Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (69)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (7)feb. (16)mar. (30)apr. (28)maj (30)juni (28)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (32)nov. (30)dec. (11)

Sne og blæst, tak som gæst

torsdag 31. januar 2019
af Joshua Emil Haahr

Vi startede dagen med en stor omelet. På gåturen ud til Grenen var ugens snefald så småt ved at være tøet helt væk, og nu var strandens fine sand atter blottet. Bølgerne stod højt i dag. De forbitrækkende sortænder blev skiftevis skjult og så frit fremme igen bag de store bølgevægge. Sulerne var der også gang i. Da vi kom op på klitrækken, hvor vi ville tilbringe de næste par timers tid, sad Rolf på sin arla-mælkekasse. Der var stiv kuling lige i snotten på os, så teleskoperne rystede. Store flokke af alkefugle trak NØ, og det var tydligt at de også kæmpede med den hårde vind. Dagen gav også en del rødlommer, som fløj forbi helt tæt ved kysten. Pludselig kom sneen dryssende ned fra himlen. Vindstyrken speedede snefnuggende op på næsten 100km/t, og når først du bliver ramt i pupillen af sådan én, kan du godt snuppe en kop kaffe, for du kommer ikke til at kunne kigge i skopet det næste stykke tid.

Selv Rolf smuttede tidligt på grund af sneen. Efter et par timer gav vi den forreste klitrække ved Grenensøen et forsøg. Måske der kunne sidde en lapværling mellem sand-hjælmene? En snespurv hoppede frem et par meter foran os, men ingen lapværling. ”Zry-zry zry-zry” lød det inde fra sivene. Bjergpiberne fløj frem og tilbage over Grenensøen, så lidt var der da at kigge på.

Hjemme på stationen igen skulle der gøres rent. Køleskabet fik også en tur. Nu skal der laves risotto med portobellosvampe og rejer. I aften er vores sidste aften her på stationen. Vi vil gerne sige mange tak til Simon fordi vi måtte tilbringe den sidste uges tid her på SFS. Selvom det ikke har vrimlet med sjældenheder, har vi i den grad nydt at være her. Det har nærmest været en lille miniferie for os langt væk fra København, hvor vi bor til dagligt. Der er noget helt specielt over fuglestationen og Skagens ro. Vinden der rusker en i kinderne, bølgernes brusen og hyggen ved at bo i den gamle stationsbygning giver os kun lyst til at komme igen en dag.

Til dig som læser denne dagbog, vil vi bare ønske en fortsat dejlig dag. Vi håber at du en skønne dag får krydset det hul du mangler, og du i morgen tidlig får dosseret den helt rigtige mængde kaffe og vand i kaffemaskinen. Der opstår bare noget magisk når man rammer den perfekte dossering. Så er det som om at alting går op i en højere enhed. Livet skal nok flaske sig til sidst. Selvom sovsen skiller, så smid et par isterninger i og rør lidt rundt igen.

Ha’ det godt så længe!

Folk: Emma Sohnemann og Joshua Haahr

joshuajan2019sne

snespurvjan2019

havtornjan2019

Alketræk og en tur i havnen

onsdag 30. januar 2019
af Joshua Emil Haahr

I dag stod vi tidligt op kl. 0700 for at se noget af det tidlige morgentræk på grenen. I forhold til gårsdagens fantastiske solskindsvejr var denne morgen bare gråt i gråt. Da vi endelig fik sat teleskoperne op på verdens ende kom alkefuglene trækkende forbi. I nogle af flokkene talte vi helt op til 53 individer flyvende igennem disen. Også de forbipasserende rødlommer gav noget at kigge på. Det er altså fedt sådan rigtigt at kunne få styr på dens kendetegn, når der hele tiden kommer en ny over horisonten. De spæde morgentimer gav også en flok stor korsnæb (glyp-glyp), som forsøgte at trække ud fra Grenen. Den store sjaggerflok på omkring 700 individer fløj stadigvæk rundt i krattene frem og tilbage.

Efter morgenobsen var det hjem og få kaffe og så afsted til Skagen havn med Simon. Han tog os rundt på de sædvandlige moler og pladser, hvor vi i hærdigt forsøgte at snuse noget spændende op. Måger var der nok af, men mest bare de almindelige svartbag, sølv-, hætte- og stormmåger. Et par lomvie vuggede rundt i en af bassinerne, og ellers fandt vi en stor skallesluger og den for tiden ”lokale” havlit.

