Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Morgen ringmærkning og farvel til de sidste gæster fra Lista og Ottenby

onsdag 20. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Klar luft og fra morgenen frisk vind fra øst, der gennem morgenen aftog over jævn vind til svag styrke sidst på dagen – stadig fra østlig retning. Halvskyet og en del sol. Temperatur 10-14ºC. God sigt.

Med klar himmel og østlig vind var der ikke helt så mange fugle nede i ringmærkningsområdet denne morgen som i går. Johan og jeg håndterede alligevel lige ved 50 fugle denne morgen, mens Morten holdt en feriedag og tog sig af obs fra Verdens Ende. Simon tog Aida og Magnus med ud på en felttur omkring både ringmærkningen og Grenen inden de skulle holde det sidste formiddagsmøde før hjemturen til hhv Lista og Ottenby. De startede turen ud mod ringmærkningen med at have en Kaspisk Måge ved Det Grå Fyr og endte på vej retur via Sandormsporet med en overflyvende Hedelærke, så lidt fra felten fik de med hjem ud over alle timerne omkring mødebordet.
Fuglene i nettene var igen en pæn portion Gærdesmutte og Fuglekonger, mens endnu en ung Vandrikse blev dagens ringmærkede fugl.
Fra Morten på Verdens Ende lød meldingerne om en del andre småfugle med Gransangere og Rørspurve i pæne antal, mens en enkelt hver af Duehøg, Fiskeørn og Mosehornugle var de bedste af fuglene med krumt næb og klør.rsz img 2748

Dagens juvenile Vandrikse havde smag for min trøje inden den blev sluppet fri.

rsz img 2743

Tre fuglestationsledere nørder med aldersbestemmelse i felten - fra venster Simon, Magnus og Aida

Eftermiddagen på Fuglestationen gik for Janus og jeg med noget dataindtastning og lidt onsdags rengøring, mens vi alle på skift fik snakket med enkelte gæster til Trækfuglecenteret.
Inden aftensmaden stod Simon for en lekture med gennemgang af småfuglenes fældningsstrategier, så vi havde gang i Birders Klubhus og den nye skærm.rsz img 2760

Birders Klubhus i brug til undervisning i småfuglenes fældning og brugen af dette til aldersbestemmelser.

Aftensmaden var de gode rester fra de foregående dage inden vores fælles aftensmøde blev afholdt i god ro og orden. Der er en del på programmet de kommende dage, hvor vejret ser lovende ud for ringmærkning samtidig med, at der er booket en del guidede ture, så vi kommer ikke til at kede os.

Ringmærkning:
Vandrikse             1
Gærdesmutte      12
Jernspurv              3
Rødhals                2
Munk                    4
Løvsanger             1
Gransanger           3
Fuglekonge          17
Kvækerfinke           1
Bogfinke                1
Rørspurv                6

Fin ringmærkningsmorgen afbrudt af regn - møde mellem Lista, Ottenby og Skagen fuglestationer

tirsdag 19. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Efter en stjerneklar aften var der et nedbørsområde på vej ind fra nordvest i de tidligste morgentimer. Fra små dryp lige efter solopgang blev det til egentlig regnvejr midt på morgenen, hvor det en time gav en del nedbør. Fra middag var der igen opklaring og resten af dagen holdt det tørt, med halvskyet vejr og lidt sol. Vinden fra øst startede i den lave ende, men friskede op til 8m/s i løbet af eftermiddagen. Temperatur jævne 11-14ºC. God sigt bortset fra perioden med kraftig regn.

