Hus’. Først og fremmest skulle der lægges en fælles strategi for fremtidens tre fuglestationer, men der var også plads til god mad og hygge.
Om eftermiddagen lagde Irina en sidste hånd på sine fugletegninger, plukkede flere havtorn og prøvede at få bugt med sin hovedpine. Athena var til fødselsdag, så hende hørte vi ikke meget fra. Da hun kom tilbage kunne hun dog fortælle at hun havde set på Lille korsnæb ved den tilsandede kirke. Morten fik tastet ringmærkningsdata i systemet og fiksede et par cykler med undertegnede. Desuden var jeg en tur i Rema, opdaterede vores nyhedstavle og kokkererede en italienskinspireret menu bestående af spinatlasagne og tomatsalat med friske urter og mozzarella.
Om aftenen tog Morten, Daniel, Henning, Hans og jeg ud på natfangst. Vejret var dog snart for lunt og godt, for der var nærmest ingen rastende fugle i området. På vej tilbage langs østkysten hørte vi dog pludselig nogle små fine pibelyde ud fra en høfde. Vi pegede lygterne ud i mørket og kunne se to øjne stirre tilbage. De forsvandt hurtigt i vandet, hvorefter to sæt øjne pludselig dukkede op mellem stenene. Vores umiddelbare vurdering var to Mink, da de så helt hvide ud i lygternes skær. Vi sneg os nærmere og lyste ned mellem stenene. I forbindelse med en bølge kom dog pludselig et odderhoved til syne. Både dyr og menneske stivnede for en stund, hvorefter Odderen forsvandt ned i vandet igen. Vi kunne høre Oddernes piben mellem stenene og så dem af og til i glimt. Trods ingen fuglefangst, var de to Oddere en særdeles positiv overraskelse! Hvad er chancen for, at vi tidligere på ugen fandt en død Odder, og der så pludselig dukker 2 op på stranden?!!
Tilbage på stationen var fuglestationsudvalget rykket til de finere gemakker, og så stod den ellers på max hygge resten af aftenen.
Godnat og sov godt!
Flere fugle end Gedser
Vejr: Morgenen (kl 8, 7m/s, 8ºC, 80% fugt) overraskede med en mild brise fra v-nv (290º). Indtil lige over middag (kl13, 3m/s, 12ºC, 60%) aftog vindstyrken og for en kort stund føltes det næsten lunt, men så tiltog vindstyrken heftigt og ved sengetid blæste det kraftigt (13m/s, 11ºC, 70%).
Tidlig morgen bankede det på døren. Morten var tilbage :-D og klar til at ringmærke. Mens han fik slæbt ting ind og gjort sig klar til at være udenfor, gik vi ud og åbnede nettene i Sardinkrattet. Humøret var højt, for det var første gang i mange dage, hvor vejret havde tilladt ringmærkning. Vi blev bestemt ikke skuffet. Det vidste sig at blive en af de talrigeste dage i dette efterår. Vi fangede især mange Gråsisken, hvoraf den ene havde en svensk ring. Den blev foto dokumenteret og vi afventer nu tidligere registreret data på netop denne fugl. Det er altid spændende, når vi genfanger en fugl, som ikke kommer her fra området. Næst efter Gråsisken fangede vi flest Fuglekonge og Rødhals. Det var en travl morgen, men vi nød godt af at være mange ved nettene, for udover Skagen personalet Morten, Anders, Irina og Athena fik vi hjælp fra Gedser af Bo og Hans. En af de fugle vi fangede var skovspurven, som i kan se på billedet herunder. Jeg har altid set den i haven, men ikke tænkt mere over dens fysiologi. For mig har den altid virket, som en af de små lidt skrøbelige fugle i haven, en beskrivelse jeg bestemt ikke længere finder passende. Da jeg fik den i hånden var min første tanke tværtimod, robust! Jeg blev faktisk lidt imponeret og tilmed facineret over denne helt almindelige lille fugl, med et kraftigt næb, som er velegnet til hårde frø.
Da antallet af fugle begyndte at aftage, tog Hans og Bo afsted. De fik fyldt maverne og smurt ganen hos Skagen Bryghus inden dagens udflugt til Råbjerg mile. Kort efter de var taget afsted ringede stations telefonen. Det var to piger fra København og deres bedsteforældre. De ville hører om det var muligt at komme på ringmærkningstur. Eftersom vejret var godt og der var fugle i nettene aftalte jeg, at de kunne komme ud til Sardinkrattet. Jeg hentede dem ved sælbunkeren, den med teksten ”Zimmer Frei”. Vi gik tilbage til Ringmærkningsområdet hvor Morten, Anders og Irina var i fuld sving. Der gemte sig en smuk overraskelse.
