Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (80)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Bestyrelsesmøde og topmejsejagt

fredag 29. september 2017
af Athena Valentin Jensen

Vejret: Regn med regn på, og kraftig vind fra sydøst.

I dag blæste det for kraftigt til ringmærkning, så i stedet for tog Simon på morgentur sammen med Marianne og Jørn. Målet var at finde topmejse, som er en ny DK-art for de to sjællændere. Arten er ret almindelig i Jylland, men på Sjælland findes den ikke overhovedet. Storebælt er åbenbart en for stor mundfuld. Derfor gik turen til Batteriskoven med succes. Mindst to topmejser, men også en stor flok Lille Korsnæb på mindst 130 individer, en skovskade og en del fuglekonger. De var tilbage før kl 9.00 da der i dag var bestyrelsesmøde, som Simon og Mark Desholm, chef for Naturfaglig afdeling i DOF, deltog i.

Jørn og Marianne tog til Jerup Strand, som er en rigtig god vadefuglelokalitet. Desværre blæste det så meget, at de ikke kunne holde teleskopet stille. De fik dog alligevel set bl.a. storpræstekrave, sandløbere, alm. ryle, pibeand, strandskade og en del grågæs. I søgen efter en lidt mere vindstille lokalitet drog de ved middagstid til Kandestederne. Her så de en stor flok rastende sortænder, som Morten også havde set, og havde vurderet til at være på ca. 1300 individer, altså væsentligt færre end dagen før. Derudover så de også et par rødstrubede lommer.

Morten tog på en ihærdig søgen efter en sjælden fugl, og var væk hele formiddagen og eftermiddagen. Turen resulterede dog ikke i det store hit, men det blev dog til to sortstrubede bynkefugle og en stor tornskade.

Jeg åbnede net og holdt øje med dem, da Johan havde 9 svenskere på ringmærkningstur mens det støvregnede.

I min søgen efter kilden til en øredøvende susen i lejligheden løb jeg op i toppen af fyret. Det var min første tur derop, men helt sikkert ikke den sidste, for sikke en udsigt. Jeg fandt da også årsagen til larmen og fik det fikset.

Aftenen sluttede af med en lille ølsmagningssession styret af vores svenske ølspecialist Johan. Det var importerede kvaliøl fra UK, med en pris pr 33cl på omkring de 60kr. En særlig sjov, men også lækker øl indeholdte både chokolade og skumfiduser, så der var dømt lejrbålsstemning.

På tur til Hirtshals og stor rengøringsdag

torsdag 28. september 2017
af Athena Valentin Jensen

Vejret for Skagen: Vi havde igen hård sydøstenvind. Til trods for den hårde vind har det dog været relativt lunt med en temperatur frem til eftermiddag på 13,5-14ºC.

Møgvejr, så alle sov længe, helt til kl. 7.30. Min formiddag gik med rengøring i lejlighed og laboratoriet, hvorefter jeg tog afsted på familiebesøg hos mine bedsteforældre. Jørn og Marianne, gav en stor hånd med rengøringen og lavede lækker aftensmad endnu en gang. Johan og Morten var på tur til Hirtshals om formiddagen og hjalp til med det huslige om aftenen. Marianne og Jørn kiggede sig omkring ved Ellekrattet og Nordstrand. En enkelt blåmejse, og en kvækerfinke blev ringmærket i Fyrhaven i forbindelse med forberedelserne til en guidet tur.

Morten C. og Johan tog en tur til Hirtshals fra morgenen af. Ved Hirtshals fyr så de en del fuglekonger, men det blæste for meget, så i søgen efter læ fandt de en lille slugt, hvor der blev set en løvsanger, flere gransangere, munk og dobbeltbekkasin.

Dernæst tog de ned til østhavnen ved det nye havneareal og gik en tur rundt ved trailerparkeringen hvor der er grus, urter og græs. Her så de en svartbag som så syg ud, eftersom den ikke fløj væk, når de nærmede sig, men blot hoppede lidt væk. De gik videre til granitstensområdet ved Østhavnen, hvor den sibiriske jernspurv holdte til sidste vinter. Her så de 400 stære, en ung tornirisk og en husrødstjert, som var ny DK-art for Johan. Lækkert, lækkert.