Vejrbetingelser var et typisk eksempel på ringmærkningens dilemma. Perfekte forhold for fald af småfugle med en nat, hvor trækvejret var ideelt, mens en nedbørsfront kom ind mod land lige før solopgang. Til gengæld var der risiko for så meget nedbør, at vi ikke ville kunne tillade os at have net åbne af hensyn til fuglenes ve og vel. Jeg gik nu alligevel ud en time før solopgang og åbnede 10 net mens det var tørvejr. Da det var gjort kom Morten ud og gik med rundt til net, hvor der var pænt med ugle, men da nedbøren begyndte at starte reducerede vi net antal til 7 net, som vi kunne følge konstant. Johan fik sig imens sin skønhedssøvn efter en lang dag i går med feltarbejde og en aften i godt selskab med vores venner fra Lista og Ottenby Fuglestation.
Simon havde dem med ude til morgenens ringmærkning efter kl 7 og det var en rigtig god hjælp, da der kom Fuglekonger igennem i dag. Desværre kom der kraftig nedbør ved 9 tiden, så vi måtte lukke alle net i knap to timer. På det tidspunkt var cheferne på vej tilbage til en mødedag på Fuglestationen, mens Johan havde sluttet sig til Morten og jeg for fortsat ringmærkning så snart regnen stillede af. Vi krøb sammen i vores felttelt ved arbejdsbordet indtil vi åbnede net igen, da regnen stoppede. Det gav nogle ekstra runder midt på dagen, men efterhånden som opklaring og sol blev mere udpræget, forsvandt småfuglene fra krattet og vi lukkede ned igen lidt efter kl 13 da der kun blev fanget to fugle på den sidste runde med vor alle 19 net ellers havde været åbne.
Johan og Morten tjekkede lidt andre områder på vejen tilbage til Fuglestationen, mens jeg tog direkte tilbage for at opfylde ønsket om opdateringer og briefinger for besøgende til Trækfuglecenteret. Det viste sig nu, at vi ikke havde været savnet, da der kun havde været 16 besøgende fra åbningen kl 10 til kl 14. Jeg nåede dog at få fortalt lidt om dagens ringmærkning til 2 gæster, mens Morten tilbragte de sidste to timer af centerets åbningstid i Birders Klubhus med pc arbejde og havde kontakt med yderligere gæster.

Tilbage til fuglene, så havde vi faktisk den bedste morgen hidtil, trods det begrænsede antal netmeter i brug. Det blev til 112 ringmærkede fugle og 4 egenkontroller. Af de sidste var 2 Blåmejse de sjoveste, da det var fugle, som jeg havde ringmærket sidste år i august. Den ene mærket ved Ellekrattet, den anden i Fyrhaven.
Cirka halvdelen af dagens fangst var Fuglekonge med 55 mærkede individer, men der var også mange Gærdesmutter i krattene og 13 stk fik ring på. Af ”nye” arter for efterårets mærkning havde vi de første 2 Træløbere af den nordlige race, men allerbedst var en overflyvende Rødstrubet Piber, der kaldte nok så flot et par gange da den kom over os efter middagens opklaring. Måske samme fugl, som Rolf Christensen tidligere på dagen havde ude ved den nye Strandengs sø.

Eftermiddagen gik hurtigt med dataindtastning, et par tjek af Fyrhaven i håb om den første Hvidbrynede Løvsanger i år og Morten fik tid til at kører en tur ned til Uggerby Strand for at tjekke vadefugle. De seneste dages koncentration af vadere i det område var dog forsvundet, så han var hurtigt tilbage igen og klar til at deltage i aftensamden, som Fuglestationen gav i anledning af det gode besøg fra Lista og Ottenby.
Igen brillerede Christel og co. fra cafeen med en dejlig anretning til os.
Simon havde sat en ”vinterbadetur” i Kattegat på dagsordenen for mødet mellem de Skandinaviske fuglestationer. Ikke alle havde dog modet til den aktivitet, men den efterfølgende mulighed for socialt samvær og røverhistorier på tværs af landegrænser havde lidt flere deltagere.21895121 10155627904793700 521559208 o

Fælles skandinavisk fuglstations middag med god mad leveret af Trækfuglecenteres cafe

Ringmærkning:
Gærdesmutte         13
Jernspurv                 4
Stenpikker               1
Rødhals                   7
Rødstjert                  1
Rørsanger                2
Munk                       5
Gærdesanger           2
Gransanger              5 
Fuglekonge             55
Træløber, nordlig       2
Musvit                      3
Blåmejse                  2
Bogfinke                   1
Kvækerfinke              3
Dompap, lille             2
Gulspurv                   2
Rørspurv                   6

Lille Korsnæb i luften og skandinavisk besøg på Fuglestationen.

mandag 18. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stille dag i Skagen med svag vind fra øst og masser af sol mellem få skyer. Temperatur mellem 12 og 15ºC. Klar luft med fremragende sigt.