Fra en af poserne fik jeg fremtryllet en Dompap, en rigtig flot fyr. Jeg fortalte om ringmærkning og for at mærke hjerterytmen lagde de forsigtigt en hånd over ryggen på fuglen. Et fuglehjerte slår med en højre frekvens end menneskets, så de hurtige hjerteslag føles næsten som om fuglen sitre. Ringmærkningsområdet var meget vådt efter de sidste dage med meget regn. Efter en tur ved nettene, hvor de så hvordan fuglene tages ud af nettene sagde vi farvel til dem.
Kort tid efter tog jeg selv tilbage til Det grå fyr, hvor Aika ventede på at blive luftet. Klokken var næsten 13 så jeg fik lidt frokost og skyndte mig afsted mod hundeskoven ved Den tilsandede kirke. Det er et skønt sted med en del fugle. Her mødte jeg to lokale, som jeg fik en snak med om fugle og fyr.
De andre lukkede net ved 14tiden. Da Morten kom tilbage til fyret gik han en tur og fik sig en hyggesnak med Cafépersonalet. Der blev set lidt rider og en del bjergirisk i området om fyret, men ingen store tal.
Da klokken blev seks ankom Daniel Palm fra fuglenes hus på stationen. Morten kørte ind og hentede ham og da de ankom indlogerede jeg ham i lejligheden 'bordellet'. Hans og Bo kom tilbage fra en skøn tur ved Råbjermile, hvor de havde fundet forskellige røde vokshatte og ulvefod, de viste nogle af de flotte billeder frem. På vejen tilbage havde de købt ind til hasselbagte kartofler og kylling, som de tilberedte. Inden de begyndte på maden gik de en tur ned langs stranden. Her lige neden for fyret så de en vandstær. Jeg har endnu ikke set en tæt på i Danmark, men måske jeg får chancen snart. Irina lavede en lækker kartoffel/poresuppe til forret.
Lige før aftensmaden dukkede Simon op, han har været afsted på naturvejleder kursus hele ugen. Så denne aftens møde blev lidt langt, da han skulle lige skulle føres ajour. Med huset fuld af friske folk, ville vi forsøge endnu en natfangst. Teamet var Anders, Hans og Daniel. Delegationen begav sig afsted.
Halvvejs ude ad Sandormsporet var det lige ved og næsten, da en Skovsneppe fløj op fra vejsiden - lige uden for ketsjerens rækkevide. Lidt senere var der bedre held med et par Snespurve, de sad og trykkede sig i sporets løse sand. To stk blev fanget og fik ring på. Det er de første Snespurve, der er blevet mærket af Fuglestationen, men også en ny art for den garvede Hans. Det var et stolt team, som vendte tilbage på stationen omkring midnat.
Ringmærkning:
| Blåmejse | 2 |
| Bogfinke | 1 |
| Dompap, Stor | 4 |
| Fuglekonge | 7 |
| Gransanger | 6 |
| Gærdesmutte | 5 |
| Grønirisk | 1 |
| Grønsisken | 3 |
| Gråsisken, Lille | 26 |
| Gråsisken, Stor | 61 |
| Jernspurv | 1 |
| Kvækerfinke | 1 |
| Munk | 1 |
| Musvit | 5 |
| Rødhals | 9 |
| Rørspurv | 2 |
| Skovspurv | 1 |
| Solsort | 1 |
| Total: | 137 |
Jul i oktober
Denne morgen var der kun Irina og jeg på stationen. Vi havde snakket lidt om, hvor vi kunne tage på morgenobs og trods en stik nord-nordøsten vind valgte vi at tage ud til Solnedgangskiosken. Allerede da vi ankom, fik vi en fornemmelse af, at der var få fugle. I forhold til lokaliteten var vindretningen helt forkert. Vinden greb fat i teleskopet, så det var svært at holde det stabilt nok til at se de fugle, der tog turen forbi. Efter en lille time var vi godt afkølede og den hyppigste fugl var Sortand med sølle 280 individer trækkende mod vest og 80 mod øst, et par måger kredsede ud for kysten - næsten dovent i den stride vind, få Lomvie og Alke, Lommer, Ederfugle, Fløjlsænder og Skarv. Vi var begyndt at snakke om at tage hjem, da en fugl pludselig kom helt tæt på. I min begejstring over at den kom så flot råbte jeg ”LOM!” Men ordene havde knapt forladt mine læber, før jeg vidste, at jeg var helt galt på den. Fuglen der kom så fint forbi, var min første Toppet Skallesluger (hun) i Skagen. En almindelig fugl, men ikke desto mindre var min begejstring i top, for den var kommet flyvende helt tæt på. Derefter besluttede vi, at vi trængte til en god frokost, og derfor tog vi forbi Rema efter friske forsyninger. Til vores store overraskelse er de allerede begyndt at sælge julepynt, og vi er ikke engang ovre halloween endnu. Vi har i de sidste dage talt lidt om de forskellige traditioner, der er i Schweiz og Danmark, så da vi her blev konfronterede med jul i oktober, besluttede jeg at det blev Irina nød til at prøve inden hun tager hjem om en uges tid. Vi stoppede også ved Jysk, hvor vi så tre par gråspurve, der hentede redemateriale, hvorpå de forsvandt ind i tre huller under et lille halvtag. Vi skulle have rullemadrasser til to af sengene på stationen, men måtte gå tomhændede derfra.