I håb om hvidbrynet løvsanger gik de rundt om sumpområdet på Hirtshals Øststrand, som grænser op til Lilleheden Klitplantage. Der var meget lavvandet, hvilket gjorde stranden ualmindelig bred, og der var endda dannet flere småsøer. Der var også ualmindeligt mange måger, og iblandt disse fand de en 3k hvidvinget måge, som også var meldt ud fra samme lokalitet onsdag inden.

hvidvinget mage

Hvidvinget Måge (den mindste og forreste måge på billedet)

En af de arter Hirtshals er kendt for er Toplærken, som kom til Danmark i begyndelsen af 1800 tallet med jernbanens indtog, men arten er nu næsten forsvundet. Toplærkepopulationen antages at have været på sit højeste i 1920-50, men dengang var der endnu ingen systematisk optælling af fugle i Danmark. Dette skete først med den første Atlas tælling, der foregik over 4 år fra 1971-74. Der blev dengang talt mellem 300 og 500 ynglepar i Danmark. Dengang var Toplærken også at finde i Skagen. Fra 2006 var Toplærken kun at finde i Hirtshals. I 2015 og 2016 var der kun 6 fugle tilbage, og i dette efterår er der endnu kun set 3.

Morten og Johan søgte efter toplærkerne ved Hirtshals gamle rådhus, jernbanestationen, cirkuspladsen og havnen, hvor de typisk ses, men de havde dog ikke held til at finde en. De flittige fuglekiggere mærkede nu en rumlen i maverne og halsen var tør som sahara, men frelsen var nær, thi der lige foran dem lå Restaurant Lilleheden, hvor smørrebrød med sild og en Jacobsen Brown Ale fik fyldt maverne igen.

På vejen tilbage til Det Grå Fyr, kørte de to gæve gutter ad Tversted Strand via Skiveren og Kandestederne Strand. Her så de få vadefugle heriblandt almindelig ryle, dværgryle, sandløber. Ved nedkørslen til Kandestederne trand var der 500 m ude en del sortænder. De fandt et godt sted oppe i klitterne, hvor der var lidt læ og god udsigt og begyndte i ro og mag at tjekke dem. Der var overraskende roligt vand og det kunne jo være der gemte sig noget spændende. Efter at have tjekket mindst 3000 sortænder og et par fløjlsænder tog de dog hjem igen. Og så var den tur i hus…

Ringmærkning:

Blåmejse 1

Kvækerfinke 1

Ialt: 2 

Havtorn i køkkenet

onsdag 27. september 2017
af Athena Valentin Jensen

Vejr: Lunt med en temperatur på 16-17ºC. Vind fra sydøst 8-9 m/s, samt få småbyger.

I dag var Jørn og Marianne igen med ude i ringmærkningsområdet. Vi kiggede på fældningsgrænser, fik en snak om fældningsstrategier og om hvad målene bruges til og potentielt kan bruges til. Alt imens fløj flere flokke af Lille Korsnæb og en flok Sjagger lavt hen over os. Der kom et par små byger, men heldigvis ikke nok til at vi måtte lukke nettene.

imaerkningen

Da vi kom tilbage fortsatte Johan med at færdiggjorde indtastningen af ringmærkning, så vi nu også er helt up to date her. Morten fik overført og navngivet billeder til vores arkiv, som kontinuerligt bliver udbygget. Simon har været nede i Birders Club, hvor der kom 12 personer forbi til en lille snak om trækfugle.

Erik Kramshøj kiggede forbi og fik en snak om European Birdwatch day på lørdag og indsamlede yderligere materiale til den bog han er i færd med at skrive om Skagen Fuglestations historie og tilblivelse.

Til aften havde Jørn og Marianne tryllet i køkkenet, så vi fik en lækker oksesteg med hjemmelavet havtornsgele lavet på lokale havtorn. Efter aftenmødet havde vi et lille møde med lidt bestemmelses-teori.