De tre unge gutter fra Fuglestationen kom tomhændede hjem i går aftes uden at have fanget en vadefugl på deres tur til Grenen. De brugte dog ikke så mange timer på forsøget, da de var tilbage for at modtage den første besøgende fra Lista Fuglestation kl 22.
Mandag morgen var vi ude og åbne net under en flot østlig himmel med Venus placeret lige over et tyndt månesejl med resten af månens front oplyst af genskin fra jordens atmosfære.
I det flotte vejr kom vi op på 26 fugle i hænderne inden vi lukkede ned kl 10:45. Over os var der et ryk af mere end 350 Lille Korsnæb på trækforsøg og det blev også dagens fedeste art i hænderne, da en ung han og en ung hun midt på morgenen lå i samme net. Den oplevelse var tæt forfulgt af genfangsten af den unge Vandrikse fra den 16/9. Endelig var der en svag piben fra krattet af en ung Skovhornugle - første dag i efteråret med den art på Grenen.LilleKorsnaeb 1 20170918 02

LilleKorsnaeb 2 20170918 02

Hun og han Lille Korsnæb - nr 5 og 6 af den art, der bliver ringmærket her i dette efterår. Fotos: Morten Christensen

Blandt diverse observationer ude fra Grenen havde vi både en Gøg over rørskoven og om eftermiddagen så Morten en Lærkefalk. Inde på Fuglestationen gjorde Simon sig klar til at modtage resten af gruppen fra Lista, der ankom midt på eftermiddagen og fik en rundvisning. En tur for nordmændene til Odinshanen ude i Strandengssøen kastede også en observation af en Vandrefalk af sig, så de kom godt i gang med besøget her.

I forbindelse med besøget fra Lista var der fælles aftensmad og hygge i løbet af aftenen, så de sociale rammer var helt i orden for det Skandinaviske samarbejde - endda med ankomst af lederen fra Ottenby Fuglestation sidst på aftenen.

Ringmærkning:
Vandrikse            1
Gærdesmutte      1
Rødhals               2
Rørsanger            5
Havesanger          1
Gærdesanger       1
Gransanger          6
Musvit                  2
Blåmejse             1
Lille Korsnæb       2
Gulspurv              1
Rørspurv              3

Ringmærkningstur i morgentimerne og Simon retur fra kursus

søndag 17. september 2017

Vejr: Igen en flot sensommerdag i Skagen med svage vinde mest fra østlige retninger. Spredte skyer med masser af sol, selvom der før solopgang lå lidt tordenbyger ude over Skagerrak og natten havde haft mere udbredt skydække. Temperatur fra 13-16ºC. God sigt.

Vi var ude og åbne net kl 06:20 og frem til lukning kl 10:20 havde Johan, Morten og jeg fornøjelsen af 32 mærkede fugle og en aflæsning. 8 Munke, 7 Gransanger og 7 Rørspurve var de tre hyppigst mærkede arter, mens et ellers stort scoop selv fløj ud af nettet inden vi fik fat i fuglen. Johan så nemlig en Natravn, der var inde og ligge i et net før den fløj videre og forsvandt lavt over buskene.
Midtvejs på morgenen hentede jeg ved klitrækken lokale Anne-Lise og Knud fra Tuen, der havde booket en guide tur til ringmærkningen. De fik fuld valuta for pengene med en række fugle håndteret i den halvanden time de var med os, samt oplevelsen af den tamme ræv, der desværre igen luskede rundt og holdt øje med os.
Over os var der et pænt antal Lille Korsnæb på trækforsøg med minimum 250 stk gennem dagen.
Jeg drog som vanligt tilbage til Fuglestationen for at åbne net i Fyrhaven til formidlingsbrug midt på dagen, mens Morten og Johan drog videre i felten og rundede Grenen og den stadig stedfaste Odinshane.MichaelAncherGulspurv Genfangst 20170917 01 1280px