Da vi kom tilbage, var vi trætte, så den stod på afslapning og æbleskiver til frokost. Operation `Jul i oktober´ var iværksat. Æbleskiverne var et hit - også selvom de ikke var helt hjemmelavede. Efter frokost gik Irina en tur i området omkring fyrhaven. Her tjekkede hun op på de steder, hvor hun tidligere havde set slanger. Der var gevinst trods kulden. Således havde hele to hugorme begivet sig ud fra deres midlertidige dvale.
Vi brugte lidt af eftermiddagen på at scanne de flotte tegninger, Irina har lavet, ind på computeren. Derefter var der folk nede i gården, så vi sørgede for at fuglestationen var synlig i billedet. Her snakkede Irina med ti personer, hvoraf størstedelen var tyskere. Vi fik feedback på oplevelserne på stationen. En af de besøgende var glad for, at udstillingen stadig er åben, på trods af at højsæsonen er ovre, til glæde for dem som holder sent ferie. En anden var særligt imponeret over udstillingens fortælling om fugles sanseorganer. Da det tyndede ud i folk, kom der til gengæld en fin Dværgfalk forbi.
Til aften meldte Hans Lind og Bo Kayser deres ankomst. Efter en hyggesnak med Jacob Funder, som var i gårdhaven, fik de en introduktion til stedet og blev indlogeret. Der var tid til en tur inden aftensmaden. Her så de Vandstær på kysten ud for fyret. Jeg gik i gang med aftensmaden - andet stadie i operation `Jul i oktober´. Risengrøden kom på bordet, og man kan jo ikke få risengrød uden nisseøl.
Efter maden fortrak vi til stuen med maven fuld og rødvin i glasset, for at afholde aftenens møde.
Anders var kun lige returneret til stationen, da det var blevet tid til natfangst! Hans har aldrig ringmærket Bjerglærke, så det var en sulten samurai, der drog afsted ud i mørket! Irina, Anders og Bo fulgte trop med ketsjere og lommelygter. Natten var lun, men fuglene få. Ude på Grenen var der opstået en kæmpestor sø, helt ude ved spidsen, og 15 Sandløbere farede op, da vi nærmede os - dog uden for rækkevidde af vores ketsjere. Da de nåede helt ud på spidsen lå omkring 30 spættede sæler og sov foruden en kæmpe gråsæl - den første for Irina og Anders. Sikke et frygtindgydende monster - og så lige midt i mørket. Vi skyndte os videre, for ikke at genere dem yderligere ved vores lysende tilstedeværelse. På vej tilbage langs østkysten løb der pludselig en Strandskade rundt i vandkanten. Anders og Hans nærmede sig langsomt med henholdsvis ketsjer og lygte. Med snigende list kom de tættere og tættere på, og med ét, sprang samurai Lind frem fra sit skjul i mørket og indfangede Strandskaden i sit net. Det var ikke aftenens targetart, men en rigtig fin fugl! Tilbage på stationen stødte jeg til, og vi fik målt og vejet fuglen på alle leder af kanten. Stationens første mærkede Strandskade var nu en realitet!