Ringmærkning:               

Dompap:          2                                       

Fuglekonge      1                              

Gransanger      2    

Gærdesmutte   3                   

Lille grå sisken 1                                          

Munk                 2                                                                           

Rørspurv           2                       

Solsort              1

Ialt:                  14

Endnu en dag med mange gæster på stationen

tirsdag 26. september 2017
af Athena Valentin Jensen

Vejr: morgenen startede med let østenvind som tog til (12m/s) ved middag og aftog hen på aftenen (6m/s). Temperaturen lå omkring 16-17 ºC.

Så er jeg, Athena tilbage på stationen. Eftersom Morten er influenzaramt, er han taget hjem i seng med forhåbning om snart at komme til kræfter igen.  I mellemtiden har jeg fået den betroede opgave at skrive dagbogen til jer i Mortens fravær.

I morges hilste jeg på Morten C. og Johan og nåede lige at sige hej til Morten J.H. inden han tog hjem. Ude ved nettene var det Johan der ledte ringmærkningssessionen. Jørn og Marianne, kom ud og kiggede med. De havde en god oplevelse og fik set hvordan ringmærkningen foregår: ”Super spændende at se hvad I kigger efter, se hvordan I bl.a. sidder og puster på fuglen for at se på fedtlaget. Spændende at komme så tæt på fuglene og se nye arter”.

 

Da vi kom tilbage fra ringmærkningen, var Simon kommet tilbage fra Læsø. Johan fik tastet en masse ringmærkningsdata ind, så nu mangler vi ikke meget på den front. Johan og Morten C. begav sig på jagt efter hvidvinget korsnæb. De kom lidt omkring og ledte ved den Tilsandede Kirke, Nedermose, rødstensklit og stald Grenen. Selvom de ikke fandt hvad de søgte, var det en hyggelig tur med en del lille korsnæb og vipstjerter.

Knud fra venneforeningen kom forbi med en stor flok venner, der blev vist rundt. Hen af eftermiddagen kom Real Dania forbi for at tilse bygningerne.

 

Ringmærkning:

Engpiber 1

Jernspurv 1

Rødhals 5

Fuglekonge 4

Kvækerfinke 2

Rørspurv 2

I alt: 15

 

 

Stor formidlingsdag

mandag 25. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Østenvinden fortsætter – denne gang med frisk styrke og op til 10m/s. Klart vejr det meste af dagen med få skyer og masser af sol fra blå himmel. Temperatur stigning fra 14-17ºC. Sigten god.

Heldigvis begynder de sidste døgn under dynen at hjælpe på min tilstand, så jeg formåede at være aktiv omkring Skagen Grå Fyr det meste af dagen. Med den friske vind fra øst opgav vi morgen ringmærkningen på Grenen og gjorde i stedet klar til den store formidlingsdag ved Fyrhaverne.
Jeg stod for at passe net i morgentimerne, mens Johan og Morten drog ud til diverse obs på Grenen.
De fik bl.a. 95 Fløjlsænder med i notesbogen og en enkelt Laplandsværling inden de returnerede for at hjælpe med formidling fra middagstid.

Jeg havde imens haft 6 gæster med på en booket tur til ringmærkningen kl 10, skarpt efterfulgt af et tysk par kl 11. Fra middag var der besøg på Trækfuglecenteret af 20 personer fra Farsund Kommune i Norge, der tog den store pakke med frokost i cafeen, udstillingen med Jakob Funder og derefter en time med ringmærkning, hvor Johan, Morten og jeg med fælles hjælp fik givet alle en god oplevelse.
Ikke mindst det fordi det lykkedes at have fugle at vise frem i hånden ved alle dagens ture.

I løbet af eftermiddagen fik yderligere gæster briefinger fra Birders Klubhus af Johan og Morten, mens jeg senere kunne modtage Jørgen og Marianne fra Birkerød, der har lejet sig ind på Fuglestationens lejlighed denne uge.
Velkommen til dem – håber de får en god uge på Fuglestationen med masser af oplevelser.
Måske ennda oplevelelsen af Hvidvingede Korsnæb mellem de mange Lille Korsnæb - efter nogle ugers pause blev der igen observaeret den sjældne art i Skagen, da Jørgen Kabel havde 4 stk ved Hundeskoven i klitplantagen syd for byen.