Dagens aflæsning var denne gamle han Gulspurv mærket i november 2016 af Michael Ancher ved Nordstjernevej og nu på besøg ude på Grenen. Lig mærke til post-breeding fældning af svingfjer i vingen og hale. Typisk for gamle fugle efter ynglesæson.

Efter middag kom Simon tilbage fra sit semi-overlevelses ophold på Fyn med naturvejlederholdet. Vi holdt et samlet eftermiddagsmøde med opdateringer og planlægning af de kommende dages aktiviteter. Det bliver store dage med besøg fra både Lista og Ottenby fuglestationer, så det internationale samarbejde kommer på dagsordenen. Det eftermiddagsmøde gjorde, at jeg havde tid til at stå for en mørbrads gryde til aftensmad, da aftenmødet kunne begrænses til en opsummering af det allerede aftalte og udveksling af dagens observationer.
På dette tidspunkt, hvor jeg sidder og skriver dagbog er trekløveret Johan, Morten og Simon med lygter og ketcher på vej ud til Grenen for et forsøg på aftenfangst af vadefugle. Kommer de hjem med held fra den tur, så vil der være nyt derfra i dagbogen i morgen!

Ringmærkning:
Skovpiber        1
Jernspurv         1
Rødhals           3
Munk               8
Løvsanger        1
Gransanger      7
Musvit             2
Dompap, lille    2
Gulspurv          2
Rørspurv          7

Morten Christensen ankommet og Vandrikse ringmærket

lørdag 16. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Svage vinde nåede næsten helt rundt om kompasset gennem dagen, men endte mest med at komme fra sydøst. Morgenen havde lidt jordtåge på udsatte steder og dug i græsset med 10°C efter en stjerneklar nat. Lidt skyer vekslede gennem dagen med klar blå himmel og masser af sol. Temperatur nåede op på 16°C, men solen varmede godt i klitgryderne og solbeskinnede kroge midt på dagen. God sigt.

Morten Christensen mødte op på p-pladsen kl 06 for at bruge 14 dages efterårsferie på fuglestationen som assistent og blive introduceret til ringmærkningen. Vi gik sammen ud og åbnede alle net på en flot stille morgen. Morten fulgte med mig, mens Johan selv fandt ud til området og med tre personer var vi hurtigt klare til at håndtere dagens fugle. Antal var på niveau med i går, men i dag var der ingen kontroller af tidligere mærkede fugle og alle 50 fangne fugle fik ring på. Flest Rørspurve med 14 stk og Munk med 9 stk på andenpladsen. Highlight i dagens net var dog efterårets første mærkede Vandrikse. En art vi har lige omkring nettene i rørskoven hver dag, men sjældent den springer op i netmaskerne!vandrikse 20170916

Dagens unge ringmærkede Vandrikse. Foto: Morten Christensen

Rolf Christensen meldte på et tidspunkt om en ”tik” værling, som han havde flyvende fra Verdens Ende og mod SV. Vi var hurtigt oppe på den nærmeste klit, men hørte og så ingen kandidater til Dværg/Pileværling. Retningen Rolf havde meldt var dog ikke helt ved siden af vores ringmærkningsområde, så det var spændte runder vi gik indtil lukketid lidt over kl 10. Desværre uden en ekstra spændende værlingi nettene, men vi fik oplevelsen af den halvtamme Ræv, der pludselig lå og solede sig et par meter fra os. Det er stadig ikke den bedste art at have i et område, hvor der fanges fugle i net, så vi prøver at jage den væk hver gang vi ser den, men den bliver åbenbart fodret af andre mennesker ude på Grenen og virker ligeglad med os.rsz 1img 2724

Ikke helt normalt, at en Ræv blot snuser rundt og prøver at finde det bedste sted i solen til en middagslur, når mann står på få meters afstand og filmer med en mobiltelefon, som man kan se fra min skygge.