Efter en tur i havnen tog vi hjem og indtastede dagens fugle på DOFbasen, hvorefter vi startede på at tilberede aftensmaden. Det blev til Daal med koriander og creme fraiche – så endte det alligevel med at blive en god dag :-)

Endnu en skøn dag på SFS er forbi og nu er det på hovedet i seng

Folk: Simon S. Christiansen, Rolf Christensen, Emma Engell Sohnemann og Josh Emil Haahr

alkjan2019

rodlomjan2019

Solskin og sne, med en skyfri himmel

tirsdag 29. januar 2019
af Emma Engell Sohnemann

I dag startede vi med at forberede årsmøde for ca. 27 i netværket af nordjyske naturvejledere. De skulle deltage i forskellige aktiviteter og foredrag om naturvejledning og frivillighed med Simon som vært. Der skulle laves en masse kander kaffe og borde og stole skulle sættes frem. Når alt var stillet klar, åbnede vi nettene i Fyrhaven i håb om at kunne ringmærke en fugl eller to. Det blev desværre uden held, så vi tog en rask beslutning om at lukke nettene, og tjekke Verdens Ende på Grenen ud. På vej derud så vi 3 stk. rørspurv hoppende rundt mellem tuer af Sandhjælme. Ved første øjekast tænkte vi lapværling, men efter et nøje kig på fotos hjemme var der ingen tvivl. Oppe på verdens ende mødte vi Rolf, som skulle til at gå. Han meddelte at vi desværre var gået glip af to topskarver, som fløj forbi en time inden. Han sagde også at der i Skagen ikke var set tårnfalk i januar måned i hele 9 år, så det var ret sjældent med den observation vi havde ved fyret i går. Med en lille ærgrelse over at vi ikke var her fra solopgang, fortsatte vi obsen. Alke, suler, fløjlsænder og en flok stære blev det til for denne omgang. 

Vi tog efterfølgende en tur i Ellekrattet. Fuglekongerne hang i granerne og vi så en træløber spæne op ad en ellestamme. Den store flok på omkring 500-1000 sjaggere fløj stadigvæk rundt omkring i krattene ud mod sandormesporet. Lidt derfra sad en Misteldrossel i en trætop og skulede over til sjaggerne. Den var nok blev træt af alt det larm og spektakel fra den store flok. På vej tilbage til fyret kom en flok på 12 store gråsisken overflyvende. Efter et kig på billederne som vi tog af dem, afveg en af dem fra resten af flokken. Simon mente det kunne være en hvidsisken, men vi tør ikke bestemme den ved sikkerhed.

Ud på eftermiddagen kom Michael Jørgensen fra Guldmajssøens Venner på besøg til en hyggelig snak. Madlavningen stod på linsebøffer med selleri i ovnen og kål på panden. 

Vi tog en lille nat-tur i åen med vaders på, og et net i hånden, for at forsøge at fange en fugl med lygte og net. Dog blev det ikke nogen fugle, kun rådyr blev set i lygtens skær, så vi kørte hurtigt hjem igen efter en luske tur i åen. Heller ikke blandt høfterne på stranden var der rastende fugle på dette tidspunkt. Lidt over midnat gik vi i seng, efter at have korrekturlæste de sidste ringmærkningsprotokoller fra 2018. 

Det har nu været en helt ok dag, med fantastisk vejr og en masse fugle.

Folk: Rolf Christensen, Michael Jørgensen, Lene Kappelborg, Simon S. Christiansen, Emma Sohnemann, Joshua Haahr & 27 nordjyske naturvejledere

ellekrattetjan2019joshuajan2019rorspurvjan2019

naturvejledere netvaerksmode

Fuglekig, Fuglefrø og Kartoffelmos

mandag 28. januar 2019
af Emma Engel Sohnemann

Om aftenen d.27 januar ankom Joshua og jeg til togstationen, hvor Simon hentede os. Resten af aftenen stod på god mad og VM-finale i herre-håndbold, med en stor sejr til Danmark.

Vi stod op i morges kl 7.30 til et smukt snedækket landskab, efter gårsdagens enorme snevejr i det Nordjyske. Morgenkaffen blev lavet og dagens aktiviteter kunne så småt gå i gang, med bl.a. opsætning af net til ringmærkning.