Ringmærkning:
Rødhals           5
Musvit             2
Bogfinke          1
Kvækerfinke     3

Reduceret aktivitet pga influenza

søndag 24. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stabilt vejr med jævn vind fra øst til sydøst. Overskyet og døgnet rundt temperatur fra 14-15ºC.

Jeg var stadig nede med influenza og feber, så jeg holdt ikke til at tage Morten med ud til Grenen for oplæring i ringmærkningens kunst. Han kunne derfor nyde sin ferie som fuglestationens aktive i felten i dag, da Johan blev inde og holdt mig med selskab på stationen og hvilede ud mellem indtastningsopgaver.
Jeg vovede mig dog ud og havde net åben en time i Fyrhaven fra morgenstunden, men efter fangst af en Jernspurv måtte jeg tilbage i sengen.
Morten brugte dage på Grenen med diverse obs og en tur ned til Jerup Strand. Der var godt med Suler ud i farvandet og dermed også basis for lidt Storkjover, mens der blandt småfuglene igen i dag var dominans af Lille Korsnæb med over 350 på trækforsøg. En enkelt Rødstrubet Piber var dagens bedste fugl, på en dag hvor fuglestationens aktivitet var noget nedsat.
Til aften arbejdede Morten med et opslag på Facebook som reklame for den store europæiske Birdwatchday der løber af stablen på lørdag. Kom gerne forbi Morten og de andre frivillige, der lørdag vil tælle fugletrækket fra Verdens Ende – mere om det på fredag!

Ringmærkning:
Jernspurv    1

Et sidste farvel

lørdag 23. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Jævn vind fra NØ og mest overskyet efter lidt regn i løb af natten. Temperatur fra 13-15ºC.

Plaget af influenza blev jeg i sengen, mens Simon og Johan tog sig af morgenens ringmærkning. Igen med besøg af den tamme Ræv og pænt med Korsnæb på trækforsøg, mens Gærdesmutter var hyppigste art i nettene.
De stoppede midt på formiddagen for at komme tilbage på fuglestationen, hvor Erik Christoffersen lige kom ind og hilste på Simon, inden Simon gjorde sig klar til et par dage på weekend og efterfølgende naturvejlederkursus.
Inden Simon drog mod syd deltog han i bisættelsen af Knud Erik Christensen, der desværre ikke længere er blandt os. Knud Erik har gennem mange år bidraget til fuglemiljøet omkring Skagen. Selv lærte jeg først Knud Erik at kende i år i forbindelse med hans arbejde i venneforeningen, men han var et ualmindeligt rart menneske – altid hjælpsom og med gåpåmod på trods af længere tids sygdom.
Et tab for fuglefolk i Skagen og for Skagen Fuglestation!

Kl 13 var der ringmærkningstur i Fyrhaven, hvor Johan tog sig af et svensk par, mens jeg vovede mig op et par timer og gav en formidling til tre gæster fra Hirtshals – bl.a. Anders Østerby, der er naturvejleder, så jeg håber ikke, at han har fundet denne forkølede amatørformidler helt håbløs.
I det mindste kunne vi fremvise en Rødstjert og 4 Musvitter, så alle fik set håndteringen af fugle til ringmærkning.

Efter den tur var jeg på ny klar til at gå under dynerne, mens Johan drog ud omkring Grenen for at lede efter småfugle. Han fik set Dværgværlingen – formodentlig den samme som i går.

Ringmærkning:
Engpiber                1
Gærdesmutte       14
Jernspurv               5
Rødhals                 2
Rødstjert                2
Munk                     2
Gransanger            2
Musvit                   4
Rørspurv                3

Skoledag ved Fuglestationen

fredag 22. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stabil strøm af vind fra øst – omkring 7m/s hele dagen. Vekslende skydække med mest sol midt på dagen og eftermiddagen. Temperatur 10-13ºC. God sigt.

Johan, Morten og jeg tog os af morgenens ringmærkning, hvor Knud Pedersen kom på besøg et par timer.
Startede med pænt med fugle i den første time, hvor Gærdesmutter uden problem fandt vej til vores net. Senere forsvandt mange fugle fra krattet og igen var det flokkene af Lille Korsnæb på trækforsøg, der dominerede over os. En flok af dem var faktisk nede og raste lige bag et net, men fløj desværre videre uden at blive fanget.
Knud hjalp godt til med en sav undervejs, så vores sti er snart helt tilgængelig uden snublefælder og det benyttede den tamme ræv sig af, da den midt på morgenen snuste sig frem til vores ringmærkningsplads.
I dag var det Knud, der tog en videosekvens af det møde.
Ellers husker Morten nok bedst dagen for sit første møde med Blåmejse i hånden – ud fra hans lyde at dømme var det en art, der bed mere fra sig end den Musvit han håndterede i går. Det var dog en planlagt familiefest om aftenen, der gjorde at Morten efter ringmærkningen tog hjem for et døgn.

Simon havde ikke tid til at deltage i ringmærkningen, da han var fuldt optaget med alle 7, 8 og 9 klasser fra Skagen Skole og Brovandeskole. Ca. 200 elever var igennem morgenen og formiddagen på ”kulturcykeltur” rundt til flere poster i Skagen. En af dem stod Simon for nede på stranden med en konkurrence mellem de forskellige hold om at overleve det svære liv som trækfugl. Jeg var tilbage fra ringmærkningen kl 10 for at hjælpe med at guide skolebørnene ned til stranden, men det forløb faktisk af sig selv uden min hjælp. Hvilket var meget godt, for jeg begyndte mere og mere, at bære præg af en influenza omgang og måtte eftehånden give op og gå op under dynen.
Johan havde i mellemtiden været en tur på rundt på Grenen og igen set den Natravn, der er set et par gange nær Sandormesporet. Det lykkedes ham derimod ikke, at genfinde den Dværgværling Rolf Christensen så om morgenen.
Til aften var Simon og Johan på endnu en gåtur ud til Grenen med lygte og ketcher, mens jeg lå og boblede i sengen med feber. Denne gang fandt de odinshanen. Først i strandengssøen, hvor de kun var få meter fra at fange den, dernæst vovede både odinshane og ringmærkere sig ud i havet, indtil det desværre blev for dybt for ringmærkerne... 2-0 til odinshanen...

Ringmærkning:
Gærdesmutte         17
Jernspurv                 2
Solsort                    1
Rødhals                   2
Rørsanger                5
Gærdesanger           1
Løvsanger                1
Gransanger              1
Fuglekonge              5
Blåmejse                 2
Gulspurv                  2

Gærdesmutter i nettene og flokke af Lille Korsnæb over hovedet

torsdag 21. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Jævn vind fra øst og halvskyet frem til middag. Derefter mere udbredt skydække og en periode svag vind, inden vinden igen blev jævn sidst på eftermiddag.  Hele tiden i retning fra øst. Temperatur føltes lidt køligt med 10-12ºC. God sigt.

Trekløveret Johan, Morten Ch. og Morten JH fik på morgenens ringmærkning en times undervisning i felten af Simon, inden han skulle tilbage til dagens møder på fuglestationen. Vi nåede op på 39 fugle i nettene inden vi lukkede ned kl 10, da der den sidste time havde været ret begrænset med fugle i krattet. Til gengæld var der stadig overflyvende Lille Korsnæb med en sum på minimum 350 på trækforsøgi løbet af morgen og formiddag.rsz img 2765

En Nordlig Træløber er altid en fin fugl at få i hånden - just ankommet fra den anden side af Kattegat

Morten og Johan fortsatte lidt endnu ude ved Grenen med observationer, mens jeg drog til fuglestationen og gjorde klar til den guidede ringmærkningstur, hvor vi allerede havde et par tyskere tilmeldt fra i går. De fik følgeskab af 4 dansker, men heldigvis var Simon blevet færdig med møde med Anders Østerby fra Hirtshals og kunne tage den danske gruppe på ringmærkningsturen, mens Johan nåede tilbage og kunne gå med mig og guide det tyske par. Vi havde fangst af 3 Rødhalse og 2 Jernspurve i Fyrhaven, så alle deltagere på turen fik set håndtering af fuglene.
Morten filmede imens en rastende Dværgfalk ude på Grenen, inden han kom ind til Birders Kluibhus og snakkede med et par af dagens gæster til Trækfuglecenteret.