Johan og Morten tog videre ud på obsrunde i håb om at finde værlingen, mens jeg tog tilbage til Fuglestationen for formidlingsopgaverne. Udover en række Stenpikkere i det åbne land omkring Fyret og Fyrhaverne, var det dog lidt begrænset, hvad jeg kunne fremvise og ingen fugle blev i dag fanget i en ret tom Fyrhave. Altså en dag, hvor det blot blev til lidt fortælling ved gårdspladsen og klubhuset, men Anne-Lise Jensen kom forbi og bookede en tur med til ringmærkningen på Grenen i morgen tidlig.

Da Johan og Morten kom tilbage holdt vi et tidlig fællesmøde, så Johan kunne få fri til et aftenbesøg i Aalbæk, mens Morten tog Rolf med til Uggerby Strand, hvor der er en del vadefugle i øjeblikket.
Selv havde jeg lidt pc arbejde og endnu et tjek af nærområdet i flot sensommervejr.
Morten bragte pizza og indkøb med tilbage fra hans tur til Uggerby Strand og vi fik hygget lidt efter aftensmaden med nogle af hans fotos fra et par ture til Gambia

Ringmærkning:
Vandrikse        1
Jernspurv         1
Stenpikker       2
Rødhals           6
Rødstjert          1
Rørsanger        1
Munk               9
Tornsanger       2
Løvsanger        1
Gransanger      5
Fuglekonge      3
Musvit             2
Blåmejse         1
Gulspurv          1
Rørspurv         14

God morgen på Grenen

fredag 15. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Overskyet morgen med svag vind fra vestlig retning, der næsten blev helt vindstille inden der efterhånden kom store huller i skylaget og solen kom frem samtidig med et skifte til svag vind fra syd. I løbet af eftermiddagen var der kraftige tordenbyger og skyer et stykke ude over Kattegat, men i Skagen holdt det tørt og solen skinnede. Temperatur 12-16ºC. God sigt.

Jeg var ude og åbne net på Grenen kl 06:15 mens Johan gjorde sig morgenklar og kom ud til den første runde ved solopgang kl 06:45. Det var en rigtig fin ringmærkningsmorgen med svage vinde og skyer, så vi endte med efterårets hidtil bedste dag med 41 mærkede og 8 aflæsninger fordelt på 15 arter. En flok Musvitter var på besøg og 9 stk kom i nettene, mens Rørspurvene kom ind på andenpladsen med 7 stk. Det var dog 3 Store Flagspætter, der var de største fugle i hånden og er måske et varsel om invasion af den art, da der i dag var omkring 10 stk i området.
Vi lukkede net ned kl 10, så jeg kunne komme tilbage til formidlingsopgaverne på Fuglestationen, mens Johan tog teleskopet på nakken og gik turen rundt om Grenen. Det blev bl.a. til en Dværgfalk og gensyn med Odinshanen, mens forsøget på at genfinde den Natravn, som Rolf Christensen havde meldt ud mislykkedes. I de åbne områder var der igen i dag en god portion Stenpikkere, men også Bynkefugle lod sig se i lidt større tal end normalt.rsz img 2709

Johan er kommet lige i rette tid til at Rørspurvene rør på sig og denne morgen var blandt de hyppigste arter i nettene.

I Fyrhaverne blev det til fremvisning af ringmærket Rødhals på dagens kl 13 tur med 2 deltagere. Johan gik med på den guidetur og blev på den måde introduceret til formidlingsdelen, som vi får meget ros for fra de folk, der deltager. Vi fejrede den tur og det efterhånden flotte solskinsvejr med en fredagsfadøl fra Cafeen, hvor vi på terrassen kunne følge med den flotte udvikling af en gevaldig tordensky ude over Læsø og Kattegat, mens vi selv sad i læ og sol.
Aftenen var også flot med farverig himmel og en fin stjerneklar himmel da det blev helt mørkt. Desværre uden glimt af nordlys, selvom jeg havde håbet, at den aktivitet fra solvinden, som Johan havde oplevet i går ville mig chancen for at se det denne aften.rsz img 2716

Eftermiddagens tordensky over Kattegat set fra Fyrhaven

Ringmærkning:
Stor Flagspætte       3
Gærdesmutte          1
Jernspurv                5
Rødhals                  6
Rødstjert                 1
Havesanger             1
Munk                      3
Løvsanger                1
Gransanger              2
Fuglekonge              4
Musvit                     9
Blåmejse                3
Bogfinke                 4
Gulspurv                 1
Rørspurv                 7

Guidetur og stille introduktion for Johan til Skagen Odde

torsdag 14. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Svag til jævn vind fra nord og nordøst. Halvskyet med en del sol gennem dagen. Temperatur fra 12-16ºC. God sigt.

Efter aftenens møde og sene velkomst til Johan valgte vi, at satse på obs og ringmærkning ved Fyret fra morgenstunden, da jeg var booket til at guide en ringmærkningstur i Fyrhaverne fra kl 10. Vi åbnede net 6:30 og sad mellem netrunderne ved Kattegat kysten og så på nogle af de Suler og Storkjover, der trak forbi på deres vej ud af Kattegat.
Ringmærkningen i Fyrhaverne endte med 9 mærkede fugle og 2 aflæsningen, hvor et par stykker heldigvis var under turen med de 8 meget interesserede personer. Den tur stod jeg for, mens Johan fik en blød start på hans ophold på fuglestationen og fik fri til at gå på opdagelse. Han nåede en tur rundt om Grenen, Ellekrattet og Reservatet, hvor han bl.a. fik nydt den unge Odinshane, der stadig svømmer rundt ude i Strandengssøen.
Blandt de andre vadefugle derude fik han set en Skovsneppe, mens Ellekrattet bød på en Gøg og en Grå Fluesnapper og generelt var der mange Stenpikkere i de åbne områder, samt nogle Gransangere og Fuglekonge i træer og buske.

Eftermiddagen gik med de spredte observationer, lidt hjælp omkring Trækfuglecenteret og Johan fik klargjort en cykel, så han er mere fleksibel til at komme rundt. Vi holdt aftenmøde og fællesspisning inden det blev tidlig sengetid, men Johan var vågen ved 21 tide og så et svagt nordlys på den klare nattehimmel inden månen stod op.rsz 1img 2699 2

Under turene i Fyrhaven havde mødte jeg denne buk - og eksperimenterede med at bruge kameraet på Fuglestationens mobiltelefon til at fotografere direkte gennem det ene okoular på vores Swarovski håndkikkert og det kan da godt lade sig gøre!

Ringmærkning:
Rødstjert        1
Rødhals         4
Havesanger    2
Tornsanger     1
Gransanger    1
Musvit           2

Fra morgen ringmærkning til aftenmøde i Venneforeningen og ankomst af ny assistent til Fuglestationen

onsdag 13. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Tørt og med jævn vind fra SV til SØ i løbet af morgen og formiddag. Efter middag opfriskende vind og enkelte regnbyger, der kortvarigt var intensive. Sidst på eftermiddagen frisk til hård vind fra SØ. Temperatur fra 13-16ºC. God sigt bortset fra perioderne med regnbyger.

En morgen hvor alle net i ringmærkningsområdet blev åbnet, selvom der var noget bevægelse i en del af dem pga vinden fra sydlig retning. Det blev en morgen med 29 ringmærkede fugle, hvor bl.a. 3 Stenpikkere er det største antal jeg hidtil har fanget af den art på en dag. En Bynkefugl var første fangst af den art i dette efterår, mens 4 Rødstjert og 4 Gransangere var de hyppigste arter i nettene.rsz img 2684

Bynkefuglen er altså en fin lille drosselfugle at stå med - desværre ikke så ofte den kommer ind i området hvor vi har net stående. Den ses noget oftere ude i det åbne klitlandskab.