Inden opsætningen kunne gå i gang skulle der ryddes en del sne mellem nettene, og drysses godt med fuglefrø ud på jorden. Ringmærkningen begrænsede sig til en Solsort og en Rødhals, som allerede var mærket her tidligere. Dog blev de undersøgt, målt og vejet efter god demonstrering af Simon. Joshua og jeg er nemlig ikke helt trænede i at ringmærke, så en lille oplæring i det små skulle der til. Alt i alt en vildt dejlig oplevelse, som jeg virkelig glæder mig til at prøve igen (forhåbentlig i morgen)! Imellem ringmærkningen af fugle, observerede vi fuglene ude over havet. Både trækkende og rastende kom forbi. En del suler, sortænder, skærpiber, skarv, edderfugle, lomvie, alk, snespurve, tårnfalk og dejligt meget mere. da det blev frokosttid, lukkede vi nettene og spekulerede over, hvor gåturen om eftermiddagen skulle gå hen.


Vi tog ekstra varme tøj og sko på, og traskede ud på stranden, hvor retningen var stik mod Grenen. Snevejret tog lidt til og klokken blev omkring 15.30 da vi kom ud til Grenen-søen. Her valgte vi at gå ind over klitterne langs søen i sporene af en ræv, hvor vi fik øje på en kæmpe flok sjaggere ude i horisonten, og intet mindre end en Blå Kærhøg fløj rundt langs med klitterne. Mens vi luskede rundt i rørsumpen kom tre fine skægmejser kaldende. Vi havde et stort ønske om at se bjergpiber ude ved Grenen-søen, men vi turde ikke artsbestemme de flygtige pibere der fløj rundt der. Gåturen gik hjemad mod det grå fyr.

Da vi kom tilbage var Simons far, Gunnar ankommet til Fuglestationen. Den rare Gunnar kørte med Joshua og jeg til Netto for at handle ind, hvorefter vi kunne starte madlavningen til denne kolde vinteraften. Menuen stod på paprikagryde med kartoffel/blomkålsmos til, og en slurk rødvin.

Aftenenmødet blev holdt, og der blev lagt en plan for d. 29 januar, hvor en stor flok naturvejledere fra Nordjylland kommer til årsmøde her. Så vi skal brygge store spand kaffe i morgen tidlig. Langt ud på aftenen tastede vi ind på DOFbasen korrekturlæste mærkning fra 2018

FED allerførste dag på Skagen fuglestation i smukt vintervejr. Så vi læder os til dagen i morgen, hvor de skulle love sol en stor del af dagen.

Folk: Joshua Emil Haahr, Gunnar Sigaard Simonsen, Simon S. Christiansen & Emma Sohnemann

joshuaskovlerjan2019

Joshuajan2019

Ulvefordrag, skumsprøjt og håndbold

onsdag 23. januar 2019
af Mark Desholm

Så var jeg kommet til Skagen Fuglestation igen – denne gang for at holde et større antal sammensmeltende møder med Simon og endelig skulle jeg holde mit foredrag ”Ulve i baghaven” om aftenen i Birders Club.

Dagen startede med, at jeg hentede morgenbrød til de tre birder-drenge på stationen imens Simon bryggede dagens første kande kaffe. Lene Kappelborg dukkede også op fra mogenstuden, og det var fedt at møde hende (den nye leder for Det Grå Fyr) og høre hendes tanker omkring markedsføring og kommunikation omkring fyret og vores mange aktiviteter – det skal nok blive godt.

Det blæste kraftigt hele dagen fra sydøst, og bølgerne væltede hårdt ind over kysten syd for fuglestationen. Jeg og sønnike havde håbet lidt på havblik, så der i det mindste var en minimum af chance for spotte nogle af de delfiner og spækhuggere, der var blevet set tidligere i søndags. Men bølgerne satte en stopper for den våde drøm, og mon ikke de også nu svømmer rundt et sted oppe i Sydnorge?

Simon og jeg fik afholdt vores møder og snakket om fondsansøgninger, artiklen om fuglestationen i Pandion, generelt naturvejledning, bemanding på fugletationen her i 2019 osv. Efter frokosten ville min søn Malthe jeg en tur på stranden og ruskes igennem og eventuelt se lidt fugle. Vi gik en time langs stranden imod Grenen – fik hoppet i sandet, frosset ansigterne og da også set lidt fugle. Det blev til 10 frække sandløbere, 2 skarver, sølvmåger ad libitum, 1 stormmåger, 1 skærpiber og 1 husskade.