Den sidste del af eftermiddagen forløb med lidt mere dataindtastning for Johan og jeg, mens et par yderligere tjek af Fyrhaven og nærområdet ikke gav den ventede Hvidbrynede Løvsanger, skønt flowet af østenvind fra den vestlige del af Sibirien efterhånden har bragt den art til Nordvesteuropa.

Efter en let aftensmad med rester fra køleskabet og aftensmødet røg jeg tidlig til ro, da jeg begynder at mærke en omgang ondt i halsen. Åbenbart ikke helt nok, at spise lidt Havtornebær hver morgen under ringmærkning og få dækket C-vitamin tilskuddet på den måde.

Ringmærkning:
Gærdesmutte         12
Jernspurv                 3
Rødhals                   7
Rørsanger                1
Munk                       1
Gransanger              1
Fuglekonge              7
Træløber, nordlig       1
Bogfinke                  1
Kvækerfinke             2
Rørspurv                  8

Morgen ringmærkning og farvel til de sidste gæster fra Lista og Ottenby

onsdag 20. september 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Klar luft og fra morgenen frisk vind fra øst, der gennem morgenen aftog over jævn vind til svag styrke sidst på dagen – stadig fra østlig retning. Halvskyet og en del sol. Temperatur 10-14ºC. God sigt.

Med klar himmel og østlig vind var der ikke helt så mange fugle nede i ringmærkningsområdet denne morgen som i går. Johan og jeg håndterede alligevel lige ved 50 fugle denne morgen, mens Morten holdt en feriedag og tog sig af obs fra Verdens Ende. Simon tog Aida og Magnus med ud på en felttur omkring både ringmærkningen og Grenen inden de skulle holde det sidste formiddagsmøde før hjemturen til hhv Lista og Ottenby. De startede turen ud mod ringmærkningen med at have en Kaspisk Måge ved Det Grå Fyr og endte på vej retur via Sandormsporet med en overflyvende Hedelærke, så lidt fra felten fik de med hjem ud over alle timerne omkring mødebordet.
Fuglene i nettene var igen en pæn portion Gærdesmutte og Fuglekonger, mens endnu en ung Vandrikse blev dagens ringmærkede fugl.
Fra Morten på Verdens Ende lød meldingerne om en del andre småfugle med Gransangere og Rørspurve i pæne antal, mens en enkelt hver af Duehøg, Fiskeørn og Mosehornugle var de bedste af fuglene med krumt næb og klør.rsz img 2748

Dagens juvenile Vandrikse havde smag for min trøje inden den blev sluppet fri.

rsz img 2743

Tre fuglestationsledere nørder med aldersbestemmelse i felten - fra venster Simon, Magnus og Aida

Eftermiddagen på Fuglestationen gik for Janus og jeg med noget dataindtastning og lidt onsdags rengøring, mens vi alle på skift fik snakket med enkelte gæster til Trækfuglecenteret.
Inden aftensmaden stod Simon for en lekture med gennemgang af småfuglenes fældningsstrategier, så vi havde gang i Birders Klubhus og den nye skærm.rsz img 2760

Birders Klubhus i brug til undervisning i småfuglenes fældning og brugen af dette til aldersbestemmelser.

Aftensmaden var de gode rester fra de foregående dage inden vores fælles aftensmøde blev afholdt i god ro og orden. Der er en del på programmet de kommende dage, hvor vejret ser lovende ud for ringmærkning samtidig med, at der er booket en del guidede ture, så vi kommer ikke til at kede os.

Ringmærkning:
Vandrikse             1
Gærdesmutte      12
Jernspurv              3
Rødhals                2
Munk                    4
Løvsanger             1
Gransanger           3
Fuglekonge          17
Kvækerfinke           1
Bogfinke                1
Rørspurv                6


FORRIGE     1  |  ...  |  5  |  6  |  7  |  8  |  9  |  ...  |  25     NÆSTE