Jeg lukkede ned kl 10 for at komme tilbage til Fuglestationen og formidlingsopgaverne, hvor interesserede til middagens ringmærkningstur i Fyrhaverne valgte at udskyde det til en anden dag, hvor vinden ikke vil være så kraftig, som den efterhånden var blevet.
Inde på Trækfuglecenteret var der gang i en ny omgang opdateringer af alle de elektroniske formidlinger, hvor to tyske teknikere næsten arbejder i døgndrift de kommende par dage.
I eftermiddagens byger og blæst vekslede jeg mellem lidt obs ved kysten af Kattegat med Sulerne og Storkjover i farvandet og en aftale midt på eftermiddagen med Knud Pedersen.
Han kom forbi Birders Klubhus og vi fik sammen sat det nye store tv op og justeret farver og kontrast, så der var klar til aftenens møde i Venneforenningen, hvor Knud viste flotte billeder og fortalte om sin og Ingers tur rundt om Island i sommers.
Der var mødt 8 tilhørere til den premiere på Venneforeningens møderække i Biders Klubhus. Programmet vil have en møderække den anden onsdag i hver måned resten af året.
Undervejs var der også en pause med plads til kaffe og kage, samt lidt løs snak om centeret og de aktuelle fugle, hvor Odinshane stadig er blandt favoritterne ude i Strandengssøen, men dagens absolut sjældneste fund var den Lille Stromsvale, som Knud og co. så trække ud i Skagerrak i morges. En art vi ved er i farvandet, men sjældent ses fra land. rsz 1img 2692

Island på den nye tvskærm og hygge med kaffe og kage på bordet!

Jeg fik ikke det allersidste med af Knuds fortælling, da jeg kl 21 skulle ind til togstationen og hente Johan Frölinghaus, der ankom fra Göteborg for at være her som ringmærkningsassistent de næste to måneder.
Velkommen til Jonas og håb om, at de flere hænder vil komme til at håndtere en række spændene fugle resten af efteråret!

Ringmærkning:
Skovpiber      1
Jernspurv      1
Rødhals        1
Rødstjert       4
Bynkefugl      1
Stenpikker    3
Rørsanger     3
Munk            2
Tornsanger    1
Løvsanger      3
Gransanger    4
Musvit           2
Blåmejse       1
Sortmejse      2
Gulspurv        1

Blæsende dag med Topskarv og en spændende ringmærket måge

tirsdag 12. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stadig blæsende med 15m/s fra sydvest, der langsomt aftog gennem dagen til frisk vind. En del sol mellem vekslende skydække og en kort, men kraftig regnbyge sidst på eftermiddagen. Temperature jævne 15-17°C og god sigt.

Stod op til endnu en blæsende morgen og opgav at bruge tid på ringmærkningen ude på Grenen. Prøvede i stedet at veksle mellem havobs fra klitten ved Fyret og brug af de tre net, der stod mest i læ i Fyrhaverne. Der blev det til fangst af 4 fugle, men det var ved kysten og havet de fleste fugle lod sig se i dag. Startede med en Gråstrubet Lappedykker, der trak forbi i det første lys og en time efter at have hilst på Erik Kramshøj, der var på vej ud til obs med Knud Pedersen ved Grenens spids, kom meldingen fra dem om en ung Topskarv, der efter rast var på vej ind i Kattegat. Heldigvis på et tidspunkt, hvor jeg var ved klitten, så jeg fik set den flyve forbi i modlys.
Et andet highlight fra Grenens spids var en 2K Kaspisk Måge, som Knud fik aflæst. Den havde en polsk farvering og kunne genkendes som et individ Knud også aflæste derude sidste år den 17. september – det er jo den slags oplysninger, der gør ringmærkningen og genfund ekstra sjovt!
Jeg havde ikke selv ”sjove” måger på den forblæste kyststrækning foran Fyret, men lidt aktion var der, da en død Spættet Sæl var skyllet op på stranden og gennem morgenen blev parteret af sultne Svartbage, Sølvmåger og to Ravne.

Da Trækfuglecenteret åbnede gik jeg stadig og passede de åbne net i Fyrhaverne, men havde tid mellem runderne til at være til rådighed for besøgende. Bl.a. et par lejrskoler, der kom forbi, men ikke havde sat tid af til centeret og mest af alt var på vej på en tur ud til Grenens spids. Jeg kunne så fortælle dem om naturens skraldemænd og bede dem kigge på det åbne kadaver af den Spættede Sæl, når de alligevel gik den vej.
Jakob Funder fik jeg snakket med om Birders Klubhus, hvor der er ved at blive gjort klar til premiere på SKAF Venners møde onsdag aften. Knud er på programmet med fremvisning af en fotoserie, så det var timet, at der i eftermiddag blev leveret en storskærm, som Venneforeningen fremover kan bruge til deres arrangementer herude. Det er ikke sikkert, at der når at komme nye stole, men siddeplads til 20 personer skal vi nok finde.
Der var ikke folk med på ringmærkningstur kl 13 og da der ikke så ud til at være noget tiltræk af nye fugle til Fyrhaverne lukkede jeg net sammen og brugte resten af dagen ved pc´en samtidigt med, at jeg igen fik leveret dejlige søde sager af overskud fra cafeen. Både deres risalamande og en lækker kransekage kunne bruges til eftermiddagskaffen og som god dessert efter aftensmaden!
Mens jeg nød den dessert var Erik Christoffersen ude omkring strandengssøen på Grenen og fotograferede den Odinshane, der for anden dag svømmer rundt i det lave vand. I kan besøge Erik´s hjemmeside og se de flotte fotos af den fugl i aftenlys! https://ecskagen.blogspot.dk/

Ringmærkning:
Jernspurv       1
Rødhals         1
Munk             1
Musvit           1

Kuling fra syd

mandag 11. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Kuling gennem hele dagen med vind på 18 m/s om morgenen fra syd, sidst på dagen drejende mod sydvest. Overskyet og regnbyger først på dagen, men fra middag opklaring med en del blå himmel og sol mellem hastigt drivende skyer. Temperatur 14-16ºC. Morgensigten præget af bygevejr, senere god sigt i klar luft.

Med kuling fra syd lige ind fra Kattegat var der ingen chance for at bruge net til ringmærkning i dag. Simon prøvede at finde en smule læ og havobse ved hegnet omkring Fyrmesterboligen. Jeg vekslede selv med lidt obs fra vinduet mellem opgaverne ved pc´en og en tur ind til byen for at fylde lidt op i køleskabet til de næste par dage. Det blev ikke til de store obs ved havet med et par enkelte Mallemukker, en Storkjove og en Lille Kobbersneppe som det bedste. Blandt vadefuglene havde Knud Pedersen bedre held i morgentimerne ude ved Grenen, hvor en Odinshane rastede. Han havde også 2 unge Kaspiske Måger i dag, mens vi ud for Skagen Grå Fyr kun havde Sølvmåger og Svartbage samt en enkelt ung Fjordterne.

Inden Simon om eftermiddagen drog sydover for de næste dages feltkursus på Æbleø fik vi udnyttet tiden til lidt mere dataindtastning. Erik Kramshøj kom over middag forbi og lavede et lille interview af Simon og jeg om det første halve år på Fuglestationen siden åbningen i maj.
Vi kunne jo bl.a. berette om vores formidlingsaktiviteter, der egentlig har været vellykkede fra start af, men i dag blev det ikke til meget formidling, da besøgstallet til Trækfuglecenteret var helt i bund.
I eftermiddagens klare vejr tog jeg et par ture i nærområdet uden at finde noget specielt og jeg håber, at jeg kan gøre det bedre de næste par dage, mens jeg er alene på Fuglestationen. Det ser desværre lidt svært ud med en vejrudsigt, der stadig varsler blæst i morgen og en del nedbør onsdag.


FORRIGE     1  |   2   |  3     NÆSTE