Af yderligere observationer fra DOFbasen kan nævnes fra Skagen: skovsneppe 1, lomvie 88 NV og 546 SØ, alk 249 NV, bjergpiber 1. Så ja der er kommet godt gang i alkefugletrækket.  

Til aftenes fordrag om ulve dukkede små 30 forventningsfulde folk op – primært folk fra venneforeningen. De var videbegærlige og spørgelystne – så det var en fryd at foredrage her i Skagen. Simon kunne jo også indlede med en fin førstehåndsberetning om ulven han selv så langs stranden i november 2018.

Dagen sluttedes af med burger-håndbold-aften hjemme hos Simon, hvor Danmark selvfølgelig vandt – tak for en endnu en herlig og givende dag på Skagen Fuglestation.

Folk: Simon S. Christiansen, Malthe Desholm og Mark Desholm.

markmalthefyrMark og Malthe på stranden i blæsevejr

ulveforedrag2019Foredrag

Skohorn

onsdag 2. januar 2019
af Simon S. Christiansen

I dag kørte jeg de to nytårsgæster ned til Frederikshavn og vinkede farvel til dem på færgen. Vi svingede forbi lidt lokaliteter på vejen ned, men de sjoveste fugle så vi i Skagen, hvor to hvidsiskener hoppede rundt ved indsejlingen til Jollehavnen. Fra Grenen meldte Knud bl.a. om en trækkende topskarv, en rastende islom samt en søkonge. Om formiddagen kom Rita til en kop kaffe inden hun gjorde rent på 1. salen, og som altid havde hun også denne gang været så sød at medbringe gaver – bl.a. et skohorn af jern, i stedet for de plastik-skohorn vi har haft hidtil, og som jo hurtigt går i stykker.

Den alm. delfin som har været her siden december huserer stadig i området, og blev i dag meldt ud inde fra havnen ved Skipperskolen. I fryseren ligger nu en flot han sortand, som var blevet indleveret nytårsaftens dag. Den var desværre allerede halvdød da vi fik den, sandsynligvis grundet en alvorlig skade i vingen og vi måtte derfor aflive den. Det gode er dog at vi nu kan bruge den ifbm. vores undervisning enten til besøgende eller internt blandt de frivillige. Vi tager derfor meget gerne imod døde eller tilskadekomne fugle, som I finder heroppe. Specielt havfugle som mallemuk eller sule er vi meget interesseret i, da det er arter der ofte har plastik i kroppen.

Folk: Rita Pate, Knud Pedersen, Anton Arnesson, Per Österman, Simon S. Christiansen

Årets første dag startede med storm

tirsdag 1. januar 2019
af Simon S. Christiansen

Op af formiddagen (hvor morgenmaden blev til brunch i stedet) tog vi ud for at mærke det barske vejr. Solen skinnede, men der var stormende kuling og vandstanden var høj. For enden af Buttervej stod bølgerne ind over land og åd af klitterne, mens skummet fra bølgerne sprøjtede op omkring os. Anders har stadig besøg af den lokale sjældenhed, Sumpmejse på foderbrættet. Vi svingede derfor forbi Nordlysvej, dog uden at se den, men derimod fik jeg kaffe. Eftermiddagen blev brugt i havnen, hvor der var rigtig fine fugle at se. Først så vi en Gråmåge (2k) i Engelsviken, dernæst kom en Vandrefalk overflyvende ved Havnevagten. Ud for fiskerestauranterne stod en sjov Sølvmåge med melanistisk pigmentfejl, hvilket gav den nogle anderledes mørke tegninger på kroppen. Ikke ofte jeg ser sølvmåger med melanistiske pigmentfejl. Synes det er hyppigere at det er leucistiske pigmentfejl man ser, som gør dem lysere end normalt. Der lå ualmindeligt mange Ederfugle i havnebassinerne. Ved ikke om det er vinden, føde eller andet der gør at de søger derind. Mens vi gik rundt i jollehavnen, meldte Erik Christophersen om en 2k Hvidvinget måge fra Engelsviken, som vi tog hen og så rigtig fint svæve rundt over overfladen.

Folk: Erik Christophersen, Anders Bojesen, Anton Arnesson, Per Österman, Simon S. Christiansen.

buttervejiblaesvejrBlæst og hav for enden af Buttervej

melanistisksolvmageMelanistisk Sølvmåge 